Viser opslag med etiketten mord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mord. Vis alle opslag

torsdag den 3. januar 2013

De farlige hunner


Peter Kjeldsen
Sorte enker og andre giftige hunkønsvæsener
2012. - 263 sider.

Dette er en yderst underholdende bog, der fortæller om mordersker gennem tiderne. Selv om emnet i sig selv selvfølgelig er alvorligt nok er bogen meget uhøjtidelig. Bogen er delt op i forbrydelseskategorier som f.eks. ”crime of passion”, giftmord og gangsterkvinder. Så hvis konen derhjemme er godt gal i skralden og smilende serverer en afmålt portion til middagen, så vær på vagt! Det sikreste er selvfølgelig helt at holde sig fra hunkønsvæsener, men den sidste idiot er som bekendt ikke født endnu!

/Benny

torsdag den 6. december 2012

Møgkællinger af Gretelise Holm


Gretelise Holm
Møgkællinger
Lindhardt og Ringhof, 2011
301 sider

I krimien ”Møgkællinger”, skrevet af Gretelise Holm, bliver vi introduceret til den pensionerede journalist Karin Sommer, der efterforsker et meget mystisk mord på en elev, der er begået på en højskole. Det viser sig, at den afdøde elev havde et seksuelt forhold til sin lærer og var gravid med hans barn, da drabet fandt sted. Samtidig har eleven og læreren haft sex lige inden mordet skete, og dermed er der ingen tvivl. Læreren må være gerningsmanden, og det på trods af at han igennem hele fortællingen påstår sin uskyld.

Karin Sommer lever som enke og af sin pension, da hun hører om mordet for første gang. Efter hendes mand er afgået ved døden har hun isoleret sig fra sine nærmeste og lever et ret så trivielt liv. Men da hun hører om mordet vækkes hendes interesse for kriminalsagen. (Det skal siges, at i hendes fortid var hun meget betaget af sådanne sager). Specielt da hun opsøges af lærerens kone stiger interessen markant fra Karin Sommers side. Samtidig med at efterforskningen er i gang, overfaldes specifikt valgte mænd og kastreres af én bestemt kvinde. Kvinden går under navnet ’kattekvinden’ grundet hendes evne til at snige sig ind på sit bytte, i dette tilfælde mændene, uden at efterlade et eneste spor.

Fortællingen er rigtig godt skruet sammen med et velfortalt plot, der fanger de flestes interesse. Som læser sluger man historien i et hug, og det er nærmest umuligt ikke at blive helt vild med den ældre Karin Sommer. Hendes evne til at gå ned i de mindste detaljer for at løse de mysterier hun kommer ud for, er bemærkelsesværdig. Hendes overblik over samtlige af sagens løse ender, er samtidigt noget der falder i øjnene hos læseren.

Bogen er en sand fornøjelse og kan i den grad anbefales herfra. 

Krimien får 4 ud af 5 stjerner.

/Nikolaj

mandag den 26. september 2011

Litterære temaer: Sommer i litteraturen


Sommer i litteraturen



Ikke kun til sommerferielæsning
Nu da efteråret er over os og vi skal til at vænne os til indendørs sysler, kan det være godt at mindes sommeren med en bog med frodige, fugtigvarme, sommerbeskrivelser fulde af sol, hav og brutale tordenbyger, så her kommer et par forslag:
Kim Leine: Valdemarsdag (2008)”Han går ned ad gaden, kommer over til Nørregade og bliver ramt af solen, der står over tagene bag Vor Frue. En sporvogn fuld af mennesker passerer. Den har flag på, de blafrer i fartvinden. Overføringen gnistrer blåt. Han mærker en hed ånde af sol og jern og elektricitet. Det er en vidunderlig dag”
Sådan slutter første kapitel af Valdemarsdag, hvori et mord allerede er blevet begået. Det er stadig morgen, og bogen spænder kun over denne ene vidunderlige sommerdag i København og omegn. Året er 1938; dagen 15. juni. Valdemarsdag. Romanens hovedperson og morder er baseret på Kim Leines farfar, og politiets sagsakter fra retssagen blander sig med fiktionen i en dynamisk og sansemættet fortælling fra en skæbnesvanger dag.
Anna Gavalda: Udflugten (2010) 
I Anna Gavaldas seneste, lille roman fortæller hun historien om fire søskende, der på vej til et bryllup stikker af og i stedet tilbringer en sommerdag med hinanden og deres fælles barndomsminder. Det er en fortælling om at genfinde tabt uskyld, forliste drømme og barndommens søskendefortrolighed. Og det er Gavalda, når hun er bedst, med finurlige formuleringer og skarpe observationer serveret i et let men raffineret sprog med hurtige replikskift, der samtidig formår at afsløre, hvad der ligger bagved ordene.
Ian McEwan: Ved Chesil Beach (2007) På en kølig sommeraften i starten af 1960’erne efter et veloverstået bryllup møder vi det unge par Edward og Florence, der står over for at skulle fuldbyrde deres ægteskab på bryllupsnatten. De er begge jomfruer, og man indvies på skift i hver deres tanker og følelser. Hvor den ene er nervøs, men samtidig utålmodig og fuld af forventning, er den anden direkte skrækslagen og frastødt ved tanken om, hvad der skal ske. McEwan skriver pragtfuldt i et let gammeldags sprog, og Ved Chesil Beach er en både smuk og sørgmodig roman om en anden og mere uskyldig tid end vores.
Virginia Woolf: Mellem akterne (2007) Mellem akterne er Virginia Woolfs sidste bog og skrevet umiddelbart op til, at hun begik selvmord i 1941. Romanen foregår i intermezzoet mellem de to verdenskrige en sommerdag i 1939, hvor en gruppe mennesker mødes til det årlige festspil på et engelsk gods. Stilen er udpræget Woolfsk præget af poesi og ’stream of consciousness’ og velkomponeret ud over det sædvanlige. Woolf er ikke nem at læse, men gør man det, er det en gave.
Der findes naturligvis mange, mange flere bøger, der har sommeren som tema eller baggrund. Eksempler på disse kunne være:

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd (2010)

Ernest Hemmingway: Den gamle mand og havet (1952)
 – om den overraskende spændende kamp mellem fisker og kæmpefisk og det sørgelige efterspil over et par hede sommerdage og nætter på havet ved Cuba.


James Joyce: Ulysses (1922)
 – en af de sværeste bøger i verdenslitteraturhistorien foregår på en enkelt, irsk sommerdag, 16. juni, som nu kaldes Bloomsday efter hovedpersonen i bogen, Leopold Bloom.
/Christine
Reserver bøgerne ved at klikke på titlerne eller bogforsiderne.