Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag

torsdag den 5. december 2013

Plenty: Grøn mad til kødspisere og vegetarer

Ottolenghi, Yotam 
Plenty
1. udgave.
Kbh. : Lindhardt og Ringhof, 2013
287 sider

En kogebog til dig der gerne vil præsentere nyt tilbehør til bøffen, er gået kold i grønsagskøkkenet eller vil indføre en ugentlig grøntsagsdag – uden at det stresser en hverdag hvor mad laves fra 17-18 og der skal serveres for børn i alderen 1 til 5. Kort sagt er det en kogebog, som gør grøntsager uimodståelige (igen) og gør det muligt at lave nye retter i en travl hverdag.

Plenty er den anden kogebog fra Yotam Ottolenghi og baseret på en fire år lang klummeserie i the Guardian med titlen ”den nye vegetar”. Bogens titel Plenty henviser til den mangfoldighed som grøntsager og krydderier repræsenterer ikke mindst i Yotams italiensk, jødiske og arabiske opvækst. Det er en kærlighedserklæring, som når ud over vegetarkredse. Jeg købte bogen da den kom på engelsk og har siden med stigende entusiasme kogt, bagt og stegt mig gennem opskrifterne. Retterne er et festfyrværkeri af smag og sanseindtryk og en inspirerende indføring i et solidt og lettilgængeligt fusionskøkken hvor ratouille, paella, shakshuka, coleslaw, mi goreng og humus mødes side om side.

Retterne præsenteres stortset alle med billede og en lille ofte personlig forhistorie, men først og fremmest er de nemme at følge. Der er masser af krydderier og skæve grøntsager men også anvisninger til alternativer. Jeg har fundet alle ingredienser uden de store problemer og for mig er det også en del af maduniverset – at opdage nye ingredienser og opleve nye kombinationer af klassiske grøntsager.

En personlig favorit er den stærke ”Tofu med sort peber” som sætter liv i kroppen, mens ”Tarte tatin med nye kartofler og cherrytomater” er en ny familieklassiker med blandingen af små kartofler og en overraskende karamelisering fra de søde tomater. Retterne kan udgøre et måltid i sig selv, men Yotam giver os også anvisninger til samsætning af små menuer.

Det er en personlig kogebog som emmer af hygge fra Yotams opvækst og som giver læseren mulighed for at rejse ud i verden fra egne gryder.

/Morten

tirsdag den 1. november 2011

Jan Groth: Whisky & Mad

Guf for herrekokkene i maltwhiskybæltet!

Den første kogebog på dansk for whisky- og madelskere er skrevet af en svensker! Jan Groth har i samarbejde med nogen af de bedste kokke i Sverige udgivet kogebogen ”Whisky & mad”. Der er opskrifter på småretter, forretter, hovedretter, desserter og forslag til hele menuer med tips til den rette whisky til tilberedningen og til at nyde til maden. Det er især maltwhiskyen der er fokus på og dens muligheder for positivt samspil med de forskellige råvarer. Bogen er desuden krydret med anekdoter, rejseskildringer og refleksioner over samspillet mellem mad og whisky. Jeg vil ikke sige, at opskrifterne er nemme at gå til, men lidt øvelse gør mester. Råvarerne er til at få fat på og ifølge forfatteren er de anbefalede malts til at betale, dvs. fra 300,- kr. og opefter.

Anmeldt af Benny

fredag den 23. september 2011

Stop spild af mad : en kogebog med mere. Opskrifter af Francis Cardenau, Katrine Klinken, Camilla Plum, Thomas Rode Andersen og Suhrs Madakademiet



I strømmen af nyudgivne kogebøger, dukkede der en anderledes bog op.
Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad med bevægelsens stifter Selina Juul i spidsen har udgivet en kogebog, der skal inspirere danskerne til et mere ansvarligt madforbrug.
Hvad er nu det? Kan vi bare ikke få lov at være i fred?
Men bare rolig, de løftede pegefingre bliver nede!
Det er et anslået beløb på ca. 16 milliarder (!) kroner, der hvert år havner i skarnbøtterne.
Hver familie kunne i gennemsnit spare ca. 10.000 kroner om året ved systematisk og gennemtænkt af forhindre madspild.
Kogebogens opskrifter handler om brug af madrester og er blevet til i samarbejde med kendte kokke som Camilla Plum, Thomas Rode Andersen (Kong Hans) og Francis Cardenau (Le Sommelier).
Her er et redskab til både at spare penge og til at dulme samvittigheden overfor de små sultne børn i den 3. verden!
Benny
Anmeldelsen er fra april 2011