tirsdag den 17. november 2015

Vejen til et lykkeligt liv ifølge verdens største pessimist.

Det løber mig efterhånden klamt ned af ryggen, hver gang jeg får stukket en bog i ansigtet, der fortæller om
hvordan man får et lykkeligt liv. Mængden af selvhjælpsbøger af mere eller mindre seriøs karakter,  har vokset os alle over hovedet, og minder mere og mere om en ustoppelig industri der udnytter svaghed, utilstrækkelighed og frygt til,  at vride hver en skilling ud af os.

Alle handler de bøgers budskab kan sammenfattes således;  Man skal tage ansvaret for sit eget liv og selv skabe sine succeser og derigennem blive lykkeligere og få drømme til at gå i opfyldelse. Færdig-bum!!
Hvorfor gå og vente med mundvigen dryppende af galde og malurt, når du kan tage en bid af denne bog?

Den pessimistiske filosof Arthur Schopenauer skrev i en årrække en række på 50 aforismer, som omhandler Det Lykkelige Liv. Forstået som et liv med fravær af de helt store ulykker. Mange af rådene har man hørt før i den moderne, letkøbte og lalleglade version. Men hos Schopenauer er de serveret med en filosofisk prægnans, der perspektiverer begrebet lykke, som andet end at fise rundt på en overflade af oplevelser og selvrealisering.

Nogle af aforismerne kan synes gammeldags, og bedagede. Og det er de også. Men ind imellem glimter der en pointe eller to, der er mere håndgribelige og troværdige, end alle Ole Henriksens mediestyrede danse-moves. Tilsammen!






tirsdag den 6. oktober 2015

Grotesk og fængslende krimi.


Jeg er absolut ikke i tvivl om, at jeg bør anbefale denne groteske, fandenivoldske og dybt underlige krimi. Og dog er jeg lidt i tvivl, for jeg ved ikke rigtigt hvad der ramte mig ved læsningen. Måske var det den sorte, underspillede og karnevalistiske humor. Eller det iskolde portræt af den ækle mentalitet hos folk, i et samfund i moralsk opløsning. Eller den mageløse beskrivelse af sjælevandring, blandt andet som følelsen af, at der skubbes is ind i kroppen, og ud af kroppen.
Eller fornemmelsen af at sidde i et first-person shooter spil , hver gang situationen spidser til. Eller den atmosfære af mareridt der blæser gennem siderne, som kulden fra den sibiriske tundra.

Den russiske forfatterinde Ljudmila Petrusjevskaja udgav Nummer et - eller i andre muligheders haver allerede i 2004, og nu er den endeligt udkommet på dansk. Hun har en spændende historie, og er selv fuld af spændende historier. Jeg kender hende som et godt kryds mellem den skingrende vanvittige surrealist Daniil Karhms og den store Fjodor Dostojevski. Alene hendes novelle samling Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos barn ihjel er et studie i grænselandet mellem surealisme og realisme.

Hovedpersonen i Nr et... er en midaldrende etnograf der er i færd med at udforske et uddøende folkefærd, Entterne. Samtidig er han i færd med at udvikle et computerspil. Han får bevilliget nogle penge af sin depraverede og korrupte institutchef. De penge bliver stjålet en morgen i metroen. Resten kan ikke genfortælles, men skal opleves ved sær/selvsyn.

En i sandhed  underholdende underlig roman, med en social og politisk indignation over nutidens Rusland.

torsdag den 24. september 2015

Spændende Booktalk på Biblioteket.

I samarbejde med biblioteket afholdte Kirsten Holmehøj onsdag d. 23. september en læser-til-læser booktalk på Hørsholm Bibliotek. Udover en hyggelig og inspirerende atmosfære, bidrog dagens booktalk til  to timers snak om spændende litteratur, de store følelser og den styrke man kan finde i den gode litteratur.


Følgende bøger blev anbefalet af de læselystne booktalkere. Du kan klikke dig ind på forfatternavn og titel,  for at komme ind og reservere bogen.

Erling Jepsen: Hovedløs sommer.

