Kulturhistorisk slægtsroman fra 1930’ernes Europa og fem årtier frem.

Markovits, Anouk
Den udstødte
Rosenkilde & Bahnhof, 2013
272 sider 

Historien begynder i Transsylvanien lige før anden verdenskrig, hvor en lille jødisk dreng Joseph som den eneste overlever et pogrom mod hans familie. Han adopteres af familiens kristne tjenestepige og opdrages som kristen. Fem år efter hjælper han en lille jødisk pige Mila, hvis familie også er blevet udslettet. Mila bringes til rabbien Zalman Stern, hvor hun vokser op som datter i huset. Her er hun nogenlunde jævnaldrende med Atara, Sternfamiliens ”rigtige” datter, og de to piger udvikler et nært forhold. Familien overlever krigen og flytter til Frankrig før jerntæppet sænker sig. Samtidig er Joseph blevet sendt til Amerika af det lokale jødiske trossamfund for der at blive ”genopdraget” som jøde.

Familien Stern er hasider, dvs. tilhængere af en religiøs retning inden for judaismen, der lægger stor vægt på den åndelige, følelsesladede dimension af jødedommen, og hvor dans, sang og klappen i hænderne er en karakteristisk del af den hasidiske gudstjeneste. Dette baseres på et citat fra salmernes bog, hvori der står: "Tjen Herren i glæde ..." (Salme 100). Hasiderne er inddelt i undergrupper, hvor Sterns tilhører Satmar-retningen. Den ledes af Rabbi Teitelman, hvis gerninger under anden verdenskrig spiller en stor rolle i beretningen.

Milas og Ataras nære forhold svækkes, som tiden går. Mila accepterer familiens religiøsitet, mens Atara går egne veje. Hun læser verdslig litteratur under dynen, da dette ikke er tilladt i den fromme familie, og som 16-årig forlader hun hjemmet for at realisere sit eget liv. Familiefaderen Zalman fornægter hende – hun er nu udstødt. Mila derimod forbliver tro mod de hasidiske leveregler og sendes til USA for at blive gift med Joseph, der i mellemtiden er blevet kendt i Satmar-bevægelsen for sin store viden og tro.

Vi følger nu søstrene hver især gennem de næste årtier. Også Rabbi Teitelman er kommet til USA, hvor han værdsættes som leder af Satmar-bevægelsen. Søstrene finder ud af hans rolle i ”Katzner-toget”, et særtog, der under anden verdenskrig mod betaling til nazisterne og på bekostning af de øvrige ungarske jøder (der ender i KZ-lejr), kørte til Svejts med 1700 ”udvalgte” jøder, herunder Rabbi Teitelman. Turen var arrangeret af  zionisten Rudolf Katzner. Især Mila undres, da de ledende hasider, herunder Teitelman, altid har taget afstand fra zionismen og bandlyst enhver jøde, der fattede interesse for zionismens ide. Israel skal nemlig stiftes af Messias, ikke af mennesket (denne problematik eksisterer stadig i dagens Israel: hasiderne anerkender ikke statens eksistens, gør ikke militærtjeneste, og lever i det hele taget i enklaver med egne love og skikke). Så hvad var grunden til at Rabbi Teitelman lod sig redde af de ellers så foragtede zionister? Rabbien siger også før krigen bryder ud til sin menighed: ”I skal ikke forlade Rumænien, Ungarn, Polen. Lad være med at forlade lande, hvor vores traditioner har overlevet … [til fordel for] lastens hule i Amerika med nymodens ting og assimilation”. 

Til sidst mødes søstrene efter næsten 50 års adskillelse. Kan der overhovedet gøres status? Hvem af søstrenes gik den rette vej?

Forfatteren giver (heldigvis) intet svar og er heller ikke dømmende over for fundamentalismen i Satmar- og andre hasidretninger. De konkrete historiske begivenheder taler for sig selv og udstiller således dobbeltmoralen, der tit findes hos religiøse ledere, i dette tilfælde Rabbi Teitelman. Anour Markovits er selv ”afhopper” fra miljøet, men dette afholder hende ikke fra en fin skildring af, hvordan livet som stærkt troende jøde udfolder sig.

/simon

Jødernes skæbne i Danmark – noget vi kan være stolte af?

