Gastronomiens danske grundlæggere – Lene og Sven Grønlykke – et erindringsportræt af Maria Grønlykke

Lene og Sven Grønlykke : et erindringsportræt 
Maria Grønlykke
[Kbh.] : Gyldendal, 2012
272 sider : ill.

Jeg er barn af en tid, hvor Irma tog sin begyndelse, og hvor min mor kastede sig ud i “det moderne køkken”. Vi rejste til Frankrig og mine forældre gik meget op i restauranternes spisekort. Nu er jeg selv blevet så gammel at jeg både har tid og råd til at have fået samme hobby.
Bogen om Lene og Sven Grønlykke tog jeg med på sommerferie, da jeg var lidt nysgerrig omkring Løgismose konceptet, som jeg bedst kender fra delikatessebutikken i Nordre Toldbod og Løgismose chokolader. Det skulle vise sig, at jeg blev helt opslugt af den underholdende og muntre bog om de to mennesker som har formået at indføre fransk gastronomi til Danmark, og få Irma til at sælge friske råvarer, franske vine, oste og andre specialiteter. Desuden fik de importeret nogle unge franske kokke til Danmark, som heldigvis fandt nogle danske piger og blev hængende her, samtidig med at de fik sat nogle vældige fodaftryk. Det er f.eks. Daniel Letz som nu har en herlig lille restaurant på Sankt Jacobs plads på Østerbro med tilhørende fransk delikatesse butik. Og Leffroy som efter mange år på Faldsled Kro nu har sit eget smukke sted I Nyborg, lige ned til Storebælt.

Grønlykkerne må betragtes som tidens bohemer i 1960´erne og frem til engang I 1970´erne. De fik sammen med Rifbjerg og andre intellektuelle gang i gode spisesteder, som Kong Hans Kælder og Faldsled Kro. Udover at få seks børn kastede Grønlykkerne sig også ud i film, købte ligefrem et filmstudie og blev særlig kendt på filmen “Balladen om Carl Henning” samt et par andre film.

Jeg må sige at Sven og Lene Grønlykke var overskudsmennesker, der virkelig formåede at gøre Danmark større og sjovere. Godt, at deres datter Maria Grønlykke så uhøjtideligt, med denne bog minder os om det og den svundne tid.

/Marianne

Lea Korsgaard - Ghita

Korsgaard, Lea 
Ghita
Gyldendal, 2011
312 sider


Kort resumé
Om Ghita Nørbys (f. 1935) bemærkelsesværdige liv i dansk teater og film, og om hvilke omkostninger dette har haft på det personlige plan, fortalt af hende selv, samt af venner, eksmænd, kollegaer, chefer og instruktører.
Med litteraturhenvisninger.



Marianne siger
Ghita Nørby er en af Danmarks store primadonnaer, som i mere end 50 år har smagt på næsten alt, hvad teater og film kan byde på. Lige fra Baronessen fra benzintanken til samarbejde med Ingmar Bergmann og Bille August.


Hovedvægten i bogen ligger på hvordan Ghita med en jerndiciplin og gode kunstneriske makkerskaber har udviklet det format som hun er. Bogen er bygget op på samtaler med Ghita selv og desuden med en helt masse venner, familie, kollegaer og instruktører.


Bogen om Ghita er lige så sprudlende som hende selv og går i et raskt tempo, hvor hun øser ud af sit meget begivenhedsrige liv, og det både om alle hendes mænd, rollen som mor, kræftoperationer og ærgrelser på sit elskede Kongelige Teater.


En dejlig bog om Ghita, vulkanen der har ulmet og spruttet gennem flere generationer.

Eva Gabrielsson: Millenium - Stieg og mig

Gabrielsson, Eva
Millennium - Stieg og mig
Per Kofod, 2011. 
193 sider


Kort resumé
Millennium-forfatteren Stieg Larssons (1954-2004) livsledsagerske og allierede igennem 30 år, Eva Gabrielsson, beretter om livet med Stieg og tiden efter.


Kristina siger
”Millennium – Stieg og mig” er skrevet af Eva Gabrielsson, Stieg Larssons samlever. Hun har skrevet den i samarbejde med den franske ghostwriter Marie-Francoise Colombani, tidligere chefredaktør for tidsskriftet ”Elle”. Grunden til den franske forbindelse skulle efter sigende være, at Eva Gabrielsson ikke længere føler at hun kan stole på nogen som helst i hele Sverige. Med denne begrundelse er scenen ligesom sat til resten af bogen.


Eva og Stieg levede sammen i 30 år og i bogen her, fortæller hun om ham som menneske, politisk engageret journalist og krimiforfatter. Men fokus i bogen er dog noget andet, nemlig arvestriden mellem Stieg Larssons arvinger og Eva Gabrielsson.


Eva og Stieg blev aldrig gift, så derfor arvede familien hans formue og retten til at forvalte hans værker. Dette gav genklang mange steder og Stieg Larssons far og bror fik mange på nakken, da de ragede det hele til sig og kun havde almisser tilovers for den kvinde, han havde levet papirløst med i 30 år. Juraen var dog ikke til at komme udenom, og den var på familiens side, da Stieg og Eva ikke havde været gift.


