onsdag den 11. december 2013

Læs bogen besøg Uskyldens Museum

Pamuk, Orhan
Uskyldens museum
[Kbh.] : Gyldendal, 2011
518 sider

På ikke mere end 3 timers flyvetur kan du stå i Istanbul, en storby præget af Østens mystik. 
Den Blå Moske, Sultanens palads, De underjordiske cisterner, myldrende basar liv og forskelligartede kvarterer.

Orphan Pamuk har så udmærket beskrevet Istanbul i sin bog af samme navn. En fængslende gennemgang af byens og hans egen historie.

For nogle år siden læste jeg Uskyldens museum af Pamuk, og syntes at det var en noget lang fortælling om ulykkelig kærlighed og en besynderlig ide, at den forsmåede elsker samlede i kassevis af genstande som tilhørte den smukke kvinde. Nu, efter at jeg har besøgt det lyslevende Uskyldens Museum har jeg fået en helt anden opfattelse af bogen, og vil til enhver tid foreslå alle at læse bogen og besøge museet.

Orhan Pamuk i Uskyldens Museum i Istanbul.
Billedet er lånt fra istabulanswers.com
Bogen Uskyldens Museum foregår i Istanbuls overklasse i 70′erne, og handler omrigmandssønnen Kemal der er forlovet med den rigtige pige. Men så møder han en fjern og meget smuk kusine, Füsun, som han forelsker sig i. Gennem en tid kører han dobbeltspil og forestiller sig, at han selv efter brylluppet kan bevare forbindelsen til Füsun. Romanen handler om denne besættelse, og hvordan han systematisk fjerner værdiløse genstande fra hendes hjem for at grundlægge den samling, der bliver et monument over hans uopnåelige elskede.

Indgangsbilletten til museet købes gennem et vindue til huset, hvorefter du bliver lukket ind af en hviskende vagt som gør dig opmærksom på at der ikke må tales højt. Det er meningen, at man skal kunne høre lydende fra billedkasserne, som samlet giver den lyd der er i Istanbul.

Igennem de fire etager ser man billedkasser med alle de ting Kemal har samlet for til sidst på øverste etage, at se det oprindelige ungkarleværelse hvor Kemal altid har boet lige til sin død. Det er også her at Pamuk har siddet ved hans dødsleje og fået fortalt hele Kemals historie. Kemal afslutter med, at han selv mener, at han har haft et lykkeligt liv.

Se mere om museet her

/Marianne

tirsdag den 10. december 2013

The Ocean At The End Of The Lane

83
Gaiman, Neil
The ocean at the end of the lane
London : Headline, 2013
248 sider

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med fantastisk litteratur, eller det man også kalder fantasy. Det er ikke så tit, der bliver skrevet god fantasy til voksne, men denne bog er virkelig en perle. Fantasy behøver ikke at være noget, der ligner Ringenes Herre eller Harry Potter. Det kan godt tage udgangspunkt i helt almindelige menneskers liv som på en eller anden måde inddrager fantastiske elementer. Det jeg elsker ved genren er netop, at man aldrig rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Fantasyelementerne inddrages og skaber en verden, som er lidt mere farverig end den, vi alle kender.

Historien starter med, at en midaldrende mand i forbindelse med en begravelse besøger sit barndomshjem (som ikke længere eksisterer) og den vej, han voksede op på. Han drages især af den gård, som ligger for enden af vejen. Her skete der nemlig nogle ting, som han for længst havde glemt, men som strømmer tilbage til ham, mens han sidder ved den lille dam som Lettie Hempstock kaldte for et hav. Lettie Hempstock var en pige, som boede på gården med sin mor og bedstemor.

Dengang, da manden var bare 8 år, fik et selvmord som skete lige ved denne gård en hel kaskade af ting til at tage fart. Mørket blev sluppet fri og noget uhyggeligt og ufatteligt skete for drengen. Men Lettie, som er vis og trøstende og magisk lover at beskytte ham, lige meget hvad der sker.

