Viser opslag med etiketten historisk roman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historisk roman. Vis alle opslag

onsdag den 12. november 2014

Villa Spada

Andrea Molesini
Oversat af Marie Andersen
Roman, 272 sider
Gyldendal

1. Verdenskrig

Den store krig. Belejring og plyndringer, voldtægter og sult. Henrettelser, lokal modstandsbevægelse og spionage. Men også den unge fortæller Paolos forelskelse i den lidt ældre Giulia og hans seksuelle modning. 

Der er masser af drama i Andrea Molesinis debutroman Villa Spada, der allerede har gået sin sejrsgang i både hjemlandet Italien og store dele af Europa og vundet en række priser. 

Baseret på grandtantes notesbog

Molesini, som også er oversætter, digter, børnebogsforfatter og underviser i litteraturvidenskab, har ladet sig inspireret til romanen af en notesbog skrevet af hans grandtante Maria Spada. Familiehistorien med sine større og mindre dramaer danner baggrundstæppe for de langt mere voldsomme begivenheder, som landsbyen Refrontolo udsættes for gennem de sidste år af Første Verdenskrig. 

Stærke kvinder

Historien om adelsfamilien Spada og deres belejrede gods, mens krigen raserer omgivelserne, er dog fiktion baseret på fakta, og de subtile karakterskildringer af Spada-familiens stærke damer - den kloge bedstemor Nancy og den ensomme men handlekraftige tante Maria - leder næsten tankerne hen på Isabel Allendes Åndernes Hus. 

Villa Spada er interessant læsning med dramatisk handling og historisk relevans.

/christine

onsdag den 20. august 2014

De forbandede

Joyce Carol Oates
Roman, oversat af Lærke Pade
712 sider
Gads Forlag

Gotisk murstensroman

Den 76-årige amerikanske forfatter Joyce Carol Oates har skrevet mere end 50 romaner og derudover noveller, digte, essays, skuespil mm. De forbandede er en 711 siders gotisk murstensroman om universitetsmiljøet i Princeton i begyndelsen af 1900-tallet. 

Handlingen skydes i gang, da Princetons største personlighed Pastor Winslow Slades smukke barnebarn, Annabel, forsvinder fra sit eget bryllup, tilsyneladende sammen med en dæmon. Herefter breder ’forbandelsen’ sig blandt universitetsbyens finere familier og koster både menneskeliv og ikke helt naturlige børnefødsler.

Historiske personer i romanen

Persongalleriet i romanen er mangfoldigt og tæller både vampyrer i diverse forklædninger og historiske personer i dristige fiktionaliseringer. 

Især den daværende rektor på Princeton University (og kommende amerikansk præsident og nobelprismodtager), Woodrow Wilson, er indgående karakteriseret som svagelig, medicinomtåget og neurotisk. Alt imens han spydigt langer giftige anklager ud mod sine politiske modstandere, deriblandt siddende præsident Theodore Roosevelt. 

Også forfatterne Mark Twain og Jack London optræder, mens socialisten Upton Sinclair har en større birolle. 

Høj underholdningsværdi

Bogen er meget lang og plottet omstændeligt forgrenet, men Oates formår alligevel at holde det fortælletekniske niveau hele vejen med en kakofoni af fortællere med hver deres begrænsede indsigt i selve ’forbandelsen’. En monstrøs bog med høj underholdningsværdi og ditto litterært niveau.

 /christine