Viser opslag med etiketten efterkrigstiden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterkrigstiden. Vis alle opslag

torsdag den 3. januar 2013

Ragnarok bevidnet


Dagerman, Stig
Efterår i Tyskland
1. udgave Kbh. : People's Press
2012. - 183 sider

Den svenske forfatter og journalist Stig Dagerman rejser i 1946 til resterne af det stortyske rige for at skrive en række førstehåndsindtryk til dagbladet Expressen. Hvad han så og oplevede på turen er udenfor enhver menneskelig fatteevne. Det totale kaos og kollaps og nederlagets ubønhørlighed skildres med journalistisk præcision og forfatterens syn for indtryk og stemninger. Den ene tyske storby er værre end den anden. Ruiner, apati og modløshed og fornedrelsens offermentalitet er åbenlyst tilstedeværende og Dagerman går ikke på kompromis med at tage stilling til rædslerne. Det er enestående beretninger fra en ”neutral” svensker, der først nu foreligger på dansk. Hævn- og hadfølelser har naturligt nok blokeret for at de andre involverede parter i krigen har været i stand til blot nogenlunde objektivt at skildre de grusomme eftervirkninger af den totale krig. Tænk blot på, hvor mange år der skulle gå før det overhovedet kunne komme på tale at føre dokumentation for, at Dresden mod krigens slutning sandsynligvis blev totalt pulveriseret i det, der kunne kaldes et rent terrorbombardement!

/Benny

onsdag den 7. november 2012

Jødernes skæbne i Danmark – noget vi kan være stolte af?


Sofie Lene Bak
Da krigen var forbi – de danske jøders hjemkomst efter besættelsen
Gyldendal, 2012
256 sider.

Det er uhyre interessant, at der nu er kommet en bog om jødernes hjemkomst til Danmark efter krigen. Hvordan gik det her i forhold til de uhyrligheder der fandt sted andre steder i Europa? Historikeren Sofie Lene Bak har udgivet sit forskningsprojekt i en læsevenlig udgave.
Hun konkluderer, at Socialtjenesten der stod for at registrere og overvåge de flygtede jøders ejendom og formue, udførte et upåklageligt stykke arbejde og at tyveri, svigt og bedrag hørte til undtagelserne. Jøderne blev herhjemme behandlet langt bedre end i resten af Europa og kunne vende hjem til Danmark uden de store problemer. Bogen bygger på officielle kilder, interviews og erindringer og giver vel selv svaret på spørgsmålet i overskriften!

/Benny