Man lever sig meget ind i, hvordan drengen – ud fra en otteårigs perspektiv - oplever det groteske og overnaturlige som sker ham samtidig med, at han svigtes af sin egen far, og hans egen søster blindt følger og tror på familiens værste fjende. En specielt gribende situation i bogen er da drengen flygter fra sit hjem midt om natten efter hans far har straffet ham for noget, han ikke har gjort. Han ser ingen anden udvej end at finde Lettie. Han løber gennem regnen i sin slåbrok hen over markerne, mens han flygter fra en mørk kraft som er lige i hælene på ham. Det er rørende at læse de tanker, der myldrer i hans hoved og om det mod, han samler i en så truende og uhyggelig situation.

Bogen er skrevet af mesteren Neil Gaiman som bl.a. også står bag ”American Gods”, ”Stardust” og ”Coraline” (de sidste to er også filmatiseret). Den vandt i år førstepladsen i Goodreads Choice Awards 2013 inden for genren fantasy. Den kan indtil videre kun fås på engelsk på bibliotekerne, men forhåbentlig er den også tilgængelig på dansk i løbet af det næste halve år.

/Nina

fredag den 6. december 2013

Jo Nesbø - Politi

Nesbø, Jo 
Politi
Modtryk, 2013
526 sider

Endnu en god krimi i serien om politimanden Harry Hole. I Oslo står politiet på bar bund, efter at flere politibetjente bliver fundet dræbte på tidligere gerningssteder for uopklarede drab. Harry Hole, som ikke længere har en central plads i opklaringsarbejdet, bliver endnu en gang hentet frem, for at fange morderen. 

Samtidig ligger en patient med skjult identitet i koma på et sygehus, strengt bevogtet døgnet rundt. Patienten har en viden, som politiet er meget interesserede i. Men samtidig er andre er ikke så interesserede i at han overlever.

For en gangs skyld er Harry Hole ved at få styr på sit liv. Det der førhen var varemærket på karakteren Harry Hole, såsom indre dæmoner at slås med, alkoholmisbrug med videre er ved at ændre sig. Da han bliver indblandet i opklaringsarbejdet, bliver dette billede sat under pres.

Bogen har et godt plot, der ikke umiddelbart er gennemskueligt. De voldsomme mord bliver detaljeret beskrevet og bogen bevarer sin spænding helt frem mod slutningen, som en spændingsroman også bør gøre. Persongalleriet er bevaret, med bl.a. Gunnar Hagen, Beate Lønn og Mikael Bellman i centrum. På trods af at bogen ikke helt følger op på det, som den forrige bog Genfærd slap, så lever den tiende bog om Harry Hole klart op til forventningerne.

/Niels

torsdag den 5. december 2013

Plenty: Grøn mad til kødspisere og vegetarer

Ottolenghi, Yotam 
Plenty
1. udgave.
Kbh. : Lindhardt og Ringhof, 2013
287 sider

En kogebog til dig der gerne vil præsentere nyt tilbehør til bøffen, er gået kold i grønsagskøkkenet eller vil indføre en ugentlig grøntsagsdag – uden at det stresser en hverdag hvor mad laves fra 17-18 og der skal serveres for børn i alderen 1 til 5. Kort sagt er det en kogebog, som gør grøntsager uimodståelige (igen) og gør det muligt at lave nye retter i en travl hverdag.

Plenty er den anden kogebog fra Yotam Ottolenghi og baseret på en fire år lang klummeserie i the Guardian med titlen ”den nye vegetar”. Bogens titel Plenty henviser til den mangfoldighed som grøntsager og krydderier repræsenterer ikke mindst i Yotams italiensk, jødiske og arabiske opvækst. Det er en kærlighedserklæring, som når ud over vegetarkredse. Jeg købte bogen da den kom på engelsk og har siden med stigende entusiasme kogt, bagt og stegt mig gennem opskrifterne. Retterne er et festfyrværkeri af smag og sanseindtryk og en inspirerende indføring i et solidt og lettilgængeligt fusionskøkken hvor ratouille, paella, shakshuka, coleslaw, mi goreng og humus mødes side om side.

