Viser opslag med etiketten faglitteratur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten faglitteratur. Vis alle opslag

tirsdag den 27. januar 2015

Historisk pragtværk af dimensioner.

Danske Kongegrave I-III, redigeret af Karin Kryger. 

Museum Tusculanums Forlag, 2014.

I slutningen af 2014 udkom der i stilhed et pragtværk af dimensioner. Danske Kongegrave i 3 bind blev påbegyndt helt tilbage i 1992 som et forskningsprojekt iværksat af Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker og foreligger altså her nu som det første af sin art med en samlet beskrivelse af nationens kongegrave, fra Gorm den Gamle til Frederik 9. og dronning Ingrid. I et historisk perspektiv er værket en fortløbende gennemgang af både dansk historie og kunsthistorie samt relationerne til det europæiske. De 27 forfattere er alle eksperter på hver deres område, og selv om bøgerne hviler på et videnskabeligt grundlag er de skrevet med den brede offentlighed for øje. Indrømmet, der er ikke tale om godnatlæsning i sengelampens skær, men et værk af blivende værdi for den historisk interesserede, et opslagsværk, et standardværk til opgaveskrivning og måske et værk til inspiration for ture rundt i landet. Bent Blüdnikow kvitterede med 5 stjerner i Berlingske d. 7. dec. 2014. Det er samtidig en stor opmuntring for bogens verden, at det stadig er muligt at udgive fagbøger af en sådan kvalitet!

/Benny

torsdag den 10. oktober 2013

Det hemmelige løb

79.66
Det hemmelige løb : Tour de France set indefra - om doping, løgne og viljen til at vinde for enhver pris
Tyler Hamilton, Daniel Coyle
1. udgave. - [Kbh.] : People's Press, 2012
350 sider

Den forhenværende cykelrytter Tyler Hamilton og forfatteren Daniel Coyles bog ’Det hemmelig løb’ afslører alt omkring, hvordan han selv, Lance Armstrong og de andre ryttere på det amerikanske cykelhold US Postal benyttede sig af doping i stort omfang for at vinde Tour de France syv år i træk.

Jeg har selv fulgt cykelsporten i mange år og husker tydeligt Tylers flotte Tour de France for Team CSC og Bjarne Riis i 2003, hvor han med brækket kraveben vandt en hård bjergetape og blev samlet nummer 4 og hans OL-guld i enkeltstart i 2004. Og især som den altid smilende og glade mand på tv. En super sympatisk mand. Men pludselig gik det hele galt i 2004.

Hamilton bliver taget for doping. Igen og igen. Han får frataget sin OL-guldmedalje. Hans forklaringer bliver mere og mere mærkelige. Han virker helt ude i hampen.
Så kommer denne bog og jeg tænker: “Skal han bare tjene penge?”; ”Er han bare ude på at hænge Lance Armstrong ud som dopingsynder?” Men mine betænksomheder blev hurtigt gjort til skamme.

Bogen er en sober og troværdig beskrivelse af alle de metoder han selv og angiveligt Lance Armstrong benyttede sig af for at vinde Tour de France 7 gange. Og det er gjort på en måde, så man faktisk får sympati og forståelse for, hvorfor Hamilton og alle de andre cykelryttere doper sig: det er simpelthen et valg mellem at spille spillet eller stoppe karrieren. Enten doper du dig og sidder med i spidsen af feltet og scorer de indbringende kontrakter eller du kører rent – på brød og vand – paniaqua, som spanierne kalder det - og slider dig i mål som en af de sidste uden chance for at komme med i Touren og få fornyet din kontrakt. Men nok så vigtigt vil du for altid være uden for fællesskabet. Du er dopet, ellers kan du godt forsvinde.

Så hvad gør en dygtig cykelrytter med tårnhøje ambitioner som Hamilton? Ja, han doper sig selvfølgelig. Og hurtigt kommer resultaterne og de lukrative kontrakter. Men hele tiden lurer risikoen for at blive taget i dopingkontrollen. Selvom enhver epo-indsprøjtning og blodtilførsel er nøje planlagt for at holde sig under de tilladte værdier, kan ingen føle sig sikker. Til sidst går det jo også galt for Hamilton. Han bliver udelukket ikke bare fra cykelsporten men også fra det fine selskab. For en afsløret doper er ligeså uønsket som en ren rytter i det professionelle cykelfelt. Tidligere kolleger ser lige igennem dig og du kan ikke få en kontrakt. Du er fredløs. Hamilton beskriver det hele og jeg er som læser på hans side: jeg forstår hvorfor han dopede sig og jeg tror på ham, når han fortæller hvor uretfærdigt han bliver behandlet efter dopingafsløringen. 
     
