Ayad Akhtar: Tavshedens smerte

Ayad Akhtar
Tavshedens smerte
Roman, oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen,
338 sider,
Politikens Forlag, 2012.


Der er uden tvivl bestsellerpotentiale over denne debut, hvis forfatter er pakistansk andengenerationsindvandrer i USA og i forvejen prisvindende filmmanuskriptforfatter. Temaet er islam, og det er smukt belyst fra flere vinkler i et nuanceret portræt af en pakistansk familie bosiddende i USA og det muslimske lokalmiljø, de er en del af. 
Man følger Hayat, som bor sammen med sin islamskeptiske far, der er neurolog, og sin trosmæssigt ambivalente mor, der på den ene side foragter muslimske mænd men på den anden side higer efter at være en del af det fundamentalistiske muslimske lokalsamfund, som ikke har meget tilovers for den lille familie. 
Da Hayat er ti år, flytter morens veninde Mina ind hos dem og begynder at lære Hayat Koranen, hvilket bliver skæbnesvangert for både Mina og Hayat. Romanen leverer en grundig og interessant analyse af, hvad det vil sige at være muslim i et vestligt land. 
Sympatien ligger åbenlyst ikke hos de fundamentalistiske muslimer, men læseren oplever islam gennem Hayats religionsnysgerrige øjne og når en erkendelse i samme tempo, som han gør. En af romanens styrker er netop, at rollefordelingen ikke er entydigt god versus ond men mere komplekst opbygget omkring den spændende udvikling i historien. Alt i alt en god læseoplevelse.


/Christine

Arnaldur Indriðason: Nedkøling

Arnaldur Indriðason:

Nedkøling

Rosinante, 2011. 

296 sider

Kort resumé:

En kvinde bliver fundet hængt i sit sommerhus. Gerningsstedet efterlader ingen tvivl om, at det er andet end selvmord. Men en veninde er ikke så sikker og henvender sig til kommissær Erlendur, der efterhånden også begynder at tvivle på, om det blot var selvmord 

Sophie siger:
Dette er den 6. bog i krimiserien om den tungsindige og desillusionerede islandske politimand Erlendur.

I et sommerhus ved Tingvellir-søen udenfor Reykjavik finder Karen sin veninde Marias lig. Maria har øjensynligt hængt sig selv, men Karen tvivler på, at Maria kunne finde på sådan noget.

Selvom der ikke er noget der tyder på, at det er en politisag, overtaler Karen Erlendur til at grave en smule dybere i Marias fortid. Erlendur modtager i denne forbindelse et kassettebånd med en optagelse fra en seance, hvor Maria forsøger at få kontakt til sin nyligt afdøde mor. I stedet for kontakt til moren dukker en stemme op, der forsøger at få hende til at tage sig i agt – en stemme som hun mener, er sin fars. Marias far omkom ved et uheld ved selv samme sommerhus i det iskolde fjordvand, da Maria var ganske lille. Erlendur finder frem til forskellige hemmeligheder i både Marias familie og hos Marias mand, og han beslutter sig for at undersøge sagen til bunds.

Sideløbende med plottet om selvmordet efterforsker han også nogle ældgamle og forlængst lukkede sager om forsvundne unge. Samtidig forsøger han at forsone sig med sin voksne datter, som han forlod som lille og først har fået kontakt til igen efter hun er blevet halvvoksen.

Erlendurs drivkraft er den, som man flere gange har mødt i de tidligere bøger om ham, nemlig hans brors forsvinden som tiårig i en snestorm. Erlendur har siden været besat af forsvindingssager, hvortil han også regner selvmordssager. Det er med andre ord hans egne dæmoner, han jagter i disse sager, og derfor han tager dem så alvorligt

Det lyder lidt forvirrende, men fungerer rigtig godt. Forfatteren formår at flette de to plot sammen med Erlundurs egen historie. Titlen nedkøling har dobbelt betydning. Den hentyder både til Erlendurs brors forsvinden i en snestorm som barn, den anden kan jeg desværre ikke afsløre her.

Det er en virkelig god bog, hvis man er til skandinaviske krimier. Den er velfortalt, og atmosfæren samt skrivestilen er mange gange bedre, sammenlignet med hvad der ellers bliver udgivet indenfor den skandinaviske krimigenre.

Det er en rigtig sidevender som jeg læste i sommerhus med mine forældre og de kunne næsten ikke komme i kontakt med mig. Den kan læses, selv om man ikke har læst de første fem. Hvis man ikke lige ved hvilken krimi man skal kaste sig over næste gang, er denne her oplagt.

Men ellers kan jeg også anbefale den første i serien, Nordmosen, som blev kåret som bedste nordiske krimi i 2002.

Litterære temaer: Sommer i litteraturen

Sommer i litteraturen

Ikke kun til sommerferielæsning

Nu da efteråret er over os og vi skal til at vænne os til indendørs sysler, kan det være godt at mindes sommeren med en bog med frodige, fugtigvarme, sommerbeskrivelser fulde af sol, hav og brutale tordenbyger, så her kommer et par forslag:

Kim Leine: Valdemarsdag (2008)”Han går ned ad gaden, kommer over til Nørregade og bliver ramt af solen, der står over tagene bag Vor Frue. En sporvogn fuld af mennesker passerer. Den har flag på, de blafrer i fartvinden. Overføringen gnistrer blåt. Han mærker en hed ånde af sol og jern og elektricitet. Det er en vidunderlig dag”
Sådan slutter første kapitel af Valdemarsdag, hvori et mord allerede er blevet begået. Det er stadig morgen, og bogen spænder kun over denne ene vidunderlige sommerdag i København og omegn. Året er 1938; dagen 15. juni. Valdemarsdag. Romanens hovedperson og morder er baseret på Kim Leines farfar, og politiets sagsakter fra retssagen blander sig med fiktionen i en dynamisk og sansemættet fortælling fra en skæbnesvanger dag.