Retterne præsenteres stortset alle med billede og en lille ofte personlig forhistorie, men først og fremmest er de nemme at følge. Der er masser af krydderier og skæve grøntsager men også anvisninger til alternativer. Jeg har fundet alle ingredienser uden de store problemer og for mig er det også en del af maduniverset – at opdage nye ingredienser og opleve nye kombinationer af klassiske grøntsager.

En personlig favorit er den stærke ”Tofu med sort peber” som sætter liv i kroppen, mens ”Tarte tatin med nye kartofler og cherrytomater” er en ny familieklassiker med blandingen af små kartofler og en overraskende karamelisering fra de søde tomater. Retterne kan udgøre et måltid i sig selv, men Yotam giver os også anvisninger til samsætning af små menuer.

Det er en personlig kogebog som emmer af hygge fra Yotams opvækst og som giver læseren mulighed for at rejse ud i verden fra egne gryder.

/Morten

mandag den 14. oktober 2013

Hemingway

Mange romaner kan læses igen og igen og fortolkes ofte forskelligt alt efter hvor man er i livet.  ”Solen går sin gang” læste jeg første gang på en ferietur i Spanien, hvor jeg var midt i 20erne og den gjorde stort indtryk på mig. Nu 30 år efter skal den genlæses og det fordi, jeg lige har læst ”Madame Hemingway” der netop foregår i tiden, hvor Hemingway skrev ”Solen går sin gang”.

Hemingway, Ernest
Solen går sin gang
3. udgave. - [Kbh.] : Lindhardt og Ringhof, 2001
223 sider

Romanen foregår i første halvdel af 1920erne blandt en flok unge desperate og livshungrende amerikanere, der holder til i Paris. Meget af handlingen foregår under en ferietur i Spanien, hvor romanens hovedpersoner overværer det berømte tyreløb i Pamplona. Det er dog ikke kun tyreløbet der optager gruppen i løbet at den ugelange fest, hvor også store kærlighedsdramaer udspiller sig.

Bogen er en efterkrigsbog, udkom i 1926 og blev med det samme en bestseller. De fleste af hovedpersonerne har deltaget i 1. verdenskrig, hvor mange af dem mistede deres ungdom og uskyld. Hemingway omtalte senere romanen som ”en roman om et par fulderikker” og ja, der bliver drukket tæt i bogen.

McLain, Paula
Madame Hemingway
1. udgave. - Kbh. : People's Press, 2013
427 sider

"I 1921 møder Hadley den unge Ernest Hemingway, der kæmper for at bryde igennem som forfatter. De forelsker sig, bliver gift og rejser sammen til Paris, hvor livet leves i overhalingsbanen."

Så god læselyst og skål.

/Helle

torsdag den 10. oktober 2013

Det hemmelige løb

79.66
Det hemmelige løb : Tour de France set indefra - om doping, løgne og viljen til at vinde for enhver pris
Tyler Hamilton, Daniel Coyle
1. udgave. - [Kbh.] : People's Press, 2012
350 sider

Den forhenværende cykelrytter Tyler Hamilton og forfatteren Daniel Coyles bog ’Det hemmelig løb’ afslører alt omkring, hvordan han selv, Lance Armstrong og de andre ryttere på det amerikanske cykelhold US Postal benyttede sig af doping i stort omfang for at vinde Tour de France syv år i træk.

Jeg har selv fulgt cykelsporten i mange år og husker tydeligt Tylers flotte Tour de France for Team CSC og Bjarne Riis i 2003, hvor han med brækket kraveben vandt en hård bjergetape og blev samlet nummer 4 og hans OL-guld i enkeltstart i 2004. Og især som den altid smilende og glade mand på tv. En super sympatisk mand. Men pludselig gik det hele galt i 2004.