Erling Jepsen er blevet folkeeje siden filmatiseringerne af hans 2 romaner Kunsten at græde i kor og Frygteligt lykkelig. Han har skrevet skuespil siden 1970'erne, og begyndte at skrive romaner i slutningen af 1990'erne. Heldigvis for os.
I Hovedløs Sommer, fortæller Erling Jepsen en gyser om den moderne families dynamik.




Emma Healey: Elizabeth er forsvundet.

Gennemført og fascinerende roman om demens set indefra, der i sig selv er rørende og interessant læsning, og som endda løftes lidt ekstra af et diskret krimiplot.






Matthew Thomas: Vi er ikke os selv.

 Vi følger kvinden Eileen fra hendes barndom i et kvarter i New York i 1940'erne. Som datter af to alkoholikere vokser hun op med nogle forventninger om at leve anderledes end sine forældre. Forventningerne bringer hun ind i sit ægteskab og til sin eneste søn. Disse forventninger indfris langt fra, især da hendes mand rammes af alzheimers i en tidlig alder. En hjerteskærende historie om en lille families kamp med faderens sygdom.



Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser

Bestseller og sublim fortællerkunst i et. Romanen er yderst velskrevet, sproget er fyldt med finesser - det var kort sagt en fryd. Alle personer, dialoger og omgivelser er levende, realistiske og yderst vedkommende.
Tjingiz Ajtmatov: Dzjamilja

En lille perle af en roman der foregår i en Kirgisisk landsby under 2. verdenskrig. På trods af at tonen er fremmed, forstår man at kærligheden er en universel præmis ved livet. De elskende mødes, de begynder at synge og pludselig har vi verdens smukkeste kærlighedhistorie i øjnene. Den er så kort, at man kan læse den flere gange. Det bliver den bare dobbelt så god af..





Lotte Dalgaard: Det svageste led.

Anden del af lotte Dalgaards serie om Trine Lyng. Hvis du står og tripper efter at få fingrene i en ny, spændende læeoplevelse, så kan du med fordel tage hul på denne serie.

tirsdag den 1. september 2015

Verdens smukkeste kærlighedshistorie.

Kunne jeg skrive så smukt om kærlighed, sad jeg ikke og skrev om en bog om kærlighed, der er så
smukt skrevet, at jeg simpelthen er nødt til at skrive om den. Selvom tonen er fremmed (handlingen foregår i en lille Kirgisisk landsby under 2. verdenskrig. Der er ikke meget jeg kan identificere mig med her), bliver jeg bekræftet i, at der findes fundamentale, menneskelige præmisser hvis udtryk er ens på tværs af tid og sted.


Jeg taler om romanen Dzjamilja fra 1958, der endeligt er blevet oversat og udgivet. Det er den kirgisiske forfatter Tjingiz Ajtmatov der er ophavsmanden til denne smukke historie, som den franske forfatter Louis Aragon kaldte for den smukkeste kærlighedshistorie i verden.


Landsbyen er tømt for de våbenføre mænd, der er ved fronten for at kæmpe mod tyskerne. Den 15-årige Seit arbejder sammen med  hans meget livlige, og smukke svigerinde Dzjamilja i marken for at høste korn. Kornet er vigtigt for landets krigsindsats mod tyskerne.
På et tidspunkt bliver de to sat til at køre korn til en opsamlings-station. De får selskab af den indesluttede og tavse soldat Danijar, der er blevet såret og gjort ukampdygtig ved fronten. Det er under en af disse ture, at Danijar begynder at synge. Den transformation Seit, Dzjamilja og selve historien går igennem herved, er helt igennem magisk. Man lades måbende tilbage.


Dzjamilja er en særlig oplevelse, man sjælden kommer ud for. Bogen er, med sine cirka 80 sider, overskuelig at komme igennem, og man gør sig selv en tjeneste at læse den igen. Det bliver den bare dobbelt så god af.

Du kan bestille bogen her.

/Michael






onsdag den 5. august 2015

Verdenen tumler rundt - en historie om linedans.

En enlig skikkelse på en line, mellem de to legendariske tårne i den travle storby New York. Det er en linedans der danner rammen om en gruppe menneskers fortællinger i romanen ”Lad kun verdenen tumle sig” af Colum McCann. 

