Viser opslag med etiketten indvandrere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indvandrere. Vis alle opslag

mandag den 16. marts 2015

Immigrantfortællinger

Kaminer, Wladimir
Russerdisco : fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader
[Kbh.] : Korridor, 2014
192 sider

Vores fortæller er jøde og russisk immigrant, der lige er blevet sluppet ind i Øst-Berlin i de hektiske dage før murens fald. Vi følger ham og flere af hans landsmænds møde med Vesten samt andre immigranter fra hele verden. Berlin er en heksekeddel på det tidspunkt, og den noget måbende hovedperson beretter om de besyndelige hændelser fra hverdagen, der optager hans russiske sind, præget af såvel humor som pessimisme. Der bliver skyllet godt efter med vodka ind imellem!
Der er tale om fragmentariske anekdoter, oprindelig udgivet i avisklummer i perioden 1990-2000. Bogen kom første gang i 2000 og er blevet lidt af en kult-klassiker. Først nu på dansk, virker den ikke længere så frisk og aktuel, desværre. Men læs den alligevel. Den er meget underholdende og morsom og giver et godt tidsbillede af det multietniske kaos, der opstod i kølvandet på de store omvæltninger i Øst.

/Benny

torsdag den 6. december 2012

En verden af fremmede af Zoë Ferraris



Zoë Ferraris
En Verden Af Fremmede
Mrs. Robinson, 2012
393 sider

Bogen ”En verden af fremmede” handler om en række mord på indvandrerkvinder med filippinsk baggrund. I alt bliver nitten kvinder slået ihjel. Men er det tilfældigt? Nej, overhovedet ikke. Tallet nitten har nemlig en speciel betydning i Islam, da der er nitten engle der vogter over helvedes port.

Vi bliver introduceret til kriminalteknikeren Katya, da hendes chef Ibrahim spørger efter hendes hjælp. Ibrahims elskerinde er forsvundet, og Katya får til opgave at finde hende. Men det er ikke nok bare at finde hende. Det må gøres så diskret som muligt, da straffen for utroskab er lig døden i de islamiske samfund. Samtidig bliver vi introduceret til ørkenguiden Nayir, som Katya drømmer om at gifte sig med. Men om det er muligt er højst usandsynligt, grundet de meget strenge regler der hersker i denne del af verden.

Beretningen om Katyas jagt på sin chefs elskerinde og drøm om ægteskab, er dybt hjerteskærende. De regler og normer som folk må tilpasse sig under, er noget vi i den vestlige verden kan have meget svært ved at relatere til. Det er også det, der gør bogen endnu mere spændende, da den tager os på en rundtur i den del af verden, og prøver at få os til at forstå de forskelle der er der sammenlignet med vores egne.

En rigtig dejlig og lærerig bog, som giver associationer til Khaled Hosseini’s ”A thousand splendid suns” på grund af den rejse til de islamiske lande, som bogen sørger for. I spænding følger man Katyas efterforskning, samtidigt med at man inderligt håber på, at hendes drøm om ægteskab vil gå i opfyldelse.

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

/Nikolaj

tirsdag den 3. april 2012

César Aira - Spøgelserne


Aira, César  
Spøgelserne
Tiderne Skifter, 2011
145 sider


Kort resumé
Den chilenske immigrantfamilie Vinas bor i et halvt færdigt boligkompleks i Buenos Aires, hvor faderen er opsynsmand. Datoen er den 31. december og familien gør klar til nytårsfest. Komplekset bebos også af mandlige nøgne spøgelser, som især moderen og datteren Petri er opmærksomme på. Petri inviteres til deres nytårsfest, men for at deltage må hun dø.

Sophie siger
Handlingen udspiller sig fra formiddag til midnat en meget varm 31. december i en etageejendom, som er ved at blive opført i Buenos Aires. Bygningen står som skelet, i en mellemfase mellem arkitekttegning og det færdige hus.


Velhavende borgere vises rundt i deres kommende boliger, mens opsynsmanden og hans familie er de eneste fastboende i den ufærdige bygning. De er dog ikke husets eneste beboere for i siestaen dukker flere spøgelser op. De svæver nøgne rundt uden, at familien tager større notits af dem. Eller det vil sige konen og den ældste teenagedatter viser lidt mere interesse end de andre familiemedlemmer, da alle spøgelserne er meget maskuline, veludrustede nøgne mænd.


Romanen bygger op til den store nytårsfest, som den chilenske familie holder oppe på tagetagen. Spøgelserne nærmer sig den ældste teenagedatter Patri og inviterer hende til deres nytårsfest. Der er dog et men, Patri bliver nødt til at være død for at deltage i festlighederne. 
Romanen berører emner som skel mellem klasserne i Argentina, forholdet mellem mand og kvinde og livets eksistentielle grundvilkår såsom vi har frihed til selv at vælge, hvad vi vil. 
Romanen henvender sig både til mænd og kvinder, der kan lide at læse filosofiske romaner, da den godt kan virke lidt langhåret ind imellem.


Det er den argentinske forfatters første bog på dansk, men jeg håber, at flere vil blive oversat.