Hamilton bliver taget for doping. Igen og igen. Han får frataget sin OL-guldmedalje. Hans forklaringer bliver mere og mere mærkelige. Han virker helt ude i hampen.
Så kommer denne bog og jeg tænker: “Skal han bare tjene penge?”; ”Er han bare ude på at hænge Lance Armstrong ud som dopingsynder?” Men mine betænksomheder blev hurtigt gjort til skamme.

Bogen er en sober og troværdig beskrivelse af alle de metoder han selv og angiveligt Lance Armstrong benyttede sig af for at vinde Tour de France 7 gange. Og det er gjort på en måde, så man faktisk får sympati og forståelse for, hvorfor Hamilton og alle de andre cykelryttere doper sig: det er simpelthen et valg mellem at spille spillet eller stoppe karrieren. Enten doper du dig og sidder med i spidsen af feltet og scorer de indbringende kontrakter eller du kører rent – på brød og vand – paniaqua, som spanierne kalder det - og slider dig i mål som en af de sidste uden chance for at komme med i Touren og få fornyet din kontrakt. Men nok så vigtigt vil du for altid være uden for fællesskabet. Du er dopet, ellers kan du godt forsvinde.

Så hvad gør en dygtig cykelrytter med tårnhøje ambitioner som Hamilton? Ja, han doper sig selvfølgelig. Og hurtigt kommer resultaterne og de lukrative kontrakter. Men hele tiden lurer risikoen for at blive taget i dopingkontrollen. Selvom enhver epo-indsprøjtning og blodtilførsel er nøje planlagt for at holde sig under de tilladte værdier, kan ingen føle sig sikker. Til sidst går det jo også galt for Hamilton. Han bliver udelukket ikke bare fra cykelsporten men også fra det fine selskab. For en afsløret doper er ligeså uønsket som en ren rytter i det professionelle cykelfelt. Tidligere kolleger ser lige igennem dig og du kan ikke få en kontrakt. Du er fredløs. Hamilton beskriver det hele og jeg er som læser på hans side: jeg forstår hvorfor han dopede sig og jeg tror på ham, når han fortæller hvor uretfærdigt han bliver behandlet efter dopingafsløringen. 
     
Bogen kommer ned under huden på Hamilton som fortæller ærligt om hans store nedture, som kostede ham alt. Om hans barndom, ungdom, psykiske problemer og kampen for at blive en stor cykelrytter. Han fortæller det hele og lægger ikke skjul på noget.

Bogen er af mange medier fortrinsvist blevet beskrevet som et angreb på Lance Armstrong eller Bjarne Riis. Det synes jeg ikke den er. Bogen fortæller Tylers sandhed og dækker ikke over noget. Beskrivelsen af Riis’ rolle vil jeg ikke engang kalde særlig afslørende. Dog er Armstrong ikke beskrevet særlig charmerende, men det tror jeg heller ikke han er.

Jeg læste den på et par dage. Den er spændende og levende og jeg fik hurtigt sympati for Hamilton. Han har ambitioner og erkender de betingelser, der skal til for at opnå de ambitioner. Så kan man være moralsk og kalde ham snyder og afvise enhver sympati med dopingsyndere, men så går man glip af forståelsen af, hvilke motiver der driver disse toptrænede sportsmænd ud i ulovlige og sågar sundhedsfarlige metoder.

Denne bog bør læses og lånes på biblioteket af alle som elsker cykelsporten.

/Lars

tirsdag den 24. september 2013

Kaukasus & Kildevand : historier fra en rejse til fods

48.211
Harvig, Bjørn 
Kaukasus & kildevand : historier fra en rejse til fods
1. udgave. - Kbh. : Gyldendal, 2012
287 sider : ill. i farver

Beretning om forfatterens rejse til fods gennem bjergene fra Sortehavet til Det Kaspiske hav.

Bjørn Harvig er medlem af Eventyrernes Klub og har tidligere udgivet rejsebeskrivelsen Igors æblehave, 2008, om en cykelrejse fra København til Teheran. Han syntes, det gik lidt for hurtigt på cykel, hvorfor han planlagde en tur til fods gennem Kaukasus fra Sortehavet til Det kaspiske Hav.

