Endnu et tabu står for fald og udstiller en ufattelig ondskab

Jan T. Gross
Gylden høst
Kristeligt Dagblads Forlag, 2012
199 sider.

Den polsk-amerikanske historiker og sociolog afdækker, hvad der også skete i forbindelse med nazisternes systematiske udryddelse af jøderne under 2. verdenskrig. Det er ikke noget kønt syn at få blotlagt de menige polakkers aktive indsats i plyndring, tyveri, gravrøveri og medvirken til drab på de i forvejen dødsdømte jøder. Bogen rejser i det hele taget spørgsmålet om det bekvemme i, for flere europæiske befolkninger, at lade nazisterne udføre det grove arbejde og samtidig selv lukrere på andre menneskers elendighed. Bogen har naturligt nok vakt stor debat i Polen, det er aldrig rart at få pillet for meget ved sin selvforståelse, men for mig at se pirker den i lige så høj grad til den generelle antisemitisme blandt de europæiske civilbefolkninger i ly af holocaust.

/Benny

Lizzie Doron: Hvorfor kom du ikke før krigen

Sjældent at man kan karakterisere en roman med et ord. Det kan man med denne: Holocausttraume.

Gennem datteren Elisabeths øjne fortælles om moderen Helena, der har overlevet kz-lejrene og er kommet til Israel, hvor hun søger efter andre overlevende familiemedlemmer, dog uden held.

Helenas opførsel er umiddelbart noget aparte, præget af krigens rædsler. Eksempelvis smider hun næsten alle datterens fødselsdagsgaver ud, mærkeligt, indtil vi får at vide, at gaverne er fremstillet i Tyskland!

Moderen samler også andre kvinder i samme situation til en slags minde-højtidligheder. Når disse kvinder ankommer, sidder Elisabeth i vinduet og annoncerer dem ved deres nummer (brændt ind i armen i kz-lejrerne) i stedet for at nævne deres navne, så traumet nedarves altså til børnene. Vi følger familien fra datterens barndom til hun bliver voksen, gifter sig og flytter hjemmefra.

Lizzie Doron har heldigvis indlevelse og humor, så romanen fremstår spændende og positiv, trods det triste emne.

Den store psykiatriske afdeling
Lizzie Doron definerer ikke sig selv som ”2. generations Holocaust-overlevende”. Hendes analyse af sig selv og Israel er enkel og kontant: Den israelske befolkning – alle til hobe – lider af post-traumatisk stresssyndrom, og Israel er verdens største psykiatriske afdeling.

”Patienterne” er enten de ”psykotiske”, der forbereder sig på Messias’ komme, og som dybest set er uhelbredelige. De kan ikke komme sig over skuffelsen over, at han ikke er kommet endnu.
Den næste gruppe er dem, der forsøger at leve et ”normalt liv” i Israel med al den frygt, vrede og usikkerhed, som hører til ”normaliteten” i landet. De veksler konstant mellem at være maniske eller dybt depressive over landets situation.
Endelig er der den tredje gruppe, der bevidst har valgt at forlade ”afdelingen” for at få en ”second opnion”, hvad enten det er i New York eller Kathmandu.

For Lizzie Doron gælder denne analyse, uanset om patienterne er ankommet til landet for flere generationer siden eller er nye indvandrere. Det er også lige meget, om de har rødder i Europa, USA, Moldavien eller Yemen.

/Simon