Viser opslag med etiketten kunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunst. Vis alle opslag

tirsdag den 1. september 2015

Verdens smukkeste kærlighedshistorie.

Kunne jeg skrive så smukt om kærlighed, sad jeg ikke og skrev om en bog om kærlighed, der er så
smukt skrevet, at jeg simpelthen er nødt til at skrive om den. Selvom tonen er fremmed (handlingen foregår i en lille Kirgisisk landsby under 2. verdenskrig. Der er ikke meget jeg kan identificere mig med her), bliver jeg bekræftet i, at der findes fundamentale, menneskelige præmisser hvis udtryk er ens på tværs af tid og sted.


Jeg taler om romanen Dzjamilja fra 1958, der endeligt er blevet oversat og udgivet. Det er den kirgisiske forfatter Tjingiz Ajtmatov der er ophavsmanden til denne smukke historie, som den franske forfatter Louis Aragon kaldte for den smukkeste kærlighedshistorie i verden.


Landsbyen er tømt for de våbenføre mænd, der er ved fronten for at kæmpe mod tyskerne. Den 15-årige Seit arbejder sammen med  hans meget livlige, og smukke svigerinde Dzjamilja i marken for at høste korn. Kornet er vigtigt for landets krigsindsats mod tyskerne.
På et tidspunkt bliver de to sat til at køre korn til en opsamlings-station. De får selskab af den indesluttede og tavse soldat Danijar, der er blevet såret og gjort ukampdygtig ved fronten. Det er under en af disse ture, at Danijar begynder at synge. Den transformation Seit, Dzjamilja og selve historien går igennem herved, er helt igennem magisk. Man lades måbende tilbage.


Dzjamilja er en særlig oplevelse, man sjælden kommer ud for. Bogen er, med sine cirka 80 sider, overskuelig at komme igennem, og man gør sig selv en tjeneste at læse den igen. Det bliver den bare dobbelt så god af.

Du kan bestille bogen her.

/Michael






torsdag den 16. oktober 2014

På ryggen af en tyr – en tragedie

Kristina Stoltz
Roman
176 sider
Rosinante

Nordisk sommer

Strand. Sommer. Olieudslip. Døde dyr. Et hus fuld af kunstværker og sand på gulvet. En ung pige på sommerferie. En forladt dreng.
    

Marguerite Duras

I Kristina Stoltz’ nye roman På ryggen af en tyr er vi tilbage i et drømme- eller mareridtsagtigt – scenarie med reminiscenser til den franske koloniforfatter Marguerite Duras’ bøger og tråde tilbage til Stoltz’ egne tidligere værker, især romanen Historien. 

Den unge piges møde med en lidt yngre dreng med grå øjne er gennemgående, mens forholdet mellem tre forskellige mødre og deres børn undersøges og lægges frem for læseren. Romanen er flersporet og flerstemmig og samler sig kun undvigende til et hele. Alligevel forbinder stemningen de forskellige spor og lægger sig som et ensartet filter over personernes krydsende baner.
    

Nøgtern erotik

Der er noget nøgternt over Stoltz’ prosa, som et lysstofrør tjeneren tænder over den unge piges nøgne krop i hans seng. Erotikken er til stede overalt, men i en afvigende variant, der spejler det overgreb på naturen, som olieudslippet fra et tankskib udgør. 

Tragedien

Hver enkelt af fortællingerne rummer en personlig tragedie og en brist i forholdet mellem nære familiemedlemmer. Det er i disse fortvivlede relationer mellem børn og deres forældre, at bogen virkelig åbner sig mod sin læser. Heri ligger det sørgmodige, det tragiske, den enkeltes undergang og det smukke i forfaldets ødselhed.

/christine



tirsdag den 25. februar 2014

Magasiner for enhver smag - Februar

Lån dem på Hørsholm Bibliotek!



Rum: Spændende nyheder om design, interiør, kunst, bøger og shoppingsider. Internationale trends og gode ideer til, hvordan du bruger dem i din egen bolig.




BBC, Top Gear Magazine: Magasinet er opkaldt efter det meget populære tv program og er til alle der elsker biler og elsker at køre dem.




Vinbladet: Nyheder og fakta om øl, vin og spiritus