Verdenen tumler rundt - en historie om linedans.

En enlig skikkelse på en line, mellem de to legendariske tårne i den travle storby New York. Det er en linedans der danner rammen om en gruppe menneskers fortællinger i romanen ”Lad kun verdenen tumle sig” af Colum McCann. 

Den ensomme linedanser er den verdensberømte wire-kunstner, Phillippe Petit, der den 7. august 1974  gik en 45 minutter lang tur på en udspændt wire mellem de to tårne, der var kendt som World Trade Center. Hele otte ture frem og tilbage blev det til, før han overgav sig til politiet.

Vi følger den traumatiserede dommer-frue, hvis mand skal dømme Phillippe Petit.  Vi følger den irske munk der har besluttet sig for at redde en gruppe af byens prostituerede. Og hans bror der er taget til New York i et forsøg på at forstå ham.
Vi følger et ungt kunstnerpar, der forsøger at holde sig fra de stoffer der gjorde deres 1960’ere til en syret leg. Vi følger den afroamerikanske kvinde, der har mistet sin søn i vietnam, og nu forsøger at bearbejde sorgen i en sorggruppe, sammen med føromtalte dommer-frue.
Og vi følger naturligvis  Phillippe Petit i planlægningen og udførslen af hans berømte stunt. Som læser tror man ikke på, at dette spraglede persongalleri kan knyttes sammen, og gøre historien hel. Men det kan den. Så siger jeg ikke mere om det.

Bogen er et skønt og rørende eksempel på, at den rodede, tumlende verden kan være ubarmhjertig, uretfærdig, ufin, uligevægtig og uanstændig.  Men samtidig ustandseligt giver mening  i en tilsyneladende tilfældig linedans mellem himmel og afgrund.

Skulle du få lyst til at vide mere, kan jeg anbefale James Marshs dokumentarfilm om Philippe Petit, Man on wire. Et portræt af en forfængelig ener.

/Michael

Litterære temaer: Krimi

Den litterære krimi
Forbrydelsen som motor for formidling
Krimien er mere populær end nogensinde og nyder godt af en stor og trofast læserskare. Krimigenren lægger mest vægt på, at historien, der bliver fortalt, er spændende, overraskende og – helst også – bloddryppende. At være sprogligt eller formmæssigt fornyende er sjældent krimiens område. 

Til gengæld har mere litterære forfattere også taget krimimodellen til sig; måske netop fordi den udgør en forbindelse til det forjættede land, hvor bøger sælger, bliver lånt ud og faktisk også bliver læst. Et krimiplot er simpelthen en motor for læsningen, og på den måde med til at gøre det lettere at formidle sine budskaber.
Nogle af de forfattere, der gør brug af krimiens forførende elementer, er amerikanske Paul Auster, norske Jan Kjærstad og svenske Jan Arnald, hvoraf sidstnævnte skriver krimier under pseudonymet Arne Dahl.

Tre forfattere leger med krimien
Paul Auster, der netop i maj har gæstet København og Helsingør lader i By af glas en gammeldags detektivhistorie være udgangspunktet for en jagt på noget helt andet og større end en potentiel forbryder. Den lille roman, der har den labyrintiske storby som centralt motiv, spiller handling og form op imod hinanden og er metafiktion på højt niveau, altså et værk, der refererer til sig selv som litteratur og kunstværk. By af glas er Austers internationale gennembrud og står stadig som en postmoderne klassiker.

Jan Kjærstad udgav fra starten af 1990’erne og frem til årtusindeskiftet den stort anlagte romantrilogi om Jonas Wergeland. Efter endt læsning husker man de tre mammutromaner som alt andet end krimi, men det er faktisk en mordgåde, som gør den evigt filosoferende og tænksomme handling til mere end blot Jonas’ livsfortælling, men til en lang argumentation for og forklaring på en central og fatal scene.

Arne Dahl, som i virkeligheden hedder Jan Arnald og er doktor i litteraturvidenskab, har skrevet elleve bøger i serien om politienheden A-gruppen. Modsat de to ovennævnte forfatteres bøger er disse deciderede krimiromaner i absolut topklasse hvad angår spænding, plot og gru. Hvor Auster og Kjærstad bruger krimielementer i almindelig fiktion, bruger Jan Arnald i stedet sit pseudonym til at producere velskrevne krimier med et højt æstetisk og intellektuelt indhold. På den måde får læseren en solid litterær oplevelse, mens bogen nærmest læser sig selv.
Arne Dahl kan anbefales til alle krimielskere, mens Kjærstad og Auster henvender sig til dem, der i deres læsning søger flere spørgsmål end svar: Hvad er et menneske? Hvad er et liv? Hvad udgør et menneskes fortælling? Hvad er virkelighed, og hvad er drøm eller spejling? Hvad er meningen med livet? Hvad er sprog? Er der en kerne i identiteten? Og endnu flere eksistentielle spørgsmål, som gør læseren til et nyt og mere reflekteret menneske med disse læsninger i bagagen.

/Christine

Klik på linksene eller bogforsiderne for at reservere bøgerne