Den ensomme linedanser er den verdensberømte wire-kunstner, Phillippe Petit, der den 7. august 1974  gik en 45 minutter lang tur på en udspændt wire mellem de to tårne, der var kendt som World Trade Center. Hele otte ture frem og tilbage blev det til, før han overgav sig til politiet.

Vi følger den traumatiserede dommer-frue, hvis mand skal dømme Phillippe Petit.  Vi følger den irske munk der har besluttet sig for at redde en gruppe af byens prostituerede. Og hans bror der er taget til New York i et forsøg på at forstå ham.
Vi følger et ungt kunstnerpar, der forsøger at holde sig fra de stoffer der gjorde deres 1960’ere til en syret leg. Vi følger den afroamerikanske kvinde, der har mistet sin søn i vietnam, og nu forsøger at bearbejde sorgen i en sorggruppe, sammen med føromtalte dommer-frue.

Og vi følger naturligvis  Phillippe Petit i planlægningen og udførslen af hans berømte stunt. Som læser tror man ikke på, at dette spraglede persongalleri kan knyttes sammen, og gøre historien hel. Men det kan den. Så siger jeg ikke mere om det.

Bogen er et skønt og rørende eksempel på, at den rodede, tumlende verden kan være ubarmhjertig, uretfærdig, ufin, uligevægtig og uanstændig.  Men samtidig ustandseligt giver mening  i en tilsyneladende tilfældig linedans mellem himmel og afgrund.

Skulle du få lyst til at vide mere, kan jeg anbefale James Marshs dokumentarfilm om Philippe Petit, Man on wire. Et portræt af en forfængelig ener.

/Michael

tirsdag den 28. juli 2015

De hårdtprøvede sønderjyder

Efter folketingsvalget for nylig ville københavnerforargelsen ingen ende tage overfor sønderjyderne, der for en stor dels vedkommende havde stemt på Dansk Folkeparti. Det lod ikke til at gøre større indtryk på de gæve sønderjyder, der havde haft deres grunde til at stemme, som de gjorde. I det hele taget er der langt fra magtens centrum i hovedstaden til denne, vores historiemæssigt mest stormomsuste landsdel.
Journalisten Søren Flott har på Gyldendals Forlag for nylig udgivet bogen ”Sønderjylland besat” om Sønderjyllands besættelse og tiden derefter. Historien gengives ud fra fem hovedpersoners synspunkt: Embedsmanden, officeren, hjemmetyskeren, politikeren og modstandsmanden. De forskellige perspektiver på historien viser også med al tydelighed, at fronterne i landsdelen var trukket væsentligt hårdere op end i resten af landet. Der er tale om en letlæst og veldokumenteret fremstilling, som måske ikke bringer noget væsentligt nyt, men alene p.g.a. sin form burde kunne tiltrække historieinteresserede læsere udenfor landsdelen. Anbefales varmt!

Andre bøger af Søren Flott:  Danskeren der ville dræbe Hitler (2012), Mamma doc (2011), De danske tigre (2009), Afhopperen (2008).

/Benny

torsdag den 9. juli 2015

Næste gang turen går til København

46.3
Det skjulte København
Johanne Steenstrup, Klaus Dahl
Jonglez, 2015
223 sider

Biblioteket har lige fået en anderledes turguide om København. Den er fyldt med finurlige og overraskende seværdigheder langt fra de slagne turistfælder. Bogen er opdelt i geografiske afsnit med præcise adresser og oplysning om adgangsforhold og offentlige transportmidler i nærheden. Hvem vidste f.eks. at rockguitaristen Link Wray ligger begravet i krypten under Christianskirken på Chritianshavn? Eller hvor 30 landsforrædere fik eksekveret deres dødsdom efter krigen? Eller at gitterværket ved kolonnaderne på Amalienborg i gamle dage skulle forhindre mandspersoner i at lade vandet op af de kongelige bygninger? Sådan er guiden fyldt med overraskende oplysninger, og man bladrer lystigt igennem enten for selv at opsøge fænomenerne, eller blot for god underholdnings skyld.