Bogen kommer ned under huden på Hamilton som fortæller ærligt om hans store nedture, som kostede ham alt. Om hans barndom, ungdom, psykiske problemer og kampen for at blive en stor cykelrytter. Han fortæller det hele og lægger ikke skjul på noget.

Bogen er af mange medier fortrinsvist blevet beskrevet som et angreb på Lance Armstrong eller Bjarne Riis. Det synes jeg ikke den er. Bogen fortæller Tylers sandhed og dækker ikke over noget. Beskrivelsen af Riis’ rolle vil jeg ikke engang kalde særlig afslørende. Dog er Armstrong ikke beskrevet særlig charmerende, men det tror jeg heller ikke han er.

Jeg læste den på et par dage. Den er spændende og levende og jeg fik hurtigt sympati for Hamilton. Han har ambitioner og erkender de betingelser, der skal til for at opnå de ambitioner. Så kan man være moralsk og kalde ham snyder og afvise enhver sympati med dopingsyndere, men så går man glip af forståelsen af, hvilke motiver der driver disse toptrænede sportsmænd ud i ulovlige og sågar sundhedsfarlige metoder.

Denne bog bør læses og lånes på biblioteket af alle som elsker cykelsporten.

/Lars

mandag den 9. september 2013

Gastronomiens danske grundlæggere – Lene og Sven Grønlykke – et erindringsportræt af Maria Grønlykke

Lene og Sven Grønlykke : et erindringsportræt 
Maria Grønlykke
[Kbh.] : Gyldendal, 2012
272 sider : ill.

Jeg er barn af en tid, hvor Irma tog sin begyndelse, og hvor min mor kastede sig ud i “det moderne køkken”. Vi rejste til Frankrig og mine forældre gik meget op i restauranternes spisekort. Nu er jeg selv blevet så gammel at jeg både har tid og råd til at have fået samme hobby.
Bogen om Lene og Sven Grønlykke tog jeg med på sommerferie, da jeg var lidt nysgerrig omkring Løgismose konceptet, som jeg bedst kender fra delikatessebutikken i Nordre Toldbod og Løgismose chokolader. Det skulle vise sig, at jeg blev helt opslugt af den underholdende og muntre bog om de to mennesker som har formået at indføre fransk gastronomi til Danmark, og få Irma til at sælge friske råvarer, franske vine, oste og andre specialiteter. Desuden fik de importeret nogle unge franske kokke til Danmark, som heldigvis fandt nogle danske piger og blev hængende her, samtidig med at de fik sat nogle vældige fodaftryk. Det er f.eks. Daniel Letz som nu har en herlig lille restaurant på Sankt Jacobs plads på Østerbro med tilhørende fransk delikatesse butik. Og Leffroy som efter mange år på Faldsled Kro nu har sit eget smukke sted I Nyborg, lige ned til Storebælt.

Grønlykkerne må betragtes som tidens bohemer i 1960´erne og frem til engang I 1970´erne. De fik sammen med Rifbjerg og andre intellektuelle gang i gode spisesteder, som Kong Hans Kælder og Faldsled Kro. Udover at få seks børn kastede Grønlykkerne sig også ud i film, købte ligefrem et filmstudie og blev særlig kendt på filmen “Balladen om Carl Henning” samt et par andre film.

Jeg må sige at Sven og Lene Grønlykke var overskudsmennesker, der virkelig formåede at gøre Danmark større og sjovere. Godt, at deres datter Maria Grønlykke så uhøjtideligt, med denne bog minder os om det og den svundne tid.

/Marianne

mandag den 2. september 2013

Da forbryderne fik ansigter

Forbrydelsens ansigt 
Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen, Gitte Bergendorff Høstbo
[Kbh.] : Gad, 2013.
335 sider

”Vi skal lige have et billede til forbryderalbummet”. Eller ”Næ tak, jeg har ikke lyst til at havne i forbryderalbummet”. Kommentarer fra ganske almindelige mennesker der skulle fotograferes af familien eller venner ved diverse som regel festlige lejligheder. Sådan sagde man i min barndom, og jeg er ikke helt ung længere (!), men årsagen må have været en kollektiv bevidsthed om det absolut lidet attråværdige ved at havne i politiets forbryderalbum!

