Afghanistan på Book Talk 2011-12

Danmark var indtil årtusindskiftet mest kendt ude i den store verden for H.C.Andersen, andelsbevægelsen, folkehøjskoler og mejeriprodukter med tilhørende Turnkey Diaries. Siden er vort image ændret: Nu er Danmark landet, der krænkede en af profeterne, og landet, der har ført/fører krig mod samme profets tilhængere flere steder.


Hvis man som dansker nøjes med aviser og fjernsyn som information om vor engagement i Afghanistan, så mangler man noget: Ordentlig baggrundsinformation, oplysninger, der ikke er præget af vor allieredes (USA’s) ideologi, og reportager fra journalister, der ikke er embedded (eng. udtryk for journalister, der bliver på baserne og nøjes med at viderebringe den ene parts holdninger) hos koalitionsstyrkerne.


Derfor disse tre bøger, der netop kan afhjælpe denne mangel på information.


Nordmanden Frederik Barth er antropolog og har siden 1954 boet i Afghanistan med jævne mellemrum. Han har især besøgt Pashtunerne, den største og mest indflydelsesrige folkegruppe i Afghanistan, og lært sig deres sprog, sæder og skikke.


Uden at tage stilling til det kloge eller ikke kloge i Natos krig i Afghanistan redegør Barth i et klart og forståeligt sprog for den afghanske kultur og ikke mindst de værdier, som et sådant stamme-opbygget samfund er funderet i. Barth forklarer, hvilke problemstillinger Nato-tropperne møder på ”landjorden”, som det hedder i militærjargonen, samt problematikken omkring indførsel af demokrati i et land, der aldrig har været styret centralt eller demokratisk.


Bogen har et ekstra forord af Lasse Elgaard, der bl.a. skriver: "Bogen er nyttig læsning, hvis man har problemer med at fatte, hvorfor det ikke går ufatteligt godt i Afghanistan."


Den skotske journalist James Fergusson har siden 1997 rejst i og rapporteret fra Afghanistan, hvor han har opbygget et solidt netværk af kontakter, der gør, at han kan komme vidt rundt i landet og tale med mennesker fra alle befolkningsgrupper. 

Fergusson fortæller historien om Taliban fra dets spæde begyndelse i Kandahar-provinsen i 1994, henover 2001, hvor den USA-ledet koalitionsstyrke satte bevægelsen fra magten i landet, og op til 2009, hvor bogen er klar til at gå i trykken. Han gør op med mange af de myter, vi i den vestlige verden ligger under for. Eksempelvis brugte Taliban i dets regeringstid årligt flere penge på sundhed og uddannelse end den nuværende regering. Han fortæller også om forsøget i 1990’erne på at etablere et samarbejde mellem Taliban og et texansk oliefirma, der med Washingtons velsignelse ville lægge olierørledninger gennem landet. 


Fergusson er fortaler for dialog med Taliban, da Taleban lige så meget repræsenterer en ideologi, som det er en væbnet gruppe og derfor ikke kan besejres med magt alene. Han citerer Shukria Barakzai, kvindeligt parlamentsmedlem og kvinderetsforkæmper: ”Taliban udspringer af vores egen befokning. De har andre synspunkter, men som demokrater er vi nødt til at acceptere det”.


Bogens engelske titel er ”Taliban: the Unknown Enemy”, men er af det danske forlag Turbine forsynet med titlen ”Taliban: Historien om verdens mest frygtede guerillahær”. Er det af økonomiske/salgsmæssige grunde eller pga. forlagets ideologiske tilhørsforhold, at undertitlen er ændret, vides ikke, men skæmmende i alle fald for bogens intentioner og sobre fremstilling.

