Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag

mandag den 14. oktober 2013

Hemingway

Mange romaner kan læses igen og igen og fortolkes ofte forskelligt alt efter hvor man er i livet.  ”Solen går sin gang” læste jeg første gang på en ferietur i Spanien, hvor jeg var midt i 20erne og den gjorde stort indtryk på mig. Nu 30 år efter skal den genlæses og det fordi, jeg lige har læst ”Madame Hemingway” der netop foregår i tiden, hvor Hemingway skrev ”Solen går sin gang”.

Hemingway, Ernest
Solen går sin gang
3. udgave. - [Kbh.] : Lindhardt og Ringhof, 2001
223 sider

Romanen foregår i første halvdel af 1920erne blandt en flok unge desperate og livshungrende amerikanere, der holder til i Paris. Meget af handlingen foregår under en ferietur i Spanien, hvor romanens hovedpersoner overværer det berømte tyreløb i Pamplona. Det er dog ikke kun tyreløbet der optager gruppen i løbet at den ugelange fest, hvor også store kærlighedsdramaer udspiller sig.

Bogen er en efterkrigsbog, udkom i 1926 og blev med det samme en bestseller. De fleste af hovedpersonerne har deltaget i 1. verdenskrig, hvor mange af dem mistede deres ungdom og uskyld. Hemingway omtalte senere romanen som ”en roman om et par fulderikker” og ja, der bliver drukket tæt i bogen.

McLain, Paula
Madame Hemingway
1. udgave. - Kbh. : People's Press, 2013
427 sider

"I 1921 møder Hadley den unge Ernest Hemingway, der kæmper for at bryde igennem som forfatter. De forelsker sig, bliver gift og rejser sammen til Paris, hvor livet leves i overhalingsbanen."

Så god læselyst og skål.

/Helle

tirsdag den 3. april 2012

Philippe Claudel - Efterforskningen


Claudel, Philippe 
Efterforskningen
Arvids, 2011
199 sider


Kort resumé
Efterforskeren skal efterforske en række selvmord i Virksomheden. Han ankommer til sin destination, som er mareridtsagtig. Alle han møder er reduceret til funktioner, som f.eks. Tjeneren, Politimanden, Vagtmanden. Hotellet er en farce og alle er rablende vanvittige på Virksomheden.


Sophie siger
Vi befinder os i et mørkt og dystopisk univers. En efterforsker kommer til en fremmed by for at efterforske en bølge af selvmord i en stor virksomhed.


Efterforskeren ankommer til sin destination, som viser sig på alle måder at være helt forfærdelig. Alt går galt fra det øjeblik han stiger af toget. Han bliver ramt af absurde, groteske og rablende vanvittige uheld. Alle gader er ens, han farer vild, det er vådt og koldt, mobiltelefonen er løbet tør for strøm, Virksomheden er lukket, han taber sit tøj ud af kufferten.


Da han endelig finder et hotel han kan indlogere sig på, er det umuligt at få et bad, da der kun findes skoldhedt vand i hanerne.


På gaden viser folk ingen tegn på menneskelighed, alle bevæger sig som robotter i samme retning. Efterforskeren prøver at gå mod menneskestrømmen, da det er den vej han skal, men finder ret hurtigt ud af, at det er aldeles umuligt.


Da Efterforskeren endelig får adgang til Virksomheden, begynder mareridtet for alvor. De mennesker han møder er mere eller mindre ens og rablende gale, og de er alle reduceret til deres funktioner fx Politimanden, Opsynsmanden, Psykologen osv.


Efterforskeren som selv er en funktion uden navn, svinger mellem at mene, at han må drømme eller være død. For dette bizarre og surrealistiske samfund kan da ikke være virkeligheden.


Det var en meget surrealistisk oplevelse at læse denne bog. Det kan godt beskrives lidt som at befinde sig i et mareridt uden at kunne få øje på en udgang. Jeg var ret påvirket af oplevelsen, der nærmest føltes kvælende og klaustrofobisk undervejs. Men historien er samtidig genial fordi den beskriver den moderne magtesløshed og det daglige liv i tidens Europa på en dyster men humoristisk måde.


Jeg vil sige at den kan læses af alle, som holder af en fascinerende og god historie i et meget flot og lækkert sprog.


Philippe Claudel er vinder af den franske bogcafes læserpris.