Overalt møder han venlighed og gæstfrihed, og hans fortællinger om de mennesker, han møder, danner et komplekst billede af livet i et område, hvis historie og nutid er stærkt præget af konflikter og krige.

Bjørn er god til at tale med folk, og i bogen genfortæller han mange af de skæbner, han mødte på sin lange rejse.

Han fortæller om Ninel (Lenin stavet bagfra), som har 10 børn og som går tre km til den nærmeste sauna for at få sig sit ugentlige bad. Han fortæller om drengen Nal, som drømmer om at blive fodboldstjerne. Om den smilende købmand, om tre russiske biologer, om hemmelige huler og honningbonden, og om hvordan han erfarer, at cigaretter er bedste middel til at passere militærposter fyldt med teenagesoldater og tanks.

Bjørn besøger også skole nr. 1. i Beslan i Nordossetien, hvor næsten 400 mennesker - primært børn - blev slået ihjel af den tjetjenske terrorist og separatist Shamil Basajev i 2004 (der må godt fældes en tåre ved læsningen af dette gribende kapitel).

Alt i alt en rørende, livsbekræftende og sine steder også meget morsom bog, som er rigt illustreret med forfatterens egne fotos.

Videre læsning om områdets historie, kultur og politik:

Korsvej og minefelt : kultur og konflikt i Kaukasus/Ib Faurby; Märta-Lisa Magnusson; Vakhid H. Akajev. – 2003. (Opstilling i folkebiblioteker: 98.211)

Nordkaukasus : folk og politik i en europæisk grænseregion/Lars Funch Hansen; Helen Krag. – 2002.  (Opstilling i folkebiblioteker: 98.211)

/Simon

mandag den 9. september 2013

Gastronomiens danske grundlæggere – Lene og Sven Grønlykke – et erindringsportræt af Maria Grønlykke

Lene og Sven Grønlykke : et erindringsportræt 
Maria Grønlykke
[Kbh.] : Gyldendal, 2012
272 sider : ill.

Jeg er barn af en tid, hvor Irma tog sin begyndelse, og hvor min mor kastede sig ud i “det moderne køkken”. Vi rejste til Frankrig og mine forældre gik meget op i restauranternes spisekort. Nu er jeg selv blevet så gammel at jeg både har tid og råd til at have fået samme hobby.
Bogen om Lene og Sven Grønlykke tog jeg med på sommerferie, da jeg var lidt nysgerrig omkring Løgismose konceptet, som jeg bedst kender fra delikatessebutikken i Nordre Toldbod og Løgismose chokolader. Det skulle vise sig, at jeg blev helt opslugt af den underholdende og muntre bog om de to mennesker som har formået at indføre fransk gastronomi til Danmark, og få Irma til at sælge friske råvarer, franske vine, oste og andre specialiteter. Desuden fik de importeret nogle unge franske kokke til Danmark, som heldigvis fandt nogle danske piger og blev hængende her, samtidig med at de fik sat nogle vældige fodaftryk. Det er f.eks. Daniel Letz som nu har en herlig lille restaurant på Sankt Jacobs plads på Østerbro med tilhørende fransk delikatesse butik. Og Leffroy som efter mange år på Faldsled Kro nu har sit eget smukke sted I Nyborg, lige ned til Storebælt.

Grønlykkerne må betragtes som tidens bohemer i 1960´erne og frem til engang I 1970´erne. De fik sammen med Rifbjerg og andre intellektuelle gang i gode spisesteder, som Kong Hans Kælder og Faldsled Kro. Udover at få seks børn kastede Grønlykkerne sig også ud i film, købte ligefrem et filmstudie og blev særlig kendt på filmen “Balladen om Carl Henning” samt et par andre film.

Jeg må sige at Sven og Lene Grønlykke var overskudsmennesker, der virkelig formåede at gøre Danmark større og sjovere. Godt, at deres datter Maria Grønlykke så uhøjtideligt, med denne bog minder os om det og den svundne tid.