Den danske journalist Nagieb Khaja har, som barn af afghanske indvandrere, et sprogligt og kulturelt forspring i forhold til sine kolleger, der gør, at han kan tage til Afghanistan og arbejde uden at være embedded. Han tager os med til ”den anden side”, altså ud i landet uden en militær- eller politieskorte, der som regel virker hæmmende for menneskers lyst til at udtale sig. En sådan tur er aldeles ikke ufarlig. Dels bliver Nagieb arresteret af politiet, mistænkt for at være spion, for hvem vil ellers ture alene rundt i et krigshærget land, og dels bliver han bortført af en gruppe, der ikke helt ved, om det er frihed eller penge, den kæmper for – i hvert fald bliver Nagiebs familie afkrævet løsepenge. Nagieb når dog at flygte, inden pengene skifter hænder, hjulpet af en lokal afghaner, der herved bringer sig selv og sin familie i livsfare.


Nagieb interviewer adskillige afghanere, der kan berette enslydende historier om vilkårlige flybomber, der rammer civile, om den ny regerings korrupte embedsmænd, der kræver betaling for at udføre deres arbejde, om koalitionsstyrkernes brutale fremfærd i forbindelse med husundersøgelser, konvojkørsel og vejspærringer, alt sammen noget der skaber tilslutning til Taliban.


Et af Nagieb Khajas mange eksempler på den vestlige nyhedsformidling/-fordrejning er en veldokumenteret historie om nogle indbyggere der, godt trætte af den lokale politichefs opførsel (chikane, pengeafpresning, kvinderov), greb til våben. Dette blev i vore aviser til talibanere, der angreb den lovlige regerings embedsmænd!


Så ”historien der ikke blev fortalt” kommer alligevel frem, takket være en modig journalist, der ikke nøjes med at være embedded og viderebringe koalitionsstyrkernes pressebulletiner.


/Simon

Barth, Fredrik

Afghanistan og Taleban

2010, 111 sider 

Fergusson, James

Taliban : historien om verdens mest frygtede guerillahær.

2011, 311 sider, tavler i farver

Khaja, Nagieb

Historien der ikke bliver fortalt : om krigen i Afghanistan

2011, 355 sider 

Natascha Kampusch: 3096 dage

Kampusch, Natascha:
3096 dage
Gyldendal, 2011. 
272 sider


Kort resumé
Natascha Kampusch fortæller om hvordan hun som 10-årig blev kidnappet og først 3096 dage senere slap fri.


Sophie siger
3096 dage (godt 8 ½ år) er det antal dage Natascha Kampusch. Blev holdt indespærret af gerningsmanden Wolfgang Priklopil.


Den anden marts 1998 er den dengang 10 årige utilpassede, ulykkelige og småtykke Natascha på vej til skole, da den 35 årige wolfgang hiver hende ind i en varevogn.
Wolfgang installerer hende i en kælder, hvor han har bygget en betoncelle under et nydeligt hus i en forstadsgade i Wien. I begyndelsen af fangenskabet behandler han hende som et barn og giver hende blandt andet gaver og putter hende. De første år er hun overhovedet ikke ude af kælderen.
Da hun når puberteten får hun lov til at komme op i huset og arbejde. Gerningsmanden holder kampush som husslave og får at forhindre hende i at stikke af sulter, banker og hjernevasker han hende ved at fortælle at der er bomber ved alle vinduer. Desuden blev hun klippet skaldet og måtte kun være iført undertøj, for så kunne hun jo ikke løbe væk, sådan som hun så ud.


År ud og år ind går på denne måde. Gerningsmanden drømmer på den ene side om, at leve det perfekte liv med Natascha som sin hustru og giver hende gaver og kalder hende skat for pludeslig at vende på en tallerken og tæske løs på hende. I gerningmandens stræben på det perfekte liv tager han endda Natascha med på skiferie og da hun skal på toilet uden opsyn viser chancen sig for at spørge om hjælp. Desværre er den kvinde hun henvender sig til hollandsk og forstår hende ikke.
23. august 2006 stikker Natascha Kampusch af i et ubevogtet øjeblik. Wolfgang taler i telefon, mens hun er ved at støvsuge hans bil. Hun stopper tre mennesker på gaden og beder dem låne hende en mobiltelefon, så hun kan ringe til politiet. De går i en bue udenom hende. En kvinde kontakter dog politiet efter at have sikret sig, at Natascha Kampusch venter ved hækken og ikke træder på hendes plæne. Dagen efter begår geningsmanden selvmord.