I dag render alle rundt med et kamera i deres mobiltelefoner og der er intet eksklusivt over almindelige digitalkameraer. De er hvermandseje, men sådan har det ikke altid været. Da jeg købte mit første spejlreflekskamera i 1980, kostede det den nette sum af 2.000,- kr. I dag kan man på Nettet købe et fremragende digitalt spejlreflekskamera til det samme beløb. Disse betragtninger blot for at understrege en af pointerne ”en demokratisering af fotokunsten” i forfatternes bog.

Forbrydelsens ansigt af Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Høstbo er intet mindre end lidt af et scoop. De har været en tur i Statens Arkiver og har bladret i politiets fotoalbummer med portrætter af forbrydere i perioden 1851 og frem til starten af det 20. århundrede. Arkivlovene gør desværre, at vi kommer til at vente længe på en fortsættelse.

Bogens 300 sider indeholder skarpe fotos af folk fra samfundets bund som ellers aldrig ville komme i nærheden af et fotografiapparat. Billederne i sig selv taler deres tydelige sprog. Hårdkogte vaneforbrydere, barnemordersker, ludere og lommetyve. Når man nu ved, de er forbrydere ligner de også sådan nogle, men hvis vi ikke havde vist det, kunne det måske have været et billede af onkel Svend eller tante Olga.

De medfølgende historier om deres forbrydelser er god research og spændende læsning og giver samtidig et godt tidsbillede af både forbrydelsernes art og samfundets syn på disse i samtiden.

Bogen er en sjælden kombination af fotohistorie, kriminalhistorie, samfundshistorie og socialhistorie, lækkert sat op og med nogle overraskede pointer ind imellem, bl.a. det faktum at det ikke er noget nyt at Danmark bliver invaderet af udenlandske kriminelle og potentielle terrorister! En bonushistorie om salig Thorvald Stauning har ikke tidligere været offentliggjort og hvad den går ud på, skal ikke afsløres her!

/Benny

onsdag den 14. august 2013

Livet som fodboldspiller

Søren Larsen
Kampen - Et liv i fodboldens tjeneste
Lindhardt og Ringhof, 2012.
285 sider : ill. i farver

Denne bog beskriver fodboldspilleren Søren Larsens liv som fodboldspiller, både privat og professionelt. Her følger man Søren Larsens op – og nedture. Fra starten i Køge til tiden i Århus, hvor slutningen af karrieren nu nærmer sig. 

Bogen givet et godt billede af, hvad der foregår bag facaden i en fodboldverden, der ofte er præget af mange penge, stjernestatus, løftebrud, en benhård konkurrence og en nomadetilværelse for en spiller, der ofte må flytte rundt i jagten på succes. 

Har man selv fulgt lidt med i dansk og international fodbold gennem en årrække, vil man sagtens kunne nikke genkendende til flere af de begivenheder der omtales. Kampene på landsholdet, skiftet til storklubben Schalke 04 og problemerne i franske Toulouse. Dette er en udmærket bog om en spiller der aldrig har været veget tilbage for kampen, både på og udenfor banen. 

 /Niels

tirsdag den 25. juni 2013

En fantastisk bog om bilfantaster for bilfantaster

Danske bilbyggere : forsøg på en dansk bilproduktion efter anden verdenskrig
Hans Pedersen, Claus Frausing, Jørgen Kjær
Motorploven, 2013
168 sider  

I bogen beskrives de mange drømme, der i tidens løb er blevet drømt om at skabe en bilproduktion i Danmark. Det er aldrig rigtig lykkedes, men der er mange, der har troet på sagen, og det har kostet meget sved, mange tårer og ikke mindst mange penge, at prøve at gennemføre drømmen, og prøve at få danskproducerede biler på gaden. Indsatsen har ikke haft den store interesse i hverken befolkningen eller hos myndighederne, så der har ikke været meget opmærksomhed omkring disse entusiaster, som har brugt formuer, oceaner af tid og andre ressourcer på at få danske biler i gadebilledet.

En rigtig god bog, der hylder disse danske pionerer (hvor nogle stadig er i live) og som giver et godt indblik i forsøget på dansk bilproduktion.

/Susanne

torsdag den 3. januar 2013

De farlige hunner


Peter Kjeldsen
Sorte enker og andre giftige hunkønsvæsener
2012. - 263 sider.

