Jeg er absolut ikke i tvivl om, at jeg bør anbefale denne groteske, fandenivoldske og dybt underlige krimi. Og dog er jeg lidt i tvivl, for jeg ved ikke rigtigt hvad der ramte mig ved læsningen. Måske var det den sorte, underspillede og karnevalistiske humor. Eller det iskolde portræt af den ækle mentalitet hos folk, i et samfund i moralsk opløsning. Eller den mageløse beskrivelse af sjælevandring, blandt andet som følelsen af, at der skubbes is ind i kroppen, og ud af kroppen.
Eller fornemmelsen af at sidde i et first-person shooter spil , hver gang situationen spidser til. Eller den atmosfære af mareridt der blæser gennem siderne, som kulden fra den sibiriske tundra.
Den russiske forfatterinde Ljudmila Petrusjevskaja udgav Nummer et - eller i andre muligheders haver allerede i 2004, og nu er den endeligt udkommet på dansk. Hun har en spændende historie, og er selv fuld af spændende historier. Jeg kender hende som et godt kryds mellem den skingrende vanvittige surrealist Daniil Karhms og den store Fjodor Dostojevski. Alene hendes novelle samling Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos barn ihjel er et studie i grænselandet mellem surealisme og realisme.
Hovedpersonen i Nr et... er en midaldrende etnograf der er i færd med at udforske et uddøende folkefærd, Entterne. Samtidig er han i færd med at udvikle et computerspil. Han får bevilliget nogle penge af sin depraverede og korrupte institutchef. De penge bliver stjålet en morgen i metroen. Resten kan ikke genfortælles, men skal opleves ved sær/selvsyn.
En i sandhed underholdende underlig roman, med en social og politisk indignation over nutidens Rusland.