/Marianne

mandag den 2. september 2013

Da forbryderne fik ansigter

Forbrydelsens ansigt 
Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen, Gitte Bergendorff Høstbo
[Kbh.] : Gad, 2013.
335 sider

”Vi skal lige have et billede til forbryderalbummet”. Eller ”Næ tak, jeg har ikke lyst til at havne i forbryderalbummet”. Kommentarer fra ganske almindelige mennesker der skulle fotograferes af familien eller venner ved diverse som regel festlige lejligheder. Sådan sagde man i min barndom, og jeg er ikke helt ung længere (!), men årsagen må have været en kollektiv bevidsthed om det absolut lidet attråværdige ved at havne i politiets forbryderalbum!

I dag render alle rundt med et kamera i deres mobiltelefoner og der er intet eksklusivt over almindelige digitalkameraer. De er hvermandseje, men sådan har det ikke altid været. Da jeg købte mit første spejlreflekskamera i 1980, kostede det den nette sum af 2.000,- kr. I dag kan man på Nettet købe et fremragende digitalt spejlreflekskamera til det samme beløb. Disse betragtninger blot for at understrege en af pointerne ”en demokratisering af fotokunsten” i forfatternes bog.

Forbrydelsens ansigt af Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Høstbo er intet mindre end lidt af et scoop. De har været en tur i Statens Arkiver og har bladret i politiets fotoalbummer med portrætter af forbrydere i perioden 1851 og frem til starten af det 20. århundrede. Arkivlovene gør desværre, at vi kommer til at vente længe på en fortsættelse.

Bogens 300 sider indeholder skarpe fotos af folk fra samfundets bund som ellers aldrig ville komme i nærheden af et fotografiapparat. Billederne i sig selv taler deres tydelige sprog. Hårdkogte vaneforbrydere, barnemordersker, ludere og lommetyve. Når man nu ved, de er forbrydere ligner de også sådan nogle, men hvis vi ikke havde vist det, kunne det måske have været et billede af onkel Svend eller tante Olga.

De medfølgende historier om deres forbrydelser er god research og spændende læsning og giver samtidig et godt tidsbillede af både forbrydelsernes art og samfundets syn på disse i samtiden.

Bogen er en sjælden kombination af fotohistorie, kriminalhistorie, samfundshistorie og socialhistorie, lækkert sat op og med nogle overraskede pointer ind imellem, bl.a. det faktum at det ikke er noget nyt at Danmark bliver invaderet af udenlandske kriminelle og potentielle terrorister! En bonushistorie om salig Thorvald Stauning har ikke tidligere været offentliggjort og hvad den går ud på, skal ikke afsløres her!

/Benny

onsdag den 14. august 2013

Livet som fodboldspiller

Søren Larsen
Kampen - Et liv i fodboldens tjeneste
Lindhardt og Ringhof, 2012.
285 sider : ill. i farver

Denne bog beskriver fodboldspilleren Søren Larsens liv som fodboldspiller, både privat og professionelt. Her følger man Søren Larsens op – og nedture. Fra starten i Køge til tiden i Århus, hvor slutningen af karrieren nu nærmer sig. 

Bogen givet et godt billede af, hvad der foregår bag facaden i en fodboldverden, der ofte er præget af mange penge, stjernestatus, løftebrud, en benhård konkurrence og en nomadetilværelse for en spiller, der ofte må flytte rundt i jagten på succes. 

Har man selv fulgt lidt med i dansk og international fodbold gennem en årrække, vil man sagtens kunne nikke genkendende til flere af de begivenheder der omtales. Kampene på landsholdet, skiftet til storklubben Schalke 04 og problemerne i franske Toulouse. Dette er en udmærket bog om en spiller der aldrig har været veget tilbage for kampen, både på og udenfor banen. 