Sofie Lene Bak
Da krigen var forbi – de danske jøders hjemkomst efter besættelsen
Gyldendal, 2012
256 sider.

Det er uhyre interessant, at der nu er kommet en bog om jødernes hjemkomst til Danmark efter krigen. Hvordan gik det her i forhold til de uhyrligheder der fandt sted andre steder i Europa? Historikeren Sofie Lene Bak har udgivet sit forskningsprojekt i en læsevenlig udgave.
Hun konkluderer, at Socialtjenesten der stod for at registrere og overvåge de flygtede jøders ejendom og formue, udførte et upåklageligt stykke arbejde og at tyveri, svigt og bedrag hørte til undtagelserne. Jøderne blev herhjemme behandlet langt bedre end i resten af Europa og kunne vende hjem til Danmark uden de store problemer. Bogen bygger på officielle kilder, interviews og erindringer og giver vel selv svaret på spørgsmålet i overskriften!

/Benny

Endnu et tabu står for fald og udstiller en ufattelig ondskab

Jan T. Gross
Gylden høst
Kristeligt Dagblads Forlag, 2012
199 sider.

Den polsk-amerikanske historiker og sociolog afdækker, hvad der også skete i forbindelse med nazisternes systematiske udryddelse af jøderne under 2. verdenskrig. Det er ikke noget kønt syn at få blotlagt de menige polakkers aktive indsats i plyndring, tyveri, gravrøveri og medvirken til drab på de i forvejen dødsdømte jøder. Bogen rejser i det hele taget spørgsmålet om det bekvemme i, for flere europæiske befolkninger, at lade nazisterne udføre det grove arbejde og samtidig selv lukrere på andre menneskers elendighed. Bogen har naturligt nok vakt stor debat i Polen, det er aldrig rart at få pillet for meget ved sin selvforståelse, men for mig at se pirker den i lige så høj grad til den generelle antisemitisme blandt de europæiske civilbefolkninger i ly af holocaust.

/Benny

Lizzie Doron: Hvorfor kom du ikke før krigen

Sjældent at man kan karakterisere en roman med et ord. Det kan man med denne: Holocausttraume.

Gennem datteren Elisabeths øjne fortælles om moderen Helena, der har overlevet kz-lejrene og er kommet til Israel, hvor hun søger efter andre overlevende familiemedlemmer, dog uden held.

Helenas opførsel er umiddelbart noget aparte, præget af krigens rædsler. Eksempelvis smider hun næsten alle datterens fødselsdagsgaver ud, mærkeligt, indtil vi får at vide, at gaverne er fremstillet i Tyskland!

Moderen samler også andre kvinder i samme situation til en slags minde-højtidligheder. Når disse kvinder ankommer, sidder Elisabeth i vinduet og annoncerer dem ved deres nummer (brændt ind i armen i kz-lejrerne) i stedet for at nævne deres navne, så traumet nedarves altså til børnene. Vi følger familien fra datterens barndom til hun bliver voksen, gifter sig og flytter hjemmefra.

Lizzie Doron har heldigvis indlevelse og humor, så romanen fremstår spændende og positiv, trods det triste emne.

Den store psykiatriske afdeling
Lizzie Doron definerer ikke sig selv som ”2. generations Holocaust-overlevende”. Hendes analyse af sig selv og Israel er enkel og kontant: Den israelske befolkning – alle til hobe – lider af post-traumatisk stresssyndrom, og Israel er verdens største psykiatriske afdeling.

”Patienterne” er enten de ”psykotiske”, der forbereder sig på Messias’ komme, og som dybest set er uhelbredelige. De kan ikke komme sig over skuffelsen over, at han ikke er kommet endnu.
Den næste gruppe er dem, der forsøger at leve et ”normalt liv” i Israel med al den frygt, vrede og usikkerhed, som hører til ”normaliteten” i landet. De veksler konstant mellem at være maniske eller dybt depressive over landets situation.
Endelig er der den tredje gruppe, der bevidst har valgt at forlade ”afdelingen” for at få en ”second opnion”, hvad enten det er i New York eller Kathmandu.

For Lizzie Doron gælder denne analyse, uanset om patienterne er ankommet til landet for flere generationer siden eller er nye indvandrere. Det er også lige meget, om de har rødder i Europa, USA, Moldavien eller Yemen.

/Simon