Dette er en yderst underholdende bog, der fortæller om mordersker gennem tiderne. Selv om emnet i sig selv selvfølgelig er alvorligt nok er bogen meget uhøjtidelig. Bogen er delt op i forbrydelseskategorier som f.eks. ”crime of passion”, giftmord og gangsterkvinder. Så hvis konen derhjemme er godt gal i skralden og smilende serverer en afmålt portion til middagen, så vær på vagt! Det sikreste er selvfølgelig helt at holde sig fra hunkønsvæsener, men den sidste idiot er som bekendt ikke født endnu!

/Benny

Drengerøve i alle aldre forener Eder!


Lasse Schou Larsen
Livskunst for drengerøve
Siesta, 2012
110 sider.


”Livskunst for drengerøve er bogen til dig, der er en rigtig drengerøv, som elsker sport og at være sammen med vennerne, og som bliver 14 år i hovedet, hvis en lækker BMW kommer kørende. Dig der elsker diverse gadgets, som stadig finder tarmluft fantastisk underholdende, og som mener, at to timers ugentlig mandehørm burde være en menneskeret”. Således skriver forlaget Siesta som appetitvækker i omtalen af bogen, og så skulle niveauet vist ellers være lagt, men…! Bogen er noget så sjældent som en kloning af en selvudviklingsbog, mellem det at være en drengerøv og samtidig et menneske, der ønsker at opnå et højere niveau af ro, lykke og succes ved hjælp af øvelser i begreber som selvransagelse, selvfordybelse og nærvær. Alt sammen medvirkende til at skabe de forandringer i livet, som mange måske drømmer om. Bogen baserer sig i høj grad på forfatterens egne erfaringer og oplevelser.

/Benny

Ragnarok bevidnet


Dagerman, Stig
Efterår i Tyskland
1. udgave Kbh. : People's Press
2012. - 183 sider

Den svenske forfatter og journalist Stig Dagerman rejser i 1946 til resterne af det stortyske rige for at skrive en række førstehåndsindtryk til dagbladet Expressen. Hvad han så og oplevede på turen er udenfor enhver menneskelig fatteevne. Det totale kaos og kollaps og nederlagets ubønhørlighed skildres med journalistisk præcision og forfatterens syn for indtryk og stemninger. Den ene tyske storby er værre end den anden. Ruiner, apati og modløshed og fornedrelsens offermentalitet er åbenlyst tilstedeværende og Dagerman går ikke på kompromis med at tage stilling til rædslerne. Det er enestående beretninger fra en ”neutral” svensker, der først nu foreligger på dansk. Hævn- og hadfølelser har naturligt nok blokeret for at de andre involverede parter i krigen har været i stand til blot nogenlunde objektivt at skildre de grusomme eftervirkninger af den totale krig. Tænk blot på, hvor mange år der skulle gå før det overhovedet kunne komme på tale at føre dokumentation for, at Dresden mod krigens slutning sandsynligvis blev totalt pulveriseret i det, der kunne kaldes et rent terrorbombardement!

/Benny

Wall Street


Wimmer, Per
Wall Street
1. udgave, 2011
144 sider 

Per Wimmer er 41 år, millionær og indehaver af investeringsbanken Wimmer Financial i London. Han har to studenterhuer, eksamener fra både Københavns Universitet, Europakollegiet i Brügge, University of London og Harvard, og imellem studierne har han arbejdet som assistent for EU-kommissær Henning Christoffersen i Europakommissionen og som konsulent for McKinsey. Fra Harvard blev han headhuntet til en stilling som investeringsrådgiver og siden afdelingsdirektør i investeringsbanken Goldman Sachs. I 2007 etablerede han sin egen investeringsbank, Wimmer Financial, der har til huse på Oxford Street i London.

Per Wimmer kritiserer i sin bog de mennesker, der på børsen i New York og i financieringsselskaberne skalter og valter med almindelige borgeres økonomi. Vi læser historien om den bristede boligboble og medfølgende nedtur, der fra USA spredte sig til resten af verden. Hvordan der blev givet lån til mennesker, der ikke havde nogen som helst chance for at betale tilbage, hvordan hver transaktion udløser bonus til topfolk i banker og finansieringsselskaber lige meget om de forskellige låneaftaler er ”bæredygtige” eller ej, hvordan lån ”pakkes” og nærmest som kædebreve sælges videre til pensionsselskaber og lignende, hvordan lån geares (dvs. at man med sikkerhed i en dollar låner yderligere ni – samme metode der var medvirkende til 1929 krakket), alt sammen i ligefremt og forståeligt sprog, hvilket gør, at bogen kan læses af hvem som helst uden nogen særlig økonomisk viden. 

