Viser opslag med etiketten besættelsestiden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten besættelsestiden. Vis alle opslag

tirsdag den 28. juli 2015

De hårdtprøvede sønderjyder

Efter folketingsvalget for nylig ville københavnerforargelsen ingen ende tage overfor sønderjyderne, der for en stor dels vedkommende havde stemt på Dansk Folkeparti. Det lod ikke til at gøre større indtryk på de gæve sønderjyder, der havde haft deres grunde til at stemme, som de gjorde. I det hele taget er der langt fra magtens centrum i hovedstaden til denne, vores historiemæssigt mest stormomsuste landsdel.
Journalisten Søren Flott har på Gyldendals Forlag for nylig udgivet bogen ”Sønderjylland besat” om Sønderjyllands besættelse og tiden derefter. Historien gengives ud fra fem hovedpersoners synspunkt: Embedsmanden, officeren, hjemmetyskeren, politikeren og modstandsmanden. De forskellige perspektiver på historien viser også med al tydelighed, at fronterne i landsdelen var trukket væsentligt hårdere op end i resten af landet. Der er tale om en letlæst og veldokumenteret fremstilling, som måske ikke bringer noget væsentligt nyt, men alene p.g.a. sin form burde kunne tiltrække historieinteresserede læsere udenfor landsdelen. Anbefales varmt!

Andre bøger af Søren Flott:  Danskeren der ville dræbe Hitler (2012), Mamma doc (2011), De danske tigre (2009), Afhopperen (2008).

/Benny

mandag den 11. marts 2013

Øjenvidneberetninger fra befrielsen i maj 1945

Lindeberg, Lars
I dette øjeblik : de så det ske - befrielsen maj 1945 - og 60 år efter
Revideret og forøget udgave
[Kbh.] : Aschehoug, 2005
160 sider

Dette er en vældig interessant bog. Både fordi den skildrer begivenhederne omkring befrielsen af Danmark fra mange forskellige vinkler. Men også fordi den går ned i en detaljegrad, der for den mere garvede læser af litteratur om besættelsen, kan bringe nye anekdoter og historier frem, der er præsenteret på en meget underholdende måde. 

Eksempelvis hvordan tyske officerer dukker op i Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide 3.maj 1945 for at forhandle fred og får fremvist et kort over den sande militære situation, hvilket chokerer dem meget. Eller hvordan den tyske øverstbefalende i Danmark, SS-obergruppenführer Werner Best, var bange for folkemasserne og måtte beskyttes af modstandsbevægelsen, hvilket blev tolket som forræderi af andre tyske ledere. 

Bogen er bygget op omkring vidneudsagn fra dem, der deltog på tætteste hold, da Danmark atter blev frit. Generaler, frihedskæmpere, journalister, kunsterne, politikere og de helt almindelige danskere, som pludselig befandt sig i begivenhedernes centrum. Dem der oplevede glæderne, sorgerne, forvirringen og euforien. 

Der er skrevet meget litteratur om besættelsen og befrielsen. Senest er vi også blevet påmindet om hændelserne 1940-45 gennem tv-serien Matador.  Men det er fortsat et emne, som vækker mange danskeres interesse. Selv om denne bog har været fremme en del år og måske er druknet lidt, i forhold til anden litteratur om emnet, kan bogen: I dette øjeblik – De så det ske - befrielsen maj 1945, varmt anbefales. 

/Niels

onsdag den 7. november 2012

Jødernes skæbne i Danmark – noget vi kan være stolte af?


Sofie Lene Bak
Da krigen var forbi – de danske jøders hjemkomst efter besættelsen
Gyldendal, 2012
256 sider.

Det er uhyre interessant, at der nu er kommet en bog om jødernes hjemkomst til Danmark efter krigen. Hvordan gik det her i forhold til de uhyrligheder der fandt sted andre steder i Europa? Historikeren Sofie Lene Bak har udgivet sit forskningsprojekt i en læsevenlig udgave.
Hun konkluderer, at Socialtjenesten der stod for at registrere og overvåge de flygtede jøders ejendom og formue, udførte et upåklageligt stykke arbejde og at tyveri, svigt og bedrag hørte til undtagelserne. Jøderne blev herhjemme behandlet langt bedre end i resten af Europa og kunne vende hjem til Danmark uden de store problemer. Bogen bygger på officielle kilder, interviews og erindringer og giver vel selv svaret på spørgsmålet i overskriften!

/Benny

mandag den 26. september 2011

Lars Bjarke Christensen: Peter Knutzen - Jeg frygter ikke Historiens Dom


DSB har en lang tradition for kriser. I 1931 valgte man at prøve med en ny generaldirektør. Peter Knutzen, der var født på Ærø og havde en lynkarriere bag sig blev headhuntet for at få etaten på skinner igen.
Det lykkedes over al forventning, og det var bl.a. Knutzens fortjeneste, at vi fik de første røde rutebiler, S-togene og de berømte røde lyntog der kunne køre den vanvittige fart af 120 km/t. Knutzen var en vellidt og knalddygtig leder og da privatbilismen efter tyskernes besættelse efterhånden døde ud, fik togtransport en meget vigtig rolle.
Det kunne ikke undgås, at involvere tyskerne og som et led i samarbejdspolitikken oprettede man den Dansk-Tyske Forening. Knutzen blev opfordret ret kraftigt til at blive formand for foreningen og som loyal tjenestemand fulgte han opfordringen.
Det skulle han aldrig have gjort, for i det almindelige kaos efter besættelsen, hvor alle beskyldte alle for hvad som helst, kom han i søgelyset for tyskvenlighed.
Der var ikke belæg for en straffesag, så i stedet blev han dømt skyldig i et ”nationalt uværdigt forhold” af en tjenestemandsdomstol og dermed færdig i DSB.
Således var han det højest placerede offer for hævngerrige myndigheder og politikere, der for en stor dels vedkommende selv havde haft travlt ved håndvasken!
Det er denne fantastiske historie jernbanemanden Lars Bjarke Christensen beretter om i sin meget spændende biografi ”Jeg frygter ikke historiens dom”. Nyt arkivmateriale ligger til grund for bogen, der er rigt illustreret med hidtil ukendte billeder.
Skulle man få lyst til at læse mere om Knutzen og hans triste skæbne, han døde som en bitter mand kun 62 år gammel, findes følgende bøger:
/Benny
Anmeldelsen er fra juni/juli 2011

fredag den 23. september 2011

Margit Værum: Og landsforræderne fik deres velfortjente straf


Denne bog er ikke en historiebog i traditionel forstand.
Den er et personligt vidnesbyrd fra et menneske, der har haft den traumatiske oplevelse, at et kært og nært familiemedlem (hendes far) blev dømt som landsforræder efter krigen.
Det var der ca. 13.500 danskere der blev, og det er hævet over enhver tvivl, at i hvert fald deres børn har måttet leve med smerten og skammen i rigtig mange år efter.
Bogen er ikke et forsøg på at undskylde eller renvaske faderes gerninger, men snarere et inderligt ønske om at komme til at forstå og til sidst acceptere og leve med de faktiske omstændigheder.
Retsopgøret efter besættelsen har uophørligt været genstand for debat.
Først mange år efter begynder der så småt at danne sig et mere nuanceret billede af begivenhederne.
Benny
Anmeldelsen er fra marts 2011