Suad Amiry - Murad - han vil jo bare leve

Amiry, Suad  
Murad - han vil jo bare leve
Arvids, 2011
155 sider


En gruppe mennesker bevæger sig i nattens mulm og mørke og med fare for liv og lemmer fra en landsby nær Ramallah på den besatte vestbred til Israel. Er de klædt i bombeveste og på vej til et israelsk hotel, hvor der afholdes bryllup med 4-500 gæster, eller er målet en central busstation?


Nej, gruppen er blot på vej til arbejde, eller snarere muligt arbejde, da de skal stille sig op på bestemte steder, hvor israelske arbejdsgivere kommer og hyrer palæstinensere som daglejere for ringe betaling og med dårlige arbejdsvilkår. Men trods alt bedre end hjemme på vestbreden, hvor der intet arbejde er at få. 


Historiens fortæller er en kvindelig journalist, der forklædt som mand tager turen med de arbejdssøgende, der trods situationen holder humøret oppe og endda kan lave sjov med deres egne oplevelser på disse ”raids”. 


Romanen skildrer nogle af Mellemøstkonfliktens ofre der, som alle vegne hvor krig eller krigslignende tilstande hersker, er almindelige mennesker med ønsket om fred, arbejde og en anstændig tilværelse: værdier som 99% af jordens befolkning kan tilslutte sig – mærkeligt at den ene procent stadig kan sætte dagsordenen.


Forfatteren er født i Jordan i 1951 af palæstinensiske forældre, har studeret i Libanon, USA og Skotland, og er siden vendt ”hjem” til Palæstina, hvor hun nu bor i Ramallah. Hun er uddannet arkitekt og nu også forfatter med indtil videre to bøger bag sig.


/simon

Lizzie Doron: Hvorfor kom du ikke før krigen

Sjældent at man kan karakterisere en roman med et ord. Det kan man med denne: Holocausttraume.

Gennem datteren Elisabeths øjne fortælles om moderen Helena, der har overlevet kz-lejrene og er kommet til Israel, hvor hun søger efter andre overlevende familiemedlemmer, dog uden held.

Helenas opførsel er umiddelbart noget aparte, præget af krigens rædsler. Eksempelvis smider hun næsten alle datterens fødselsdagsgaver ud, mærkeligt, indtil vi får at vide, at gaverne er fremstillet i Tyskland!

Moderen samler også andre kvinder i samme situation til en slags minde-højtidligheder. Når disse kvinder ankommer, sidder Elisabeth i vinduet og annoncerer dem ved deres nummer (brændt ind i armen i kz-lejrerne) i stedet for at nævne deres navne, så traumet nedarves altså til børnene. Vi følger familien fra datterens barndom til hun bliver voksen, gifter sig og flytter hjemmefra.

Lizzie Doron har heldigvis indlevelse og humor, så romanen fremstår spændende og positiv, trods det triste emne.

Den store psykiatriske afdeling
Lizzie Doron definerer ikke sig selv som ”2. generations Holocaust-overlevende”. Hendes analyse af sig selv og Israel er enkel og kontant: Den israelske befolkning – alle til hobe – lider af post-traumatisk stresssyndrom, og Israel er verdens største psykiatriske afdeling.

”Patienterne” er enten de ”psykotiske”, der forbereder sig på Messias’ komme, og som dybest set er uhelbredelige. De kan ikke komme sig over skuffelsen over, at han ikke er kommet endnu.
Den næste gruppe er dem, der forsøger at leve et ”normalt liv” i Israel med al den frygt, vrede og usikkerhed, som hører til ”normaliteten” i landet. De veksler konstant mellem at være maniske eller dybt depressive over landets situation.
Endelig er der den tredje gruppe, der bevidst har valgt at forlade ”afdelingen” for at få en ”second opnion”, hvad enten det er i New York eller Kathmandu.

For Lizzie Doron gælder denne analyse, uanset om patienterne er ankommet til landet for flere generationer siden eller er nye indvandrere. Det er også lige meget, om de har rødder i Europa, USA, Moldavien eller Yemen.

/Simon