Endelig peges der på mulige og kommende bobler, og hvad og hvem det er, der skaber disse bobler. Rystende læsning fra en ”insider”, der ikke lægger fingrene i mellem …

Læs den før du går i banken!

/simon

onsdag den 7. november 2012

Dramaerne på Østersøen



Jesper Clemmensen
Flugtrute Østersøen
Gyldendal, 2012
368 sider.


De indespærrede østtyskere i socialistparadiset DDR udviste enestående opfindsomhed når det gjaldt om at forcere den forhadte mur i Berlin. Det er der skrevet utallige spændende og rystende beretninger om. Hvad mindre kendt er forsøgene på at overvinde ”dødens” hav, nemlig de ca. 40 km. mellem DDR og Danmark. I gummibåde, kajakker, joller og alt, hvad der kunne flyde og ved egen svømmekraft forsøgte over 6000 desperate østtyskere at nå den frelsende kyst på den anden side. Kun godt 900 lykkedes det for, 164 druknede og resten blev pågrebet af myndighederne. Det danske fyrskib ”Gedser Rev” ydede med sin beliggenhed 18 km. fra den tyske kyst en stor strategisk indsats. Skibet var billedligt talt et lys i mørket og hjalp uofficielt de flygtende. (Skibet kan p.t. ses på bedding i Gilleleje Havn!). Det her er thrillerlæsning fra virkelighedens verden, og man tror det er løgn, når det kan dokumenteres at danske kommunistsympatisører uden at blinke stak nogle af disse desperate flygtninge!

/Benny

mandag den 26. marts 2012

Amerikaniseringen af Danmark – eller drømmen om den rige onkel over there.

Som barn i 50erne længtes vi hele tiden. Længtes mod bedre tider og materiel velstand. Godt nok var båden med bananer ankommet, men der var lang vej igen. Længslen gik mod vest, nærmere bestemt USA og alt hvad der fandtes derovre af herligheder. Af og til fik vi en lille forsmag på det i det genbrugsplagede, grå og indeklemte årti, når valutareserverne ellers tillod det. USA var indbegrebet af lyserød candyfloss, halefinner med krom, nylonstrømper, isskabe, rock ’n’ roll, Anders And, milkshake og alskens sorgløshed, noget man som barn kun turde drømme om. Heldigvis gik det jo som bekendt senere fremad, men hvad der i 50erne syntes komplet uopnåeligt, skulle årtier senere blive genstand for en kritisk og nærmest hadefuld kampagne vendt mod alt amerikansk og amerikaniseringen af Danmark!


Jeg har haft fornøjelsen af at besøge USA flere gange og er på en eller anden måde stadig lidt fascineret. I dag har vi forhåbentligt et mere nuanceret billede af det store land, men i 50erne var det ganske enkelt noget, man bare så op til og higede efter at få en bid af. Derfor vil jeg godt anbefale de følgende bøger, der alle er dele af et større forskningsprojekt under navnet ”Amerikansk på dansk”. Bøgerne er letlæste og helt ideelle til opgaveskrivning i gymnasiet.


Mest spændende er: Amerika og det gode liv : materiel kultur i Skandinavien i 1950’erne og 1960’erne (2011). 
Bogen undersøger ved hjælp af artikler, hvordan amerikansk kultur har påvirket vores materielle hverdagsliv indenfor områder som ungdomskultur, køkkener og husholdning, udviklingen i forstæderne, familien m.m. Ligeledes hvordan tilpasningen har fundet sted så tingene og tankerne undervejs er blevet integreret i det nordiske hverdagsliv. OBS! Flere af artiklerne er skrevet på hhv. engelsk, norsk og svensk hvis det skulle skræmme nogen.


Kulturinteresserede bør læse: Amerika i dansk kulturliv 1945-75 (2010).
Brede kulturelle emner som litteratur, kunst, film, populærmusik, ugeblade og sport behandles i velskrevne og bredt formidlende artikler der viser et mere nuanceret billede af den amerikanske påvirkning af dansk kulturliv end mange måske forestiller sig. Et godt eksempel er, at de helt store amerikanske sportsgrene som f.eks. baseball aldrig helt er slået igennem herhjemme og omvendt den anden vej med vores allesammens fodbold!




