Viser opslag med etiketten Italien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Italien. Vis alle opslag

onsdag den 12. november 2014

Villa Spada

Andrea Molesini
Oversat af Marie Andersen
Roman, 272 sider
Gyldendal

1. Verdenskrig

Den store krig. Belejring og plyndringer, voldtægter og sult. Henrettelser, lokal modstandsbevægelse og spionage. Men også den unge fortæller Paolos forelskelse i den lidt ældre Giulia og hans seksuelle modning. 

Der er masser af drama i Andrea Molesinis debutroman Villa Spada, der allerede har gået sin sejrsgang i både hjemlandet Italien og store dele af Europa og vundet en række priser. 

Baseret på grandtantes notesbog

Molesini, som også er oversætter, digter, børnebogsforfatter og underviser i litteraturvidenskab, har ladet sig inspireret til romanen af en notesbog skrevet af hans grandtante Maria Spada. Familiehistorien med sine større og mindre dramaer danner baggrundstæppe for de langt mere voldsomme begivenheder, som landsbyen Refrontolo udsættes for gennem de sidste år af Første Verdenskrig. 

Stærke kvinder

Historien om adelsfamilien Spada og deres belejrede gods, mens krigen raserer omgivelserne, er dog fiktion baseret på fakta, og de subtile karakterskildringer af Spada-familiens stærke damer - den kloge bedstemor Nancy og den ensomme men handlekraftige tante Maria - leder næsten tankerne hen på Isabel Allendes Åndernes Hus. 

Villa Spada er interessant læsning med dramatisk handling og historisk relevans.

/christine

fredag den 13. juni 2014

Min geniale veninde

Ferrante, Elena
Min geniale veninde
Kbh.  C&K, 2014
384 sider

Denne roman er den første i en triologi og handler om venskabet mellem de to piger Elena og Lila, der bor i et fattigt kvarter i 1950´ernes Napoli. Begge piger er godt begavede og drømmer om en bedre fremtid end den, der er mulig i det fattige og kontrollerende miljø, de lever i.
Selv om Lila er den bedst begavede og mest oprørske af pigerne, er det Elena, der får mulighed for at forsætte i gymnasiet og lidt efter lidt fører de to pigers drømme og interesser dem i forskellige retninger.

Historien starter med at den voksne Elena får besked om at Lila har slettet sine spor og er forsvundet.  Elena beslutter derfor at fortælle Lilas historie  og ser i første bind tilbage på venskabet i barndoms- og ungdomsårene –  fra de er 8 år til de bliver 16 år.

Romanen er både en fin skildring af et pigevenskab og af livet i et italiensk fattigkvarter. Stemningen i bogen leder tankerne tilbage til efterkrigstidens sort/hvide italienske spillefilm.
 Husker I ”I går, i dag, i morgen” med Sophia Loren og Marcello Mastroianni fra 1963 ?

Bogens forfatter skriver under pseudonym og hendes anden roman ”Forladte dage” udkom på dansk i 2003.

/Helle