Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag

fredag den 13. juni 2014

Min geniale veninde

Ferrante, Elena
Min geniale veninde
Kbh.  C&K, 2014
384 sider

Denne roman er den første i en triologi og handler om venskabet mellem de to piger Elena og Lila, der bor i et fattigt kvarter i 1950´ernes Napoli. Begge piger er godt begavede og drømmer om en bedre fremtid end den, der er mulig i det fattige og kontrollerende miljø, de lever i.
Selv om Lila er den bedst begavede og mest oprørske af pigerne, er det Elena, der får mulighed for at forsætte i gymnasiet og lidt efter lidt fører de to pigers drømme og interesser dem i forskellige retninger.

Historien starter med at den voksne Elena får besked om at Lila har slettet sine spor og er forsvundet.  Elena beslutter derfor at fortælle Lilas historie  og ser i første bind tilbage på venskabet i barndoms- og ungdomsårene –  fra de er 8 år til de bliver 16 år.

Romanen er både en fin skildring af et pigevenskab og af livet i et italiensk fattigkvarter. Stemningen i bogen leder tankerne tilbage til efterkrigstidens sort/hvide italienske spillefilm.
 Husker I ”I går, i dag, i morgen” med Sophia Loren og Marcello Mastroianni fra 1963 ?

Bogens forfatter skriver under pseudonym og hendes anden roman ”Forladte dage” udkom på dansk i 2003.

/Helle

torsdag den 20. oktober 2011

Kirsten Thorup: Tilfældets gud

Thorup, Kirsten:
Tilfældets gud
Gyldendal, 2011. 
314 sider


Kort resumé:
Ana er velhavende dansk karrierekvinde, som går ned med stress. Hun forsøger at finde en mening med sit eget liv ved at sponsere en uddannelse for en ung gambiansk kvinde, men projektet går helt galt.


Marianne siger:
Kirsten Thorup er i sit forfatterskab ofte optaget af, hvad der styrer mennesket, og det gør hun også her ud fra en ny synsvinkel. Bogens hovedperson er 42-årige Ana, som er en succesfuld karrierekvinde i et multinationalt firma i København. Hun er alene og lever og ånder for sit arbejde. Men for at slappe lidt af tager hun en charterferie til Gambia, og her møder hun den fattige pige Mariama som sælger frugt på stranden. Hun bliver så optaget af pigen, nærmest besat og vil gøre alt for at sponsorere en uddannelse til pigen. Det skal selvfølgelig vise sig ikke at være nogen let sag. Efter lang tid får Mariama indrejse visum til London, og Ana flytter derover for at følge hende. Mariama er blevet som en adoptivdatter for Ana, men at få en teenagedatter fra Afrika, er ikke let.


Tilfældets gud konfronterer rig og fattig, sort og hvid, den stærke med den svage og spørger hvem er i sidste ende den stærkeste af de to? Det er en meget medrivende fortælling, som man samtidig bliver meget globalt klog af.

fredag den 23. september 2011

Andrea Busfield: "Født i Skyggernes tid"




Fawad, en afghansk dreng, kender ikke sit fødselsår, men hans mor Marija siger, at han er født i skyggernes tid. Skyggerne er Taleban, der er årsag til faderens og broderens død samt søsterens forsvinden. Nu, hvor Taleban er sat fra magten af USA-koalitionen, er Fawad 10-11 år gammel og bor i Kabul med sin mor hos dennes søster – et arrangement, der bestemt ikke fungerer godt.


Der er mange udenlandske hjælpearbejdere i Kabul, og Fawad og hans venner udnytter disse rige og medfølende mennesker ved at sælge ting til dem, tigge eller endda stjæle fra dem. Hjælpearbejderne skaber også arbejde blandt Kabuls befolkning. Fawads mor vasker og syr for flere af dem, og Georgie, en engelsk kvinde, der arbejder med at stable en luksus-uldproduktion på benene, tilbyder Marija jobbet som husholderske i det hus, hvor Georgie bor sammen med to andre udlændinge. Der er tilhørende tjenestebolig, så Marija og Fawad flytter glade til bedre forhold.


En ny verden åbner sig nu for Fawad, spændende men også skræmmende, da han bliver involveret i de voksnes liv med deres fremmedartede glæder og sorger.
Forfatteren er britisk journalist, der som udsendt medarbejder blev så betaget af landet, at hun nu er bosat i Afghanistan. Hun formår gennem denne fiktion, skrevet med humor og indlevelse, at give læseren et realistisk billede af Afghanistan og dets ukuelige indbyggere samt disses holdninger til den nuværende situation i landet.


Simon


Anmeldelsen er fra november 2010

Reserver bogen