/Benny

fredag den 3. juli 2015

Kunst med et glimt i øjet

72
Carlsen, Peter
Peter Carlsen - realitymaleri 
Kastrupgårdsamlingen
Randers Kunstmuseum, 2015
106 sider

Maleren Peter Carlsen fyldte 60 i år. I den anledning er der udgivet et udstillingskatalog over et repræsentativt udsnit af kunstnerens værker, der har været og bliver udstillet på henholdsvis Kastrupgårdsamlingen og Randers Kunstmuseum i løbet af året. Peter Carlsen kalder sig selv for realitymaler og er helt sikkert inspireret af ekstremrealister som f.eks. Edward Hopper. Hans værker er fyldt med selvironi og humor og med et godt blik for nogle af samtidens paradokser. Mange af os kan ikke lade være med at se lidt af ”Villy” i os selv, og det tror jeg faktisk også er meningen! Ud over selvfølgelig at gengive billederne giver kataloget også en udmærket indføring i Carlsens karriere og hans specielle univers. En andeledes og meget spændende kunstbog efter min mening.

/Benny

fredag den 26. juni 2015

Det tilslørede folkemord : den arabiske slavehandel i Afrika

98.3
N'diaye, Tidiane
Det tilslørede folkemord : den arabiske slavehandel i Afrika
Ellekær, 2015
271 sider

Det tales der ikke så meget om i den arabiske verden. Det er ikke nogen køn historie, vi her præsenteres for. Beretningen om 1000 års muslimsk-arabisk slavehandel, der iflg. forfatteren kostede over 17 millioner afrikanere livet. Araberne ønskede ikke en sort befolkning i deres områder og for at undgå dette, blev de mandlige slaver kastreret og spædbørn slået ihjel på den mest barbariske vis. Samtidig hærgede araberne i Nordafrika, hvor de fik fodfæste og den dag i dag er medvirkende årsag til religionsstridigheder i regionen. Forfatteren er fransk-senegaleser og selv muslim, så han må æde noget af en kamel (undskyld udtrykket!) i forbindelse med afsløringerne, der bekvemt og behændigt er blevet fortiet godt og grundigt i den muslimske verden, idet hovedfokus i historieskrivningen har været på den transatlantiske slavehandel. Bogens pointe er klar: Historisk retfærdighed (sandhed) må aldrig underlægges selektiv hukommelse og historiens rædsler aldrig glemmes.

/Benny


torsdag den 21. maj 2015

Download vores nye inspirationshæfte

Dugfriskt fra pressen kan du her hente vores anbefalinger til dig. Vi giver gode tips til læsning, lytning og film/serier.


tirsdag den 14. april 2015

Graphic novels er det nye sort

Jeg er en af bibliotekarerne på Hørsholm bibliotek som læser mange tegneserier eller graphic novels, som man også kalder dem. Både dem til voksne, ungdomstegneserier og nogle gange dem til de lidt større børn. Der er dog også udgivet nogle helt fantastiske og fantasifulde billedbørnebøger som jeg nyder at kigge i og læse. Det er jo netop det visuelle, der tiltrækker ved tegneserierne. Men det er ikke altid nok, der skal også være en god historie som fanger læseren. Rigtig ofte er det sproget og den humor, forfatteren bruger, der kan gøre en tegneserie helt formidabel. Jeg beskæftiger mig mest med de nyere udgivelser, og ikke så meget de gamle klassikere, og jeg har den ære (!) at indkøbe nye tegneserier til biblioteket på engelsk. Det tager som bekendt altid noget tid, før værker bliver oversat til dansk (mange gange bliver de slet ikke oversat), og jeg er af den holdning, at hvis jeg kan læse noget på originalsproget, så gør jeg det - derfor er det vigtigt at have graphic novels på engelsk, lige såvel som vi har romaner og faglitteratur på engelsk.

Her følger nogle af de graphic novels og lignende, visuelle udgivelser (både danske og udenlandske) jeg har læst inden for det sidste år, som jeg varmt kan anbefale at man kaster sig ud i. Både hvis man er nybegynder inden for genren, og hvis man er garvet "comic book nerd". De fleste af dem kan du låne på Hørsholm Bibliotek.