 /Niels

tirsdag den 25. juni 2013

En fantastisk bog om bilfantaster for bilfantaster

Danske bilbyggere : forsøg på en dansk bilproduktion efter anden verdenskrig
Hans Pedersen, Claus Frausing, Jørgen Kjær
Motorploven, 2013
168 sider  

I bogen beskrives de mange drømme, der i tidens løb er blevet drømt om at skabe en bilproduktion i Danmark. Det er aldrig rigtig lykkedes, men der er mange, der har troet på sagen, og det har kostet meget sved, mange tårer og ikke mindst mange penge, at prøve at gennemføre drømmen, og prøve at få danskproducerede biler på gaden. Indsatsen har ikke haft den store interesse i hverken befolkningen eller hos myndighederne, så der har ikke været meget opmærksomhed omkring disse entusiaster, som har brugt formuer, oceaner af tid og andre ressourcer på at få danske biler i gadebilledet.

En rigtig god bog, der hylder disse danske pionerer (hvor nogle stadig er i live) og som giver et godt indblik i forsøget på dansk bilproduktion.

/Susanne

mandag den 11. marts 2013

Øjenvidneberetninger fra befrielsen i maj 1945

Lindeberg, Lars
I dette øjeblik : de så det ske - befrielsen maj 1945 - og 60 år efter
Revideret og forøget udgave
[Kbh.] : Aschehoug, 2005
160 sider

Dette er en vældig interessant bog. Både fordi den skildrer begivenhederne omkring befrielsen af Danmark fra mange forskellige vinkler. Men også fordi den går ned i en detaljegrad, der for den mere garvede læser af litteratur om besættelsen, kan bringe nye anekdoter og historier frem, der er præsenteret på en meget underholdende måde. 

Eksempelvis hvordan tyske officerer dukker op i Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide 3.maj 1945 for at forhandle fred og får fremvist et kort over den sande militære situation, hvilket chokerer dem meget. Eller hvordan den tyske øverstbefalende i Danmark, SS-obergruppenführer Werner Best, var bange for folkemasserne og måtte beskyttes af modstandsbevægelsen, hvilket blev tolket som forræderi af andre tyske ledere. 

Bogen er bygget op omkring vidneudsagn fra dem, der deltog på tætteste hold, da Danmark atter blev frit. Generaler, frihedskæmpere, journalister, kunsterne, politikere og de helt almindelige danskere, som pludselig befandt sig i begivenhedernes centrum. Dem der oplevede glæderne, sorgerne, forvirringen og euforien. 

Der er skrevet meget litteratur om besættelsen og befrielsen. Senest er vi også blevet påmindet om hændelserne 1940-45 gennem tv-serien Matador.  Men det er fortsat et emne, som vækker mange danskeres interesse. Selv om denne bog har været fremme en del år og måske er druknet lidt, i forhold til anden litteratur om emnet, kan bogen: I dette øjeblik – De så det ske - befrielsen maj 1945, varmt anbefales. 

/Niels

torsdag den 3. januar 2013

De farlige hunner


Peter Kjeldsen
Sorte enker og andre giftige hunkønsvæsener
2012. - 263 sider.

Dette er en yderst underholdende bog, der fortæller om mordersker gennem tiderne. Selv om emnet i sig selv selvfølgelig er alvorligt nok er bogen meget uhøjtidelig. Bogen er delt op i forbrydelseskategorier som f.eks. ”crime of passion”, giftmord og gangsterkvinder. Så hvis konen derhjemme er godt gal i skralden og smilende serverer en afmålt portion til middagen, så vær på vagt! Det sikreste er selvfølgelig helt at holde sig fra hunkønsvæsener, men den sidste idiot er som bekendt ikke født endnu!

/Benny

Drengerøve i alle aldre forener Eder!


Lasse Schou Larsen
Livskunst for drengerøve
Siesta, 2012
110 sider.