Det er meget denne problematik som Eva Gabrielsson kredser om, arvestriden, hvor hun op til flere gange beskriver og påpeger Stieg Larssons svage tilknytning til familien og giver også utallige eksempler på, at detaljer i krimierne stammer fra hende og Stiegs fælles liv. Hun nøjes ikke med at kommentere på familiens manglende moral, men langer også ud efter det, hun kalder et dobbeltmoralsk forlag og den svenske lovgivning, skrevet med oldnordiske blodsbånd, som hun så ihærdigt kæmper for at løsne.


Med bogen ønsker Eva Gabrielsson også at ære sin samlevers minde. Det fortæller hun i bogen, at hun gør ved at kæmpe mod det, hun kalder Millenium-industrien. Med det mener hun, alt det som fulgte i kølvandet på den succes, hvor Stieg Larsson blev et brand og en af Sveriges største eksportvarer. En succes som Eva Gabrielsson ikke mener blev forvaltet i Stiegs ånd.


Sidst i bogen bliver det klart at Eva Gabrielsson har et trumfkort i striden om arveretten, nemlig det mystiske fjerde bind i forlængelse af trilogien, hvoraf Stieg nåede at skrive 200 sider. Det ligger på en computer, og kun Eva ved, hvor det er og hun holder det hemmeligt. Hun nævner desuden også at hun vil afstå fra penge, hvis hun kan få retten til Stiegs værker.


Der er ingen tvivl om at Stieg Larsson var et spændende menneske og selve arvestriden er også spændende i sig selv, men bogens partsindlæg tager lidt pusten fra den som fortælling, så jeg har det lidt tvetydigt med bogen, men absolut interessant at læse.

Christa Schroeder: Han var min chef

Ikke en hvilken som helst chef!

Det siger sig selv at Adolf Hitlers gerningers grusomheder er uden for enhver rationel bedømmelse. Vanvid er ordet og manden må have indgået en pagt med Djævelen! Af samme grund er Føreren da også blevet dæmoniseret som person i eftertidens litteratur. Ingen formildende omstændigheder her, det skulle da lige være at han var meget glad for sin schæfer ”Blondie”! Derfor er det en meget anderledes bog om personen Hitler, der nu er kommet på dansk. Skrevet af hans sekretær gennem 12 år på baggrund af personlige notater og breve. En loyal ansats tætte og beundrende portræt af chefen uden kritiske bemærkninger. En anderledes og interessant førstehåndsberetning om Hitler og Det Tredje Riges storhed og fald. Bøger som disse bliver sjældent bestsellere, bogen udkom på tysk i 1985 og blev først oversat til engelsk i 2009 og altså nu til dansk. Men det forekommer bemærkelsesværdigt, at det nu er den anden bog om Hitler skrevet af hans sekretærer (den første var af Traudi Junge: Til den bitre ende) der fremstiller andre sider af manden end de vante stereotyper. Han må i det mindste have optrådt i rollen som sympatisk chef!

Læs også: Traudi Junge: Til den bitre ende og se den fremragende filmatisering af den: Der Untergang. Begge kan lånes på biblioteket.

Benny

Lars Bjarke Christensen: Peter Knutzen - Jeg frygter ikke Historiens Dom

DSB har en lang tradition for kriser. I 1931 valgte man at prøve med en ny generaldirektør. Peter Knutzen, der var født på Ærø og havde en lynkarriere bag sig blev headhuntet for at få etaten på skinner igen.
Det lykkedes over al forventning, og det var bl.a. Knutzens fortjeneste, at vi fik de første røde rutebiler, S-togene og de berømte røde lyntog der kunne køre den vanvittige fart af 120 km/t. Knutzen var en vellidt og knalddygtig leder og da privatbilismen efter tyskernes besættelse efterhånden døde ud, fik togtransport en meget vigtig rolle.

Det kunne ikke undgås, at involvere tyskerne og som et led i samarbejdspolitikken oprettede man den Dansk-Tyske Forening. Knutzen blev opfordret ret kraftigt til at blive formand for foreningen og som loyal tjenestemand fulgte han opfordringen.
Det skulle han aldrig have gjort, for i det almindelige kaos efter besættelsen, hvor alle beskyldte alle for hvad som helst, kom han i søgelyset for tyskvenlighed.

Der var ikke belæg for en straffesag, så i stedet blev han dømt skyldig i et ”nationalt uværdigt forhold” af en tjenestemandsdomstol og dermed færdig i DSB.
Således var han det højest placerede offer for hævngerrige myndigheder og politikere, der for en stor dels vedkommende selv havde haft travlt ved håndvasken!

Det er denne fantastiske historie jernbanemanden Lars Bjarke Christensen beretter om i sin meget spændende biografi ”Jeg frygter ikke historiens dom”. Nyt arkivmateriale ligger til grund for bogen, der er rigt illustreret med hidtil ukendte billeder.

Skulle man få lyst til at læse mere om Knutzen og hans triste skæbne, han døde som en bitter mand kun 62 år gammel, findes følgende bøger:

P. Knutzen
40 Aar i Statens Tjeneste : Selvbiografi (1948)

H.H. Bruun
Dommen over generaldirektør P. Knutzen (1948)

Ole Knutzen
Sandheden forældes ikke : generaldirektør Peter Knutzen og regeringskrisen 1940-1941. (1999) 

/Benny

Anmeldelsen er fra juni/juli 2011

Reserver bogen