Til voksne (og unge):

Horneman, Lars
Når jeg ikke er til stede
Kbh. : Cobolt, 2014.
Ca. 80 sider




Tag med på en poetisk Peter Pan-lignende flyvetur over Københavns tage, løb med på en tur gennem Frederiksberg Have eller dyk ned i nogle af de andre øjebliksbilleder fra et mandeliv i dagens Danmark, anno 2014







83
Vehlmann, Fabien
Beautiful darkness
[Montréal, Quebec] : Drawn & Quarterly, 2014
94 sider






"A fairytale where the darkness is only natural: the real world of Beautiful Darkness not only includes but embraces decay, calm indifference, and animals who act like animals, just like life - and death. And neither its prince or princess are quite what we expect. Read it outdoors for maximum effect."--Kathe Koja, author ofThe Cipher andUnder the Poppy.




83.8
Vaughan, Brian K.
Saga
Berkeley, Calif. : Image Comics, 2012




Et umage par fra to verdener i intergalaktisk krig jages gennem universet af lejemordere. Deres eneste ønske er at finde et fristed, hvor de kan leve i fred med deres barn.








83.8
Fraction, Matt
One weird trick
Berkeley, Calif. : Image Comics, 2014
Ca. 140 sider
(Sex criminals ; volume 1)




Suzie's just a regular girl with an irregular gift, when she has sex, she stops time. One day she meets Jon and it turns out he has the same ability. And sooner or later they get around to using their gifts to do what we'd all do, rob a couple banks.








Kurtis J. Wiebe & Roc Upchurch
Rat Queens
Vol. 1: Sass & Sorcery (Rat Queens Vol. 1: 1-5)
Image Comics, 2014
128 s.


Who are the Rat Queens? 

A pack of booze-guzzling, death-dealing battle maidens-for-hire, and they're in the business of killing all god's creatures for profit. 
It's also a darkly comedic sass-and-sorcery series starring Hannah the Rockabilly Elven Mage, Violet the Hipster Dwarven Fighter, Dee the Atheist Human Cleric and Betty the Hippy Smidgen Thief. This modern spin on an old school genre is a violent monster-killing epic that is like Buffy meets Tank Girl in a Lord of the Rings world on crack!



83.8
Brown, Jeffrey
Clumsy
Marietta, Ga. : Top shelf productions, 2002
224 sider







Clumsy is the bittersweet story of a year long, long distance relationship, told through snippets of everyday life, drawn in a simple and elegantly awkward style that heightens the emotional impact and leaves you reminiscing about your own past love affairs.





Til unge:


G. Willow Wilson & Adrian Alphona
Ms. Marvel : no normal
New York, NY : Marvel Worldwide, Inc., 2014
120
(Ms. Marvel ; 1)





Kamala Khan, a Pakistani American girl from Jersey City who lives a conservative Muslim lifestyle with her family, suddenly acquires superhuman powers and, despite the pressures of school and home, tries to use her abilities to help her community






83.8
Brosgol, Vera
Anya's ghost
New York : First Second, 2011
221 sider




Anya, embarrassed by her Russian immigrant family and self-conscious about her body, has given up on fitting in at school but falling down a well and making friends with the ghost there just may be worse.






83
Tamaki, Mariko
Skim
London : Walker Books, 2009
141 s.

The time is the early 1990s, the setting a girls' academy in Toronto. Enter "Skim," aka Kimberly Keiko Cameron, a not-slim, would-be Wiccan goth. When her classmate Katie Matthews is dumped by her boyfriend, who then kills himself, the entire school goes into mourning overdrive. It's a weird time to fall in love, but Skim does just that after secret meetings with her neo-hippie English teacher, Ms. Archer. When Ms. Archer abruptly leaves the school, Skim has to cope with her confusion and isolation, as her best friend, Lisa, tries to pull her into "real" life by setting up a hilarious double date for the school's semi-formal. Skim finds an unexpected ally in Katie. Suicide, depression, love, being gay or not, crushes, cliques of popular, manipulative peers ?


