mandag den 26. september 2011

Philip Pullman: Det gode menneske Jesus og skurken Kristus


Philip Pullman, der hidtil har gjort sig gældende på børne-ungeområdet, har nu skrevet et alternativt evangelium, der henvender sig til voksne læsere.
Jesus Kristus er ikke en men derimod to personer, nemlig tvillinger i denne fremstilling. Jesus udvikler sig til profet mens Kristus, tilskyndet af en mystisk skikkelse – måske en (frafalden?) engel – bliver Jesu’ kronikør uden dennes vidende.
Jesus lever i nuet og for sin næste og udtaler i Getsemane have: ”Herre, hvis jeg troede, at du lyttede, ville jeg frem for noget andet bede om dette: At enhver kirke, der blev indstiftet i dit navn, skulle forblive fattig, uden magt og prunkløs”, mens Kristus tænker på eftertiden og kirken som nødvendig institution for religionens udbredelse.
Jesu gerninger, der er ganske håndgribelige og ligetil, bliver i Kristus’ beretning mytologiseret, eks. bespisningen af de fem tusind tilhængere med tilsyneladende ganske lidt mad. Ligeledes bliver Marias graviditet, der skyldes ganske naturlige årsager, i Kristus’ senere beretning til et mirakel af en jomfrufødsel. Mirakler skal der til ifølge Kristus, for at Jesu ord og gerninger ikke går i glemmebogen men tværtimod kan bruges i fremtiden til kirkens gavn. Jesu genopstandelse har sin naturlige forklaring, men Kristus sørger for mystificering også af denne hændelse i sin krønike.
Philip Pullman har med denne og tidligere udgivelser skabt debat og harme i religiøse, især katolske, kredse i udlandet. Filmatiseringen af ”Det gyldne kompas” blev ligefrem fordømt af Vatikanet. Herhjemme i vor tolerante protestantiske Danmark er det lidt svært at forstå, at velskreven, underholdende og videnbærende fiktion kan afstedkomme sådanne reaktioner.
Bogen kan absolut anbefales. Den er velskrevet og tankevækkende, især hvis læseren er nogenlunde hjemme i de autoriserede evangelier. Pullman er af kritikere udnævnt til ateist, men efter at have læst denne bog vil jeg snarere kalde ham for troende antikirkelig, hvilket er noget ganske andet.
/Simon
Anmeldelsen er fra august 2011

1 kommentar:

  1. Dejlig "farlig" bog - en anden god Jesusroman er Norman Mailers "Evangeliet ifølge sønnen"

    SvarSlet

Læg en kommentar