Viser opslag med etiketten den kolde krig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den kolde krig. Vis alle opslag

onsdag den 7. november 2012

Dramaerne på Østersøen



Jesper Clemmensen
Flugtrute Østersøen
Gyldendal, 2012
368 sider.


De indespærrede østtyskere i socialistparadiset DDR udviste enestående opfindsomhed når det gjaldt om at forcere den forhadte mur i Berlin. Det er der skrevet utallige spændende og rystende beretninger om. Hvad mindre kendt er forsøgene på at overvinde ”dødens” hav, nemlig de ca. 40 km. mellem DDR og Danmark. I gummibåde, kajakker, joller og alt, hvad der kunne flyde og ved egen svømmekraft forsøgte over 6000 desperate østtyskere at nå den frelsende kyst på den anden side. Kun godt 900 lykkedes det for, 164 druknede og resten blev pågrebet af myndighederne. Det danske fyrskib ”Gedser Rev” ydede med sin beliggenhed 18 km. fra den tyske kyst en stor strategisk indsats. Skibet var billedligt talt et lys i mørket og hjalp uofficielt de flygtende. (Skibet kan p.t. ses på bedding i Gilleleje Havn!). Det her er thrillerlæsning fra virkelighedens verden, og man tror det er løgn, når det kan dokumenteres at danske kommunistsympatisører uden at blinke stak nogle af disse desperate flygtninge!

/Benny

onsdag den 23. maj 2012

Henrik Andersen - Beskyttelseszonen


Andersen, Henrik 
Beskyttelseszonen
People's Press, 2011
359 sider


Kort resumé
Hvorfor flytter familien Nørskov hele tiden? Da Martin bliver professionel fodboldspiller i Hansa Rostock, undersøger han moderens fortid i DDR.


Kristina siger
”Beskyttelseszonen”  er forfatterens femte roman. Han har boet i Berlin, og i romanen mærker man et godt kendskab til såvel tysk fodbold, men også indsigt i DDRs historie. At det er fodbold og DDR som er bogens to hovedtemaer fremgår også tydeligt af det collageagtige omslag.


”Beskyttelseszonen” handler om stortalentet indenfor fodbold Martin Nørskov som i 1980’erne er et lysende talent i den danske fodboldverden. Martins karriere går fra Assens i det vestfynske og videre over OB for at ende i Hansa Rostock i det tidligere DDR.
Det er ikke første gang, Martin Nørskovs og Østtysklands historier har været viklet ind i hinanden. Martins mor, Ingrid, kommer fra Eisenach i DDR.  At hun midt i 1960'erne forelskede sig i den danske ingeniør Poul Nørskov og fik lov til at flytte til Danmark ser umiddelbart ud til at være en lykkelig historie, men historien medfører også mange store omkostninger, for en tung flig af jerntæppet flytter med ind i den danske idyl.
Ingrids rejse til Danmark er derfor ikke uden problemer. Der er bl.a. indgået handler for at Ingrid har fået lov til at forlade DDR og komme til Danmark, vi hører bl.a. om nogle Stasirapporter og industrispionage. Ingrids fortid kommer til at forfølge familien i mange år og er bl.a. medvirkende til, at de kommer til at leve et meget omflakkende liv.


”Beskyttelseszonen” har omkostninger som et af sine hovedtemaer. Omkostningerne ved kærlighed og omkostningerne ved at have en politisk overbevisning i en konfliktfyldt verden og omkostningerne ved at være et stortalent, der lige præcis ikke er stort nok til det største.


Alt i alt er ”Beskyttelseszonen”  en velskrevet og gribende skæbnefortælling om ensomhed i fællesskaber. Romanen giver også et billede af livet i DDR og Tyskland efter murens fald, samt drengeliv i den danske provins i 1970'erne. 

mandag den 26. marts 2012

Amerikaniseringen af Danmark – eller drømmen om den rige onkel over there.