Erhvervsinteresserede med blik for historie kan læse: Det amerikanske forbillede? : dansk erhvervsliv og USA, ca. 1920-1970. (2011).
Artiklerne har omdrejningspunkter i tidens amerikanske forbilleder i dansk indpakning som Fords samlefabrik i Danmark, mekaniseringen af landbruget, Marshallhjælp, FDBs ekspansion i detailhandlen og de nye selvbetjeningsbutikker, Teknologisk Institut, fokus på forbrugeren og tanker og strategier fra USA i forhold til dansk erhvervsledelse.


Den sidste bog er ikke en del af forskningsprojektet men skal alligevel med her, idet den lægger nyt stof til historien om den danske fagbevægelse. Dino Knudsen: Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse : Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser, 1945-1956 (2012).
Efter krigen brød krigen ud mellem socialdemokrater og kommunister i fagbevægelse. CIA og den amerikanske fagbevægelse trak over Atlanten og gav socialdemokraterne en ”hjælpende” hånd i organiseringen af kampen mod de røde. I form af medvirken og involvering i og omkring Marshall-planes indfrielse og implementering, trak det op til gensidige relationer og bånd mellem den danske og den amerikanske fagbevægelse. Alt i alt spændende historieforskning med nye facetter af denne højspændte periode efter besættelsen.


/Benny

tirsdag den 1. november 2011

Vincent Hendricks og Pelle G. Hansen: Oplysningens blinde vinkler: en åndselitær kritik af informationssamfundet

Informationssamfundets begrænsninger.

”Oplysningens blinde vinkler” af Vincent Hendricks og Pelle G. Hansen lægger arm med en af vor tids ”sandheder” om at information er godt og mere information er endnu bedre. At mangfoldigheden af informationer skulle danne basis for et kvalificeret beslutningsgrundlag er en sandhed med modifikationer. Forfatterne præsenterer fire forskellige informationsfænomener: pluralistisk ignorance, informationskaskader, rammeeffekter og polarisering. Disse teoretiske fænomener eksemplificeres med en række episoder fra hverdagslivet, og det er her at bogen bliver både spændende og morsom idet det anskueliggøres hvordan meninger og markeder påvirker den demokratiske proces og manipulationer sætter demokratiet og vores frie valg som borgere på hårde prøver.

Anmeldt af Benny

Christian Frost: En bilidiots bekendelser

Hyggelæsning for store drenge.

Christian Frost har en forkærlighed for biler. Rigtige biler. Han er klummeskribent på bilmagasinet Bil Ekspressen og har skrevet en lang række bøger om legendariske bilmærker som Porsche, Mercedes, Jaguar, Ferrari og mange flere. Nu har han fået udgivet et udvalg af sine klummeskriverier i bogform, så de fremstår samlet. ”En bilidiots bekendelser” som bogen hedder er udvalgte artikler, klummer og testkørsler og anekdoter fra rejser verden rundt. Der er materiale der ikke har været udgivet før og især materiale der foreligger i ucensureret form. Især det sidste er stærkt underholdende, eftersom Frost har meget politisk ukorrekte holdninger til CO2 udslip, kvindelige bilister, el-biler, hastighedsgrænser og meget andet! At det bl.a. er pavens skyld at CO2 udslippet er ude af kontrol på grund af Vatikanets modstand mod prævention, kræver en nærmere forklaring! Læs den selv og få én på grineren!

Anmeldt af Benny

Jan Groth: Whisky & Mad

Guf for herrekokkene i maltwhiskybæltet!

Den første kogebog på dansk for whisky- og madelskere er skrevet af en svensker! Jan Groth har i samarbejde med nogen af de bedste kokke i Sverige udgivet kogebogen ”Whisky & mad”. Der er opskrifter på småretter, forretter, hovedretter, desserter og forslag til hele menuer med tips til den rette whisky til tilberedningen og til at nyde til maden. Det er især maltwhiskyen der er fokus på og dens muligheder for positivt samspil med de forskellige råvarer. Bogen er desuden krydret med anekdoter, rejseskildringer og refleksioner over samspillet mellem mad og whisky. Jeg vil ikke sige, at opskrifterne er nemme at gå til, men lidt øvelse gør mester. Råvarerne er til at få fat på og ifølge forfatteren er de anbefalede malts til at betale, dvs. fra 300,- kr. og opefter.

