Vejen til et lykkeligt liv ifølge verdens største pessimist.

Det løber mig efterhånden klamt ned af ryggen, hver gang jeg får stukket en bog i ansigtet, der fortæller om
hvordan man får et lykkeligt liv. Mængden af selvhjælpsbøger af mere eller mindre seriøs karakter,  har vokset os alle over hovedet, og minder mere og mere om en ustoppelig industri der udnytter svaghed, utilstrækkelighed og frygt til,  at vride hver en skilling ud af os.

Alle handler de bøgers budskab kan sammenfattes således;  Man skal tage ansvaret for sit eget liv og selv skabe sine succeser og derigennem blive lykkeligere og få drømme til at gå i opfyldelse. Færdig-bum!!
Hvorfor gå og vente med mundvigen dryppende af galde og malurt, når du kan tage en bid af denne bog?

Den pessimistiske filosof Arthur Schopenauer skrev i en årrække en række på 50 aforismer, som omhandler Det Lykkelige Liv. Forstået som et liv med fravær af de helt store ulykker. Mange af rådene har man hørt før i den moderne, letkøbte og lalleglade version. Men hos Schopenauer er de serveret med en filosofisk prægnans, der perspektiverer begrebet lykke, som andet end at fise rundt på en overflade af oplevelser og selvrealisering.

Nogle af aforismerne kan synes gammeldags, og bedagede. Og det er de også. Men ind imellem glimter der en pointe eller to, der er mere håndgribelige og troværdige, end alle Ole Henriksens mediestyrede danse-moves. Tilsammen!

Grotesk og fængslende krimi.

Jeg er absolut ikke i tvivl om, at jeg bør anbefale denne groteske, fandenivoldske og dybt underlige krimi. Og dog er jeg lidt i tvivl, for jeg ved ikke rigtigt hvad der ramte mig ved læsningen. Måske var det den sorte, underspillede og karnevalistiske humor. Eller det iskolde portræt af den ækle mentalitet hos folk, i et samfund i moralsk opløsning. Eller den mageløse beskrivelse af sjælevandring, blandt andet som følelsen af, at der skubbes is ind i kroppen, og ud af kroppen.

Eller fornemmelsen af at sidde i et first-person shooter spil , hver gang situationen spidser til. Eller den atmosfære af mareridt der blæser gennem siderne, som kulden fra den sibiriske tundra.

Den russiske forfatterinde Ljudmila Petrusjevskaja udgav Nummer et - eller i andre muligheders haver allerede i 2004, og nu er den endeligt udkommet på dansk. Hun har en spændende historie, og er selv fuld af spændende historier. Jeg kender hende som et godt kryds mellem den skingrende vanvittige surrealist Daniil Karhms og den store Fjodor Dostojevski. Alene hendes novelle samling Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos barn ihjel er et studie i grænselandet mellem surealisme og realisme.

Hovedpersonen i Nr et... er en midaldrende etnograf der er i færd med at udforske et uddøende folkefærd, Entterne. Samtidig er han i færd med at udvikle et computerspil. Han får bevilliget nogle penge af sin depraverede og korrupte institutchef. De penge bliver stjålet en morgen i metroen. Resten kan ikke genfortælles, men skal opleves ved sær/selvsyn.

En i sandhed  underholdende underlig roman, med en social og politisk indignation over nutidens Rusland.

Spændende Booktalk på Biblioteket.

I samarbejde med biblioteket afholdte Kirsten Holmehøj onsdag d. 23. september en læser-til-læser booktalk på Hørsholm Bibliotek. Udover en hyggelig og inspirerende atmosfære, bidrog dagens booktalk til  to timers snak om spændende litteratur, de store følelser og den styrke man kan finde i den gode litteratur.


Følgende bøger blev anbefalet af de læselystne booktalkere. Du kan klikke dig ind på forfatternavn og titel,  for at komme ind og reservere bogen.

Erling Jepsen: Hovedløs sommer.