”Livskunst for drengerøve er bogen til dig, der er en rigtig drengerøv, som elsker sport og at være sammen med vennerne, og som bliver 14 år i hovedet, hvis en lækker BMW kommer kørende. Dig der elsker diverse gadgets, som stadig finder tarmluft fantastisk underholdende, og som mener, at to timers ugentlig mandehørm burde være en menneskeret”. Således skriver forlaget Siesta som appetitvækker i omtalen af bogen, og så skulle niveauet vist ellers være lagt, men…! Bogen er noget så sjældent som en kloning af en selvudviklingsbog, mellem det at være en drengerøv og samtidig et menneske, der ønsker at opnå et højere niveau af ro, lykke og succes ved hjælp af øvelser i begreber som selvransagelse, selvfordybelse og nærvær. Alt sammen medvirkende til at skabe de forandringer i livet, som mange måske drømmer om. Bogen baserer sig i høj grad på forfatterens egne erfaringer og oplevelser.

/Benny

Ragnarok bevidnet


Dagerman, Stig
Efterår i Tyskland
1. udgave Kbh. : People's Press
2012. - 183 sider

Den svenske forfatter og journalist Stig Dagerman rejser i 1946 til resterne af det stortyske rige for at skrive en række førstehåndsindtryk til dagbladet Expressen. Hvad han så og oplevede på turen er udenfor enhver menneskelig fatteevne. Det totale kaos og kollaps og nederlagets ubønhørlighed skildres med journalistisk præcision og forfatterens syn for indtryk og stemninger. Den ene tyske storby er værre end den anden. Ruiner, apati og modløshed og fornedrelsens offermentalitet er åbenlyst tilstedeværende og Dagerman går ikke på kompromis med at tage stilling til rædslerne. Det er enestående beretninger fra en ”neutral” svensker, der først nu foreligger på dansk. Hævn- og hadfølelser har naturligt nok blokeret for at de andre involverede parter i krigen har været i stand til blot nogenlunde objektivt at skildre de grusomme eftervirkninger af den totale krig. Tænk blot på, hvor mange år der skulle gå før det overhovedet kunne komme på tale at føre dokumentation for, at Dresden mod krigens slutning sandsynligvis blev totalt pulveriseret i det, der kunne kaldes et rent terrorbombardement!

/Benny

Wall Street


Wimmer, Per
Wall Street
1. udgave, 2011
144 sider 

Per Wimmer er 41 år, millionær og indehaver af investeringsbanken Wimmer Financial i London. Han har to studenterhuer, eksamener fra både Københavns Universitet, Europakollegiet i Brügge, University of London og Harvard, og imellem studierne har han arbejdet som assistent for EU-kommissær Henning Christoffersen i Europakommissionen og som konsulent for McKinsey. Fra Harvard blev han headhuntet til en stilling som investeringsrådgiver og siden afdelingsdirektør i investeringsbanken Goldman Sachs. I 2007 etablerede han sin egen investeringsbank, Wimmer Financial, der har til huse på Oxford Street i London.

Per Wimmer kritiserer i sin bog de mennesker, der på børsen i New York og i financieringsselskaberne skalter og valter med almindelige borgeres økonomi. Vi læser historien om den bristede boligboble og medfølgende nedtur, der fra USA spredte sig til resten af verden. Hvordan der blev givet lån til mennesker, der ikke havde nogen som helst chance for at betale tilbage, hvordan hver transaktion udløser bonus til topfolk i banker og finansieringsselskaber lige meget om de forskellige låneaftaler er ”bæredygtige” eller ej, hvordan lån ”pakkes” og nærmest som kædebreve sælges videre til pensionsselskaber og lignende, hvordan lån geares (dvs. at man med sikkerhed i en dollar låner yderligere ni – samme metode der var medvirkende til 1929 krakket), alt sammen i ligefremt og forståeligt sprog, hvilket gør, at bogen kan læses af hvem som helst uden nogen særlig økonomisk viden. 

Endelig peges der på mulige og kommende bobler, og hvad og hvem det er, der skaber disse bobler. Rystende læsning fra en ”insider”, der ikke lægger fingrene i mellem …

Læs den før du går i banken!

/simon