Anna Gavalda: Udflugten (2010) 
I Anna Gavaldas seneste, lille roman fortæller hun historien om fire søskende, der på vej til et bryllup stikker af og i stedet tilbringer en sommerdag med hinanden og deres fælles barndomsminder. Det er en fortælling om at genfinde tabt uskyld, forliste drømme og barndommens søskendefortrolighed. Og det er Gavalda, når hun er bedst, med finurlige formuleringer og skarpe observationer serveret i et let men raffineret sprog med hurtige replikskift, der samtidig formår at afsløre, hvad der ligger bagved ordene.

Ian McEwan: Ved Chesil Beach (2007) På en kølig sommeraften i starten af 1960’erne efter et veloverstået bryllup møder vi det unge par Edward og Florence, der står over for at skulle fuldbyrde deres ægteskab på bryllupsnatten. De er begge jomfruer, og man indvies på skift i hver deres tanker og følelser. Hvor den ene er nervøs, men samtidig utålmodig og fuld af forventning, er den anden direkte skrækslagen og frastødt ved tanken om, hvad der skal ske. McEwan skriver pragtfuldt i et let gammeldags sprog, og Ved Chesil Beach er en både smuk og sørgmodig roman om en anden og mere uskyldig tid end vores.

Virginia Woolf: Mellem akterne (2007) Mellem akterne er Virginia Woolfs sidste bog og skrevet umiddelbart op til, at hun begik selvmord i 1941. Romanen foregår i intermezzoet mellem de to verdenskrige en sommerdag i 1939, hvor en gruppe mennesker mødes til det årlige festspil på et engelsk gods. Stilen er udpræget Woolfsk præget af poesi og ’stream of consciousness’ og velkomponeret ud over det sædvanlige. Woolf er ikke nem at læse, men gør man det, er det en gave.

Der findes naturligvis mange, mange flere bøger, der har sommeren som tema eller baggrund. Eksempler på disse kunne være:

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd (2010)

Ernest Hemmingway: Den gamle mand og havet (1952) – om den overraskende spændende kamp mellem fisker og kæmpefisk og det sørgelige efterspil over et par hede sommerdage og nætter på havet ved Cuba.

James Joyce: Ulysses (1922) – en af de sværeste bøger i verdenslitteraturhistorien foregår på en enkelt, irsk sommerdag, 16. juni, som nu kaldes Bloomsday efter hovedpersonen i bogen, Leopold Bloom.

/Christine

Reserver bøgerne ved at klikke på titlerne eller bogforsiderne.

Philip Pullman: Det gode menneske Jesus og skurken Kristus

Philip Pullman, der hidtil har gjort sig gældende på børne-ungeområdet, har nu skrevet et alternativt evangelium, der henvender sig til voksne læsere.

Jesus Kristus er ikke en men derimod to personer, nemlig tvillinger i denne fremstilling. Jesus udvikler sig til profet mens Kristus, tilskyndet af en mystisk skikkelse – måske en (frafalden?) engel – bliver Jesu’ kronikør uden dennes vidende.

Jesus lever i nuet og for sin næste og udtaler i Getsemane have: ”Herre, hvis jeg troede, at du lyttede, ville jeg frem for noget andet bede om dette: At enhver kirke, der blev indstiftet i dit navn, skulle forblive fattig, uden magt og prunkløs”, mens Kristus tænker på eftertiden og kirken som nødvendig institution for religionens udbredelse.

Jesu gerninger, der er ganske håndgribelige og ligetil, bliver i Kristus’ beretning mytologiseret, eks. bespisningen af de fem tusind tilhængere med tilsyneladende ganske lidt mad. Ligeledes bliver Marias graviditet, der skyldes ganske naturlige årsager, i Kristus’ senere beretning til et mirakel af en jomfrufødsel. Mirakler skal der til ifølge Kristus, for at Jesu ord og gerninger ikke går i glemmebogen men tværtimod kan bruges i fremtiden til kirkens gavn. Jesu genopstandelse har sin naturlige forklaring, men Kristus sørger for mystificering også af denne hændelse i sin krønike.

Philip Pullman har med denne og tidligere udgivelser skabt debat og harme i religiøse, især katolske, kredse i udlandet. Filmatiseringen af ”Det gyldne kompas” blev ligefrem fordømt af Vatikanet. Herhjemme i vor tolerante protestantiske Danmark er det lidt svært at forstå, at velskreven, underholdende og videnbærende fiktion kan afstedkomme sådanne reaktioner.

Bogen kan absolut anbefales. Den er velskrevet og tankevækkende, især hvis læseren er nogenlunde hjemme i de autoriserede evangelier. Pullman er af kritikere udnævnt til ateist, men efter at have læst denne bog vil jeg snarere kalde ham for troende antikirkelig, hvilket er noget ganske andet.

/Simon

Anmeldelsen er fra august 2011

Reserver bogen