Erling Jepsen er blevet folkeeje siden filmatiseringerne af hans 2 romaner Kunsten at græde i kor og Frygteligt lykkelig. Han har skrevet skuespil siden 1970'erne, og begyndte at skrive romaner i slutningen af 1990'erne. Heldigvis for os.
I Hovedløs Sommer, fortæller Erling Jepsen en gyser om den moderne families dynamik.

Emma Healey: Elizabeth er forsvundet.

Gennemført og fascinerende roman om demens set indefra, der i sig selv er rørende og interessant læsning, og som endda løftes lidt ekstra af et diskret krimiplot.

Matthew Thomas: Vi er ikke os selv.

 Vi følger kvinden Eileen fra hendes barndom i et kvarter i New York i 1940'erne. Som datter af to alkoholikere vokser hun op med nogle forventninger om at leve anderledes end sine forældre. Forventningerne bringer hun ind i sit ægteskab og til sin eneste søn. Disse forventninger indfris langt fra, især da hendes mand rammes af alzheimers i en tidlig alder. En hjerteskærende historie om en lille families kamp med faderens sygdom.

Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser

Bestseller og sublim fortællerkunst i et. Romanen er yderst velskrevet, sproget er fyldt med finesser - det var kort sagt en fryd. Alle personer, dialoger og omgivelser er levende, realistiske og yderst vedkommende.

Tjingiz Ajtmatov: Dzjamilja

En lille perle af en roman der foregår i en Kirgisisk landsby under 2. verdenskrig. På trods af at tonen er fremmed, forstår man at kærligheden er en universel præmis ved livet. De elskende mødes, de begynder at synge og pludselig har vi verdens smukkeste kærlighedhistorie i øjnene. Den er så kort, at man kan læse den flere gange. Det bliver den bare dobbelt så god af..

Lotte Dalgaard: Det svageste led.

Anden del af lotte Dalgaards serie om Trine Lyng. Hvis du står og tripper efter at få fingrene i en ny, spændende læeoplevelse, så kan du med fordel tage hul på denne serie.

Verdens smukkeste kærlighedshistorie.

Kunne jeg skrive så smukt om kærlighed, sad jeg ikke og skrev om en bog om kærlighed, der er så
smukt skrevet, at jeg simpelthen er nødt til at skrive om den. Selvom tonen er fremmed (handlingen foregår i en lille Kirgisisk landsby under 2. verdenskrig. Der er ikke meget jeg kan identificere mig med her), bliver jeg bekræftet i, at der findes fundamentale, menneskelige præmisser hvis udtryk er ens på tværs af tid og sted.


Jeg taler om romanen Dzjamilja fra 1958, der endeligt er blevet oversat og udgivet. Det er den kirgisiske forfatter Tjingiz Ajtmatov der er ophavsmanden til denne smukke historie, som den franske forfatter Louis Aragon kaldte for den smukkeste kærlighedshistorie i verden.


Landsbyen er tømt for de våbenføre mænd, der er ved fronten for at kæmpe mod tyskerne. Den 15-årige Seit arbejder sammen med  hans meget livlige, og smukke svigerinde Dzjamilja i marken for at høste korn. Kornet er vigtigt for landets krigsindsats mod tyskerne.
På et tidspunkt bliver de to sat til at køre korn til en opsamlings-station. De får selskab af den indesluttede og tavse soldat Danijar, der er blevet såret og gjort ukampdygtig ved fronten. Det er under en af disse ture, at Danijar begynder at synge. Den transformation Seit, Dzjamilja og selve historien går igennem herved, er helt igennem magisk. Man lades måbende tilbage.


Dzjamilja er en særlig oplevelse, man sjælden kommer ud for. Bogen er, med sine cirka 80 sider, overskuelig at komme igennem, og man gør sig selv en tjeneste at læse den igen. Det bliver den bare dobbelt så god af.

Du kan bestille bogen her.

/Michael

Verdenen tumler rundt - en historie om linedans.

En enlig skikkelse på en line, mellem de to legendariske tårne i den travle storby New York. Det er en linedans der danner rammen om en gruppe menneskers fortællinger i romanen ”Lad kun verdenen tumle sig” af Colum McCann. 