Kibuishi, Kazu
Amulet
[Kbh.] : Carlsen, 2007 (Carlsen graphic novels)





Emily og Navin flytter sammen med deres mor ind i et gammelt hus, der har tilhørt deres oldefar. De finder en magisk amulet, og umiddelbart efter forsvinder moderen i husets dybe, dybe kælder.







Til børn:


Tan, Shaun
Sommerregler
[Helsingør] : ABC, 2014
Ca. 50 sider
Originaltitel: Rules of summer






To små drenge leger sammen en lang sommer, men der er nogle regler, som det er klogt at følge!







83.8
Underwood, Deborah
The quiet book
New York : Houghton Mifflin Books for Children, 2010
32 sider




From the quiet of being the first one awake in the morning to "sweet dreams quiet" when the last light is turned off, simple text explores the many kinds of quiet that can exist during the day.








Buchholz, Quint
I bøgernes land
[Helsingør] : ABC, 2013
60 sider





Tag på en billedrejse ind i bøgernes mangfoldige og forunderlige verden. I 30 illustrationer og tekst hylder den tyske kunstner Quint Buchholz bogens og læsningens glæder






Tan, Shaun
Det røde træ
[Helsingør] : ABC, 2013
32 sider






Nogle dage begynder, uden at der er noget som helst at se frem til...

tirsdag den 24. marts 2015

Savnet

Michael Katz Krefeld
Savnet
krimi 2014
366 sider

Bogen omhandler den tidligere politimand, Thomas ”Ravn” Ravnsholdt, der opsøges af Louise, som er søster til den forsvundne Mogens Slotsholm. Hun ønsker hjælp til at finde og rense sin bror, som efter at have begået underslæb hos sin arbejdsgiver, satte kurs mod Berlin, hvor han forsvandt. Ravn og Louise tager herefter til Berlin og så starter en farefuld jagt på sandheden. Jagten bringer dem på sporet af en gammel sag, hvor en uskyldig familie blev et af Stasis sidste ofre og hvor der er tråde frem til nutidens efterforskning. 
”Savnet” er det andet selvstændige bind om den tidligere politimand, Thomas ”Ravn” Ravnsholdt. Efter at hans kæreste Eva blev dræbt, lever han på en husbåd og forsøger at få styr på sit liv. Lidt ligesom Jo Nesbøs Harry Hole, er det ”Ravns” skæve karakter, der er med til at fange læseren. Bogen skifter i tiden mellem 1989 og nutiden, hvilket giver en glimrende forståelse for plottet. 

Michael Katz Krefelds evne til at beskrive Stasi og dets ageren omkring murens fald er bemærkelsesværdig god, men fylder også en del af bogen. Derfor har læsere, der har en historisk eller politisk interesse en klar fordel. Bogen holder spændingsniveauet hele vejen i gennem og er klart anbefalelsesværdig. Den har alle elementerne, hvad man kan forvente af en spændingsbog, når det er bedst.

/Niels

En mand der hedder Ove

Backman, Fredrik
En mand der hedder Ove
Kbh. : People's Press, 2013
357 sider

Bogen handler om Ove, en lidt speciel mand på 59 år, der er vred på livet og egentlig bare ønsker at slutte det.  I sit parcelhuskvarter holder han sig bare for sig selv og passer sit eget, hvilket ofte er at kontrollere, at alle kvarterets regler bliver overholdt. Ove har i et halvt år været enkemand og forsøger stadig at takle sin sorg, efter at have mistet sin Sonja, som var lyset i hans ellers lidt sort-hvide verden. Bogens tragiskkomiske indgangsvinkel gør imidlertid at hans gøremål og planer gang på gang bliver forstyrret af udefrakommende faktorer. Som for eksempel hans bestemte og højgravide nabo, Paveneh, der sammen med sin mand Patrick, sætter beslag på Oves tid og hans tålmodighed. Tvunget ud i atypiske situationer, som eksempelvis at hjælpe at herreløs kat eller pludselig stå i problematikker med uvelkomne naboer, gør at Ove efterhånden må tage sine selvmordsplaner op til revidering og ændre sin livsanskuelse. ”En mand der hedder Ove” er en livsbekræftende bog med fokus på det lidt skæve, men til tider også sjove sider af tilværelsen. Denne bog kan klart anbefales.


/Niels 

mandag den 16. marts 2015

Immigrantfortællinger

Kaminer, Wladimir
Russerdisco : fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader
[Kbh.] : Korridor, 2014
192 sider

Vores fortæller er jøde og russisk immigrant, der lige er blevet sluppet ind i Øst-Berlin i de hektiske dage før murens fald. Vi følger ham og flere af hans landsmænds møde med Vesten samt andre immigranter fra hele verden. Berlin er en heksekeddel på det tidspunkt, og den noget måbende hovedperson beretter om de besyndelige hændelser fra hverdagen, der optager hans russiske sind, præget af såvel humor som pessimisme. Der bliver skyllet godt efter med vodka ind imellem!
Der er tale om fragmentariske anekdoter, oprindelig udgivet i avisklummer i perioden 1990-2000. Bogen kom første gang i 2000 og er blevet lidt af en kult-klassiker. Først nu på dansk, virker den ikke længere så frisk og aktuel, desværre. Men læs den alligevel. Den er meget underholdende og morsom og giver et godt tidsbillede af det multietniske kaos, der opstod i kølvandet på de store omvæltninger i Øst.

/Benny

onsdag den 11. februar 2015

Til lykke, Ulrik Høy.

Således indledte ronkedoren Klaus Rifbjerg sin ”fødselsdagshilsen” i Information til en anden stor ronkedor, Ulrik Høy, da han fyldte 60 i 2005. Herefter fulgte en relativ mild tilsvining af Rifbjergske dimensioner af denne, en af højrefløjens skarpeste klummeskrivere. 
10 år senere fylder Ulrik Høy nu 70, og i denne forbindelse er der udgivet en samling klummer og artikler fra Weekendavisen i perioden 1986-2011, 70 i alt. De er udvalgt af de tidligere kolleger Arne Hardis, Hans Mortensen og Poul Pilgaard Johnsen. Ulrik Høy er ubetinget en af dansk journalistiks store skribenter, og selvom man muligvis ikke er enig i hans politiske ståsted (medstifter af CEPOS i 2004) kan man ikke undgå at respektere hans skriverier, der både bærer præg af stor viden, humor og en lyrisk og poetisk tilgang til stoffet. Det er tekster, der fortjener at blive bevaret for eftertiden, og jeg har det selv sådan, at jeg i mange år glædede mig til at læse hans klumme bag på kultursektionen i Weekendavisen. Desværre blev Ulrik Høy ”sparet” væk hos Berlingske Media sidst på sommeren i 2012. Nyd denne enestående samling af artikler, der vedholdende og insisterende bl.a. var med til at få rehabiliteret  historieprofessor Bent Jensens gode navn og rygte.

Høy på ord : 70 perler og platugler. – 2014. 199 sider.

/Benny

tirsdag den 27. januar 2015

Historisk pragtværk af dimensioner.

Danske Kongegrave I-III, redigeret af Karin Kryger. 

Museum Tusculanums Forlag, 2014.

I slutningen af 2014 udkom der i stilhed et pragtværk af dimensioner. Danske Kongegrave i 3 bind blev påbegyndt helt tilbage i 1992 som et forskningsprojekt iværksat af Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker og foreligger altså her nu som det første af sin art med en samlet beskrivelse af nationens kongegrave, fra Gorm den Gamle til Frederik 9. og dronning Ingrid. I et historisk perspektiv er værket en fortløbende gennemgang af både dansk historie og kunsthistorie samt relationerne til det europæiske. De 27 forfattere er alle eksperter på hver deres område, og selv om bøgerne hviler på et videnskabeligt grundlag er de skrevet med den brede offentlighed for øje. Indrømmet, der er ikke tale om godnatlæsning i sengelampens skær, men et værk af blivende værdi for den historisk interesserede, et opslagsværk, et standardværk til opgaveskrivning og måske et værk til inspiration for ture rundt i landet. Bent Blüdnikow kvitterede med 5 stjerner i Berlingske d. 7. dec. 2014. Det er samtidig en stor opmuntring for bogens verden, at det stadig er muligt at udgive fagbøger af en sådan kvalitet!

/Benny