Anmeldt af Benny

Jens Engberg: Det daglige brød: Bønder og arbejdere 1650-1900

Dengang der var knap så yndigt ude på landet. 

”Det daglige brød : bønder og arbejdere 1650-1900” er en bog af historikeren Jens Engberg, der i sit alsidige og mangeårige forfatterskab altid har haft fokus på samfundets svageste. Det er historien om over– og underdanmark hvor de fattige og undertrykte er i centrum. I mange år var det fæstebønder, husmænd og landarbejdere og i takt med industrialiseringen arbejderen. Det er de ubemidlede og undertryktes historie vi får og det er ikke noget kønt syn. Var det nu også så slemt?  Andre historikeres vurderinger inddrages og diskuteres, og meget tyder på, at et lille mindretal fra ”Overdanmark” ikke havde de store skrupler med at udnytte det store flertal fra ”Underdanmark”. Det er en god bog at kloges af. Det fremgår med allerstørste tydelighed, at forandringer og fremskridt ikke kommer af sig selv. Der skal knokles for det. Bogen er rigt illustreret og er som skabt til en god historieopgave i gymnasiet.


Anmeldt af Benny

Kirkeasyl: en kamp for ophold

Danmarks flygtninge- og indvandrerpolitik til debat.

I det ellers i mange henseender homogene Danmark skilles vandene når det drejer sig om flygtninge- og indvandringspolitikken. Siden den nu afgåede regering med støtte af DF i 2001 påbegyndte stramninger på området har debatten raset og der er blevet brugt meget store bogstaver i et omfang man ellers sjældent ser herhjemme. Noget tyder dog på, at et flertal af befolkningen i det store og hele bakker op om de vedtagne stramninger. Ind imellem er der fra modstanderne forsøgt via enkeltsager at slå kiler i den førte politik. Man har villet et opgør med politikken og har brugt jura, religion og moralbegreber for at retfærdiggøre ”de gode handlinger”. Det er som regel endt med at ”de gode græd” og ”de onde lo” og ofrene har så været nogle mere eller mindre uskyldige asylansøgere.

Bogen ”Kirkeasyl : en kamp for ophold” er redigeret af en gruppe personer, der deltog i aktionen om irakerne i Brorsons Kirke for 2 år siden. Det er en debatbog med udgangspunkt i et kritisk centrum-venstre syn på regeringens flygtningepolitik. Bogen er delt op i seks temaer: Livet i kirken, baggrunden for aktionen, selve rydningen af kirken, forholdet til lovgivningen, livet i flygtningecentrene samt nogle opsamlende artikler. Bogen er en slags kalejdoskopisk gennemgang af hele forløbet med bidrag af tekst og billeder fra den kreds af personer, der var med til at støtte arbejdet med at drive kirkeasylet. Dem der kører rundt med en bumper sticker på bilen hvor der står ”Bedsteforældre for asyl” vil elske bogen, og dem der har en anden holdning vil kunne få indsigt i, hvordan denne aktions forløb udviklede sig til den største protestaktion nogensinde mod den daværende regerings udlændingepolitik.

Selve problematikken med irakiske asylansøger generelt behandles med journalistisk præcision i bogen ”De afviste : historien om Danmark og asylansøgerne fra Irak”. Brødrene Anton og Esben Geist giver en velresearchet og detaljeret gennemgang af hele forløbet med de irakiske asylansøgere. Var det forsvarligt efter de reelle forhold i Irak at hjemsende flygtninge? Var det pålidelige oplysninger, man kunne få fra Irak? Var det i modstrid med UNHCRs vurderinger? Var Flygtningenævnet helt uvildigt set i lyset af et enormt politisk pres? Alle disse og flere spørgsmål søges besvaret, og undertiden kan læseren ikke undgå at blive berørt, da det jo i bund og grund er menneskeskæbner det handler om. Forfatternes ærinde er klart et opgør med dansk flygtningepolitik, men kunne man endnu engang lave særlove for bestemte grupper? Palæstinenserloven fra 1992 havde vist sig at få fatale konsekvenser, idet de efterfølgende familiesammenføringer var totalt ude af kontrol. Disse ikke helt irrelevante spørgsmål beskæftiger bogen sig ikke med.


Anmeldt af Benny