Hovedbudskabet i denne bog er, at Natascha vil vise, at gerningsmanden også var et menneske. Natascha mener ikke, at hendes tvetydige følelser for gerningsmanden kan afskrives som et klassisk tilfælde af Stockholmsyndrom, men hun fandt ud af, at hvis hun ville overleve, blev hun nødt til at stille sig på bortførerens side, da hun var fuldstændig afhængig af ham. Og hun holdt af ham, fordi han var den eneste, der var at holde af.


Hun kritiserer også medierne som har været hensynsløse og Østrigs politi, der ikke fulgte de spor, de fik i hendes sag.


Det er historien om en utroligt stærk pige, der slutter en pagt med sig selv om, at hun en dag vil være fri og hendes kamp hen imod det. Det er en vildt god bog, den er ikke sentimental, som man kunne frygte.


Jeg undrede mig flere gange over at et menneske kan holde til så meget med den grusomme fortid. Det er næsten ikke til at begribe at hun er kommet ud af dette med forstanden i behold.

Emma Donoghue: Rum

Donoghue, Emma:
Rum
Politiken, 2011. 
339 sider

Kort resumé
Drengen Jack fortæller fra sit daglige liv. Han har tilbragt hele i sit liv i fangenskab sammen med Mor i et lille værelse, som kun har en låst dør og et ovenlysvindue. Da han fylder 5 år fortæller Mor, at der er en verden udenfor og får ham til at medvirke til et flugtforsøg.

Sophie siger
Fortællingen starter på hovedpersonens 5-års fødselsdag. Hans verden er et eneste rum på 11 kvadratmeter. Med et enkelt tagvindue, som ikke kan lukkes op. Med en dør, der ikke kan åbnes. Her lever han isoleret med sin mor.

Hans verden er begrænset, selv om fjernsynet giver ham adgang til »andre planeter«. Udenfor har Jack aldrig været. Indenfor er alle tingene i rummet til gengæld hans venner. Seng, Bord og Tæppe. Mor og søn er sammen hele tiden, har faste ritualer i en kærlig symbiose, og sådan har det altid været i hele Jacks korte liv.

Hvorfor er de to lukket inde? Sandheden er skræmmende: Det viser sig, at moren er blevet bortført som 19-årig af en mand, Gamle Nick, som hun har fået et barn med. Gamle Nick kommer jævnlig efter klokken 21 med forsyninger og for at få sex, hvorfor drengen Jack efter det tidspunkt befinder sig i klædeskabet, væk fra Gamle Nicks opmærksomhed.

En dag bliver fangenskabet naturligt for meget for moderen, og hun begynder så småt at indvie den tvivlrådige Jack i den verden, der findes uden for "Rum". Hun har af kærlighed til og for at beskytte sit barn, bildt jack ind at Rum er den eneste eksisterende virkelighed. En virkelighed, som Jack elsker og er fuldt ud tilfreds med, hvorfor det også er svært at for ham overtalt til at flygte. Mor og Jack iværksætter en flugt, der fører til mødet med verden udenfor.

Anden del behandler deres tid udenfor rum. Hvor svært det er at møde familien igen og en medieverden som er kold og uberegnelig, der kun tænker på den gode historie og ikke meneskerne bag. Jack skal lære verden at kende på rekordtid - på godt og ondt - sådan som vi alle gradvist har skulle opdage den. Han skal lære, at mor har brug for at lave andre ting end at være sammen med ham hele tiden, og det er svært. Jack tænker tilbage på tiden i Rum som en god tid, en tryg tid, hvor det bare var ham og mor og nogle gange Gamle Nick, der eksisterede.

Historien er inspireret af sager som Natascha Kampusch og Josef Fritzl. Forfatteren kritiserer bl.a. medieverdenen som værende hensynsløs og kold og for ikke at tage hensyn til offeret men kun være ude efter den gode historie.

Utroligt god og velfortalt, man kan helt leve sig ind i, hvor klaustrofobisk det må være. Ret interessant at høre hvordan en bevidst person som 5 årige Jack oplever alting for første gang.

Har formået at beskrive et symbiotisk forhold mellem mor og barn helt perfekt.