Valentine Goby - Den der rører ved min krop dræber jeg


Goby, Valentine 
Den der rører ved min krop dræber jeg
Arvids, 2011
142 sider


Kort resumé
Frankrig 1943. Englemagersken Marie G. venter på, at hendes dødsdom bliver eksekveret af bødlen Henri D. Et andet sted gennemlever kvinden Lucie L. en abortering af det, der kunne have været hendes barn. De tre mennesker har et skæbnefællesskab uden at vide det, og over et døgn beskrives deres smerte, lidenskaber og de valg, der er gået forud.

Sophie siger
Året er 1943. Vi følger 3 personer som alle har dybe ar på sjælen og som alle er i ret ekstreme situationer. 


Vi møder:
Marie G som er en dødsdømt englemagerske, dvs hun foretager ulovlige aborter. Hun venter i et fængsel på, at hendes dødsdom bliver eksekveret. Lucie L, en kvinde som er igang med at abortere for anden gang & Henri D. Som er chefbøddel og dødsens angst for sit arbejde og som forbereder sig på at slå ihjel endnu engang.


Handlingen foregår på kun et døgn fra daggry til daggry.


Alle 3 befinder sig i et tomrum mellem liv og død.


De tænker tilbage på deres barndom og deres forhold til deres mødre og man finder ud af, hvorfor de er blevet som de er, og hvorfor de har fået så ulykkelige skæbner.


Marie G blev overset og forsømt som barn og nu af hendes fordrukne mand. Hun var vaskekone men da hendes nabo ved et uheld bliver gravid, hjælper Marie hende med at fordrive fosteret og bliver på den måde, englemagerske. En position, der både giver hende magt og penge.


Lucie L har haft en ustabil og overbeskyttende mor og fraværende far og kan nu ikke finde ud af at elske nogen. Hun lever i et kærlighedsløst ægteskab med hendes mand, som befinder sig i en arbejdslejr i Tyskland. Hun lever i en drøm og hungrer efter at finde den mand som kan få hende til at føle sig virkelig smuk og levende.


Henris mor dør da han er ganske lille og da han tror han er skyld i hendes død bliver han stum. Han lever et kummerligt liv og er bange for at elske nogen af frygt for at tage livet af dem, ligesom han gjorde ved sin mor. Han ender dog med at leve af det han virkelig ikke vil, nemlig at dræbe. Han tisser i bukserne af skræk inden han skal udføre sit job og drukner sin lede i hvidvin ved tanken om den tunge kniv, der venter på næste hals.


De kæmper alle tre for ikke at bukke under for smerten som fortærer dem, og alligevel er den det eneste, de har.


En meget stærk historie der kommer helt ind under huden på en. Man kan virkelig sætte sig ind i hovedpersonernes smerte og lidelser. Jeg vil sige at det nok er en udpræget kvindebog, da den især har fokus på følelser og stemninger. Den er især god til dem der har interesse i historiske miljøer og eksistentielle temaer. 

torsdag den 29. marts 2012

Max Ulrich Klinker - Smak

Klinker, Max Ulrich
Smak
EC Edition, 2011
277 sider


Kort resumé
En eksistentialistisk novellesamling, der bla. handler om at flyve, at blive væk og at være sammen.


Sofie siger
SMAK er en samling på 9 noveller, der foregår i et modent univers blandt veluddannede mennesker med stor livserfaring. Historierne handler om absurditeterne under den pæne overflade, kedsomheden, hverdagens trivialiteter og forkerte valg, der får menneskers tilværelse til at krakelere. 

Novellerne rummer spændende tænksomme og eftertænksomme moraler og problemstillinger med en eksistentiel vinkel. Det er underholdning med stof til refleksioner over de store spørgsmål der kan filosoferes og funderes over.Her er stemning, atmosfære og stil måske næsten som fra en svunden og mere tænksom verden. Fortællingerne udfoldes med god tid - et åndehul i nutidens hastige billedstrøm.

En lille kuriositet er det lokale islæt, som vi møder i novellen ”Et middagsselskab i Rungsted”. Efter et retsmøde i Helsingør skal en advokat til middag på Nøddekrogen i anden række fra Øresund. Her møder vi high society med masser af penge og plads til stor fokus på boligindretning, kunstsamling og sportsvogne. Der hersker hos manden i huset en iværksættersjargon som ”Universitetet er spild af tid – man kommer bare i gang med at tjene penge fem år senere”, men også en stræben efter ”de gamle penges” dannelse, omend der er lidt for store armbevægelser og show off til dén lukkede klub. Overfladen krakker i stor stil som aftenen skrider frem.  

Forfatteren Max Ulrich Klinker er dansk og fransk advokat med kontor i Nice – det forklarer den fine beskrivelse af Nice-miljøet.