Den ensomme linedanser er den verdensberømte wire-kunstner, Phillippe Petit, der den 7. august 1974  gik en 45 minutter lang tur på en udspændt wire mellem de to tårne, der var kendt som World Trade Center. Hele otte ture frem og tilbage blev det til, før han overgav sig til politiet.

Vi følger den traumatiserede dommer-frue, hvis mand skal dømme Phillippe Petit.  Vi følger den irske munk der har besluttet sig for at redde en gruppe af byens prostituerede. Og hans bror der er taget til New York i et forsøg på at forstå ham.
Vi følger et ungt kunstnerpar, der forsøger at holde sig fra de stoffer der gjorde deres 1960’ere til en syret leg. Vi følger den afroamerikanske kvinde, der har mistet sin søn i vietnam, og nu forsøger at bearbejde sorgen i en sorggruppe, sammen med føromtalte dommer-frue.
Og vi følger naturligvis  Phillippe Petit i planlægningen og udførslen af hans berømte stunt. Som læser tror man ikke på, at dette spraglede persongalleri kan knyttes sammen, og gøre historien hel. Men det kan den. Så siger jeg ikke mere om det.

Bogen er et skønt og rørende eksempel på, at den rodede, tumlende verden kan være ubarmhjertig, uretfærdig, ufin, uligevægtig og uanstændig.  Men samtidig ustandseligt giver mening  i en tilsyneladende tilfældig linedans mellem himmel og afgrund.

Skulle du få lyst til at vide mere, kan jeg anbefale James Marshs dokumentarfilm om Philippe Petit, Man on wire. Et portræt af en forfængelig ener.

/Michael

De hårdtprøvede sønderjyder

Efter folketingsvalget for nylig ville københavnerforargelsen ingen ende tage overfor sønderjyderne, der for en stor dels vedkommende havde stemt på Dansk Folkeparti. Det lod ikke til at gøre større indtryk på de gæve sønderjyder, der havde haft deres grunde til at stemme, som de gjorde. I det hele taget er der langt fra magtens centrum i hovedstaden til denne, vores historiemæssigt mest stormomsuste landsdel.
Journalisten Søren Flott har på Gyldendals Forlag for nylig udgivet bogen ”Sønderjylland besat” om Sønderjyllands besættelse og tiden derefter. Historien gengives ud fra fem hovedpersoners synspunkt: Embedsmanden, officeren, hjemmetyskeren, politikeren og modstandsmanden. De forskellige perspektiver på historien viser også med al tydelighed, at fronterne i landsdelen var trukket væsentligt hårdere op end i resten af landet. Der er tale om en letlæst og veldokumenteret fremstilling, som måske ikke bringer noget væsentligt nyt, men alene p.g.a. sin form burde kunne tiltrække historieinteresserede læsere udenfor landsdelen. Anbefales varmt!

Andre bøger af Søren Flott:  Danskeren der ville dræbe Hitler (2012), Mamma doc (2011), De danske tigre (2009), Afhopperen (2008).

/Benny

Næste gang turen går til København

46.3
Det skjulte København
Johanne Steenstrup, Klaus Dahl
Jonglez, 2015
223 sider

Biblioteket har lige fået en anderledes turguide om København. Den er fyldt med finurlige og overraskende seværdigheder langt fra de slagne turistfælder. Bogen er opdelt i geografiske afsnit med præcise adresser og oplysning om adgangsforhold og offentlige transportmidler i nærheden. Hvem vidste f.eks. at rockguitaristen Link Wray ligger begravet i krypten under Christianskirken på Chritianshavn? Eller hvor 30 landsforrædere fik eksekveret deres dødsdom efter krigen? Eller at gitterværket ved kolonnaderne på Amalienborg i gamle dage skulle forhindre mandspersoner i at lade vandet op af de kongelige bygninger? Sådan er guiden fyldt med overraskende oplysninger, og man bladrer lystigt igennem enten for selv at opsøge fænomenerne, eller blot for god underholdnings skyld.

/Benny