Som barn i 50erne længtes vi hele tiden. Længtes mod bedre tider og materiel velstand. Godt nok var båden med bananer ankommet, men der var lang vej igen. Længslen gik mod vest, nærmere bestemt USA og alt hvad der fandtes derovre af herligheder. Af og til fik vi en lille forsmag på det i det genbrugsplagede, grå og indeklemte årti, når valutareserverne ellers tillod det. USA var indbegrebet af lyserød candyfloss, halefinner med krom, nylonstrømper, isskabe, rock ’n’ roll, Anders And, milkshake og alskens sorgløshed, noget man som barn kun turde drømme om. Heldigvis gik det jo som bekendt senere fremad, men hvad der i 50erne syntes komplet uopnåeligt, skulle årtier senere blive genstand for en kritisk og nærmest hadefuld kampagne vendt mod alt amerikansk og amerikaniseringen af Danmark!


Jeg har haft fornøjelsen af at besøge USA flere gange og er på en eller anden måde stadig lidt fascineret. I dag har vi forhåbentligt et mere nuanceret billede af det store land, men i 50erne var det ganske enkelt noget, man bare så op til og higede efter at få en bid af. Derfor vil jeg godt anbefale de følgende bøger, der alle er dele af et større forskningsprojekt under navnet ”Amerikansk på dansk”. Bøgerne er letlæste og helt ideelle til opgaveskrivning i gymnasiet.


Mest spændende er: Amerika og det gode liv : materiel kultur i Skandinavien i 1950’erne og 1960’erne (2011). 
Bogen undersøger ved hjælp af artikler, hvordan amerikansk kultur har påvirket vores materielle hverdagsliv indenfor områder som ungdomskultur, køkkener og husholdning, udviklingen i forstæderne, familien m.m. Ligeledes hvordan tilpasningen har fundet sted så tingene og tankerne undervejs er blevet integreret i det nordiske hverdagsliv. OBS! Flere af artiklerne er skrevet på hhv. engelsk, norsk og svensk hvis det skulle skræmme nogen.


Kulturinteresserede bør læse: Amerika i dansk kulturliv 1945-75 (2010).
Brede kulturelle emner som litteratur, kunst, film, populærmusik, ugeblade og sport behandles i velskrevne og bredt formidlende artikler der viser et mere nuanceret billede af den amerikanske påvirkning af dansk kulturliv end mange måske forestiller sig. Et godt eksempel er, at de helt store amerikanske sportsgrene som f.eks. baseball aldrig helt er slået igennem herhjemme og omvendt den anden vej med vores allesammens fodbold!




Erhvervsinteresserede med blik for historie kan læse: Det amerikanske forbillede? : dansk erhvervsliv og USA, ca. 1920-1970. (2011).
Artiklerne har omdrejningspunkter i tidens amerikanske forbilleder i dansk indpakning som Fords samlefabrik i Danmark, mekaniseringen af landbruget, Marshallhjælp, FDBs ekspansion i detailhandlen og de nye selvbetjeningsbutikker, Teknologisk Institut, fokus på forbrugeren og tanker og strategier fra USA i forhold til dansk erhvervsledelse.


Den sidste bog er ikke en del af forskningsprojektet men skal alligevel med her, idet den lægger nyt stof til historien om den danske fagbevægelse. Dino Knudsen: Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse : Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser, 1945-1956 (2012).
Efter krigen brød krigen ud mellem socialdemokrater og kommunister i fagbevægelse. CIA og den amerikanske fagbevægelse trak over Atlanten og gav socialdemokraterne en ”hjælpende” hånd i organiseringen af kampen mod de røde. I form af medvirken og involvering i og omkring Marshall-planes indfrielse og implementering, trak det op til gensidige relationer og bånd mellem den danske og den amerikanske fagbevægelse. Alt i alt spændende historieforskning med nye facetter af denne højspændte periode efter besættelsen.


/Benny