Viser opslag med etiketten parallelle verdener. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten parallelle verdener. Vis alle opslag

tirsdag den 6. oktober 2015

Grotesk og fængslende krimi.


Jeg er absolut ikke i tvivl om, at jeg bør anbefale denne groteske, fandenivoldske og dybt underlige krimi. Og dog er jeg lidt i tvivl, for jeg ved ikke rigtigt hvad der ramte mig ved læsningen. Måske var det den sorte, underspillede og karnevalistiske humor. Eller det iskolde portræt af den ækle mentalitet hos folk, i et samfund i moralsk opløsning. Eller den mageløse beskrivelse af sjælevandring, blandt andet som følelsen af, at der skubbes is ind i kroppen, og ud af kroppen.
Eller fornemmelsen af at sidde i et first-person shooter spil , hver gang situationen spidser til. Eller den atmosfære af mareridt der blæser gennem siderne, som kulden fra den sibiriske tundra.

Den russiske forfatterinde Ljudmila Petrusjevskaja udgav Nummer et - eller i andre muligheders haver allerede i 2004, og nu er den endeligt udkommet på dansk. Hun har en spændende historie, og er selv fuld af spændende historier. Jeg kender hende som et godt kryds mellem den skingrende vanvittige surrealist Daniil Karhms og den store Fjodor Dostojevski. Alene hendes novelle samling Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos barn ihjel er et studie i grænselandet mellem surealisme og realisme.

Hovedpersonen i Nr et... er en midaldrende etnograf der er i færd med at udforske et uddøende folkefærd, Entterne. Samtidig er han i færd med at udvikle et computerspil. Han får bevilliget nogle penge af sin depraverede og korrupte institutchef. De penge bliver stjålet en morgen i metroen. Resten kan ikke genfortælles, men skal opleves ved sær/selvsyn.

En i sandhed  underholdende underlig roman, med en social og politisk indignation over nutidens Rusland.

fredag den 14. oktober 2011

Scarlett Thomas: Vores tragiske univers

Thomas, Scarlett:
Vores tragiske univers
Tiderne Skifter, 2011
445 sider



Kort resumé:
Om en forfatter, der ikke kan få hul på sit ambitiøse romanprojekt. Hvordan man som menneske kan stirre sig blind på et enkelt punkt eller mål, mens vejen gennem labyrinten (livet) passerer. Hvordan livet kan virke som en labyrint at navigere rundt i, både i forhold til egne ambitioner, men også i forhold til ens nærmeste.




Sofie siger:
En roman der ikke sådan lige læser sig selv til at begynde med, men den åbner sig og bliver svær at lægge når der først er hul på legen i fiktionens univers. 


Hovedpersonen forfatteren Meg tænker og filosoferer meget. Hun er midt i trediverne og  i et miljø af søvnig, vejrbidt engelsk provins, kredser hun om LIVET  og DØDEN og meningen med det hele. Når man læser romanen her søger man også efter mening, men det er ikke altid vi får den. Garvede fiktionsforbrugere laver jo hurtigt en kædelæsning, tillægger det skrevne en betydning for den videre handling, men der bliver leget med konventionerne og når man udfylder hullerne i læsekæden, går man måske fejl eller forvirres af genreskift og afbrudte læsestrenge. 
Jeg tror faktisk godt jeg kunne læse roman igen – for der er mange fortællinger i fortællingen og leg med genrer: akademisk, poetisk, realistisk og magisk,  og en lille bitte sjat chick-lit. Blandingen af litterære virkemidler er et kendetegn ved Scarlett Thomas forfatterskab. Hun har også skrevet Mr. Y's forbandelse, der også i et labyrintisk tankeeksperiment blander tunge tanker, flotte billeder og overraskende ideer i en formblanding af filosofi, science fiction, fantasy, spænding og kærlighedsroman. 
Thomas skriver med underspillet humor, fx når hun er midt i en udredning af en new age agtig teori om universet, evolution og uendelighed med relativitetsteori, kraftkilden Energia og up og down kvarker (?!) metaforiserer til barbering af ben, betaling af regninger og indtagelse af tilstrækkelige mængder grøntfoder. Så forstår man bedre titlen ”Vores tragiske univers”.


Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard