Joumana Haddad: Jeg dræbte Sheherezade: en vred arabisk kvindes bekendelser

Haddad, Joumana:
Jeg dræbte Sheherezade: en vred arabisk kvindes bekendelser
Tiderne Skifter, 2011. 
139 sider


Kort resumé:
Den libanesiske forfatter, poet og redaktør Joumana Haddad, gør op med vestlige fordomme i en række betragtninger om kvindens rolle og identitet i den arabiske verden, baseret på hendes egne erfaringer og udvikling.


Marianne siger:

Dette er en lille bog i tykkelse men med meget indhold som kan bruges til diskussion i en læsekreds. Der findes ikke andet på dansk skrevet af en arabisk kvinde om, hvordan arabiske kvinder lever og opfatter verden. 
Som en anmelder skriver, at læse Jeg dræbte Shererezade er som at betragte en vild og rasende kvinde, som med vellyst smadrer alt sit nedarvede musselmalede porcelæn.
Haddad er nok ikke en gennemsnitlig kvinde, da hun er en af de modige af slagsen. Hun er en libanesisk kvinde som er kulturredaktør ved et libanesisk dagblad og har udgivet et meget kontroversielt magasin der heder Kroppen. Det tager mange tabulagte emner op såsom flerkoneri og tvangsægteskaber og bringer desuden erotiske noveller.


Bogen er en række essays hvor hun bruger sin egen historie til at fortælle om sin arabiske, identitet, kvindelighed og religion.
Sheherezade, prisessen fra 1001 nat skal dø, for det hun gjorde for at overleve var at tækkes manden, og kun ved at hun forsvinder bliver der håb for, at de arabiske kvinder bliver frigjorte med selvstændig tankegang.


Det burde være obligatorisk læsning for alle de mennesker som forsøger at frelse den muslimske kvinde, uden først at tage et langt og selvkritisk blik på de kulturelle stereotyper og fastlåste kønsopfattelser, som de selv slæber rundt på.


Det er en vred arabisk kvindes bekendelser og derfor en meget anderledes bog, som er sjov og spændende.

Thorstein Thomsen: Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine

Thomsen, Thorstein:

Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine

Rosinante, 2011.

429 sider

Kort resumé:
Biografisk roman om teater- og filminstruktøren Douglas Sierck, født Detlef Sierck, der voksede op i Hamborg med danske forældre, men senere måtte flygte til USA med sin jødiske kone, hvor han gjorde karriere i Hollywood efter mange trængsler.

Marianne siger:
Denne bog bygger også på en virkelig begivenhed, for det er en biografisk roman om den dansk/tyske teater- og filminstruktør Detlef Sierck som senere skifter navn til Douglas Sierck. Han var en ung teaterinstruktør i Tyskland og arbejder sammen med store navne som Bertolt Brecht og Max Reinhardt, men han må ved nazisternes magtovertagelse flygte til USA med sin jødiske kone. Tilbage i Tyskland bliver hans søn, som han har med sin første kone. Der skal gå mange år i USA, inden der kommer glamour over hans tilværelse og bliver  en kendt film instruktør til mange film. Det må være en af hans film der har inspireret Thorstein Thomsen til at dykke ned i Douglas Sirks livshistorie om krig og kærlighed og fortabte sønner.

Thorstein Thomsen siger i forordet, at han har været i tvivl om han turde skrive historien, da han synes, at historien er for stor og han for lille. Den har fået blandede anmeldelser, men jeg må nu sige, at jeg blev grebet af historien og samtidig klogere på et spændende menneske, Douglas Sierck.

Henrik Strube: Violinbyggeren

Strube, Henrik:
Violinbyggeren
Lindhardt og Ringhof, 2011. 
347 sider


Kort Resumé:
Historien om den morddømte Sonny, der begynder at bygge violiner under afsoningen af sin 16 år lange dom. Midt i det rå fængselsmiljø, blandt hårde kriminelle, udviser Sonny stor opfindsomhed for at realisere sin drøm. Et bud på hvorfor nogen fortabes i druk, depression, kriminalitet og dårlige relationer, mens andre bevarer glæden ved livet trods alle udfordringer.


Marianne siger:

Her er tale om en fortælling som bygger på en rigtig begivenhed. Den handler om den småkriminelle Sonne som arbejder som taxichaffør og pengeopkræver for nogle grimme narkohandlere. Han er alene med sin søn på 16, som han håber ikke vil komme i samme miljø som han selv. I en dum situation hvor Sonny bliver for ophidset kommer han til at skyde en narkoman og han ryger i fængslet med en dom på 16 år. Som læser får man et meget godt indtryk af livet indenfor fængslets mure, og det er et hårdt miljø. Sonny som godt kan lide at være lidt alene får den ide, at han vil bygge en violin. Godt hjulpet af en bibliotekar og en korleder får han langsomt et selvværd til at spire, og det er rørende, da han endelig bliver færdig med violinen, og den skal afprøves af en professionel violinspiller.


Det er en meget vedkommende og hjerteskærende fortælling om dem inde i fængslet og os, som så let som ingenting kan ende på den forkerte side af muren.

Kirsten Thorup: Tilfældets gud

Thorup, Kirsten:
Tilfældets gud
Gyldendal, 2011. 
314 sider


Kort resumé:
Ana er velhavende dansk karrierekvinde, som går ned med stress. Hun forsøger at finde en mening med sit eget liv ved at sponsere en uddannelse for en ung gambiansk kvinde, men projektet går helt galt.


Marianne siger:
Kirsten Thorup er i sit forfatterskab ofte optaget af, hvad der styrer mennesket, og det gør hun også her ud fra en ny synsvinkel. Bogens hovedperson er 42-årige Ana, som er en succesfuld karrierekvinde i et multinationalt firma i København. Hun er alene og lever og ånder for sit arbejde. Men for at slappe lidt af tager hun en charterferie til Gambia, og her møder hun den fattige pige Mariama som sælger frugt på stranden. Hun bliver så optaget af pigen, nærmest besat og vil gøre alt for at sponsorere en uddannelse til pigen. Det skal selvfølgelig vise sig ikke at være nogen let sag. Efter lang tid får Mariama indrejse visum til London, og Ana flytter derover for at følge hende. Mariama er blevet som en adoptivdatter for Ana, men at få en teenagedatter fra Afrika, er ikke let.


Tilfældets gud konfronterer rig og fattig, sort og hvid, den stærke med den svage og spørger hvem er i sidste ende den stærkeste af de to? Det er en meget medrivende fortælling, som man samtidig bliver meget globalt klog af.

Orhan Pamuk: Uskyldens museum

Pamuk, Orhan:
Uskyldens museum
Gyldendal, 2011. 
518 sider


Kort resumé:
Rigmandssønnen Kemal er forlovet med den rigtige pige, men møder en fjern og meget smuk kusine, som han bliver vildt forelsket i . Historien handler om denne besættelse, og hvad den gør ved hans liv. Men også om byen Istanbul.


Marianne siger:
Jeg har længe gerne villet læse noget af Pamuk, og da jeg nu har været en tur i Tyrkiet, måtte det være. Så kom denne bog i sommer; ”Uskyldens Museum”, som lød til at være en dejlig kærlighedshistorie. Det er det så sandelig også, men den er meget lang og fuld af smerte og ulykkelig kærlighed.
Alt begynder ellers godt. Rigmandssønnen Kemal skal forloves med Sibel som har den rigtige familiebaggrund og er uddannet i Paris. Kort tid inden forlovelsesfesten møder Kemal en fjern kusine Füsün på kun omkring 18 år, og hun er gude smuk. Kemal bliver fuldstændig fortabt i hende og oplever en intens kærlighed og erotik i en kort tid inden han bliver forlovet med Sibel. Selvom Sibel også er en skønhed, kan han ikke glemme Füsun, og forsøger at opsøge hende, men hun er forsvundet, væk fra Istanbul. Igennem hans søgen i Istanbul får man et godt kendskab til byen. Kemals totale optagethed og jagt på Füsün gør, at hans forlovelse med Sibel må ophæves og han bliver mere og mere indesluttet i sig selv og i jagten på Füsun. Da han omsider finder Füsun er hun selvfølgelig blevet gift, men det afholder ham ikke fra at tro på, at han engang kan få Füsün.


Titlen uskylden museum henviser til alle de ting, som Füsun har rørt ved, og som Kemal samler i sin lille ungkarlelejlighed. Det bliver efterhånden til en meget stor samling.


Samlet set er bogen en meget stor og lang kærlighedshistorie, som jeg ikke vil røbe slutningen på.

Sofi Oksanen: Stalins køer

Oksanen, Sofi:
Stalins køer
Rosinante, 2011

461 sider


Kort resumé:
Pressede livstilstande gennem tre generationer af kvinder har udviklet en ekstrem spiseforstyrrelse hos Anna, som er datter af en estisk mor og en finsk far. Mormoderen Sofia bor i Estland. Også hun har levet på kanten for at overleve Sovjettidens kontrolsamfund.


Sofie siger:
Sidste gang vi holdt Booktalk sagde jeg at hvis jeg kun skulle anbefale én bog, måtte det blive Oksanens ’Renselse’. Jeg er ikke ligeså overvældet af Stalins Køer, som faktisk er hendes debutroman, men den udkom først i Danmark efter Renselsesuccesen. Det virker lidt som om forlaget vil malke koen inden mælken bliver sur. Ingen tvivl, det her ER god litteratur og det er hård kost der bliver serveret, men Renselse er mere velkomponeret.  
Vi er med 'Stalins køer'  i Estland og Finland og bliver rullet ind i idealismernes sammenstød – øst mod vest – Estland kontra Finland – kommunisme kontra kapitalisme. Romanen tematiserer også ære, kontrol og menneskeligt forfald – både samfundsmæssigt, mentalt og fysisk. 
Mændene i borgen er alle liderlige, utro og drikfældige, men det synes hovedpersonen Anna faktisk er lettere at håndtere. Det er det mandebillede hun er vokset op med, så hun bliver utryg når en kæreste ønsker nærhed. Det er jo også svært at agere med spiseforstyrrelsen, når kæresten laver mad og hele tiden vil hygge og nussesnakke.  
Et stort tema i bogen er magt og afmagt – fra de tvungne kollektivlandbrug og frihedskæmperne der jages og henrettes, til den lille magt man har når man hælder lim i den dyre shampoo manden har købt til sin elskerinde, men også den magt eller kontrol man har over sin egen krop.


Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard

Scarlett Thomas: Vores tragiske univers

Thomas, Scarlett:
Vores tragiske univers
Tiderne Skifter, 2011
445 sider


Kort resumé:
Om en forfatter, der ikke kan få hul på sit ambitiøse romanprojekt. Hvordan man som menneske kan stirre sig blind på et enkelt punkt eller mål, mens vejen gennem labyrinten (livet) passerer. Hvordan livet kan virke som en labyrint at navigere rundt i, både i forhold til egne ambitioner, men også i forhold til ens nærmeste.




Sofie siger:
En roman der ikke sådan lige læser sig selv til at begynde med, men den åbner sig og bliver svær at lægge når der først er hul på legen i fiktionens univers. 


Hovedpersonen forfatteren Meg tænker og filosoferer meget. Hun er midt i trediverne og  i et miljø af søvnig, vejrbidt engelsk provins, kredser hun om LIVET  og DØDEN og meningen med det hele. Når man læser romanen her søger man også efter mening, men det er ikke altid vi får den. Garvede fiktionsforbrugere laver jo hurtigt en kædelæsning, tillægger det skrevne en betydning for den videre handling, men der bliver leget med konventionerne og når man udfylder hullerne i læsekæden, går man måske fejl eller forvirres af genreskift og afbrudte læsestrenge. 
Jeg tror faktisk godt jeg kunne læse roman igen – for der er mange fortællinger i fortællingen og leg med genrer: akademisk, poetisk, realistisk og magisk,  og en lille bitte sjat chick-lit. Blandingen af litterære virkemidler er et kendetegn ved Scarlett Thomas forfatterskab. Hun har også skrevet Mr. Y's forbandelse, der også i et labyrintisk tankeeksperiment blander tunge tanker, flotte billeder og overraskende ideer i en formblanding af filosofi, science fiction, fantasy, spænding og kærlighedsroman. 
Thomas skriver med underspillet humor, fx når hun er midt i en udredning af en new age agtig teori om universet, evolution og uendelighed med relativitetsteori, kraftkilden Energia og up og down kvarker (?!) metaforiserer til barbering af ben, betaling af regninger og indtagelse af tilstrækkelige mængder grøntfoder. Så forstår man bedre titlen ”Vores tragiske univers”.


Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard

Trisse Gejl: Siden blev det for pænt

Gejl, Trisse:
Siden blev det for pænt
People's Press, 2011
329 sider


Kort resumé:
Trine Vedel er en yngre succesrig forfatter. Men hun er kørt fast i skattegæld, spiritusforbrug og i følelsen af, at alt er klicheer. Hun søger konfrontationer på alle områder for at komme videre, både i ægteskabet og som skribent



Sofie siger:
Her er et stykke metafiktion – altså litteratur om litteratur, en forfatter tematiserer en forfatter og skriveprocessen. Og så er der altså midtlivskrise for alle pengene med ægteskabsknas, teenagebørn, depression og selvdestruktion og en følelse af klicheer og forlorenhed, hvor hovedpersonen nærmest provokerer nærmest manden til at forlade hende – forsømmer børnene, drikker, dovner og er utro.  Så er der også et aktuelt sidetema om iscenesættelse, bedrag og overvågning:  den ubekendte, der på Facebook stjæler hendes identitet og nedgør hende med løgne, men også skaffer hende jobs og skriver artikler i hendes navn. Facebook kan man elske eller hade, men lige netop den bog er svær at komme udenom.
Trisse Geil siger selv om sin hovedperson: ”Jeg synes hun er selvoptaget, patetisk, indsigtsfuld og forfærdelig. Og hver eneste bid af hende er hentet på bunden af mig selv og forstørret i et mikroskop.”  Forfatteren bliver til en selvbiografisk forsker… Trisse Gejl skriver skarpt, underholdende og med et antropologisk blik for livsstil og omgangsformer i sin afdækning af miljøer og portrættet af et menneske, der har rigtig meget, men ikke kan mærke det længere og kun føler utilstrækkeligged og fremmedgjorthed.


Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd

Hustvedt, Siri:
Sommeren uden mænd, 
Per Kofod, 2011. 
220 sider

Kort resumé:
Da New Yorker-forfatteren Mia Fredericksen bliver forladt efter 30 års ægteskab, bryder hun sammen. Hun kommer på benene igen og tilbringer sommeren i sin hjemby i Minnesota, hvor hun reflekterer over kvindelighedens væsen. 


Sofie siger:
Hustvedts "Sommeren uden mænd" tematiserer aspektet omkring lange ægteskaber - intimitet, slid og sammensmeltning  efter mange års samliv. Egentlig er det en banal og let genkendelig historie om utroskab efter 30 års ægteskab , eksistentielt tomrum og momental sindsyge.  Hvis der har været utroskab og tilgivelse (absolut ikke glemt) – er der så basis for større ligevægt i ægteskabet?
Hustvedts skrivestil er præget af namedropping og den belæste og intellektuelles referencer. Her er små anekdoter, små fortællinger og sammenvævninger. Stilen kan virke lidt trættende for nogle, mens andre vil elske genkendelsens glæde og  detektivagtigt gå på jagt efter henvisningerne.
Det er en udpræget kvinderoman. Da jeg læste den følte jeg mig som en 55 årig på vej til læsekredsmøde og en snak om kvinderoller, mænd, tiden efter børnene og efter frugtbarhedsårene, men før den beskyttede bolig. Kvinder over 50 år er ellers ikke særligt synlige i litteraturen eller kulturen i det hele taget, for slet ikke at tale om tv.
Er det så selvbiografisk materiale Siri Hustvedt frembringer? Bestemt og fornærmet benægter den 56årige forfatter, som synes det er et sexistisk, fordomsfuldt og  fornedrende udgangspunkt for læsningen,  men alligevel har flere anmeldere luret flere sammenfald...


Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard

Kirsten Hammann : Se på mig

Hammann, Kirsten
Se på mig
Gyldendal, 2011.
458 sider


Kort resumé:
Søde, naive Julie vil så gerne giftes og have børn, men Casper er meget pludseligt stukket af til Indien efter at have friet til hende. Hun lejer 2 værelser ud, og sex-fikserede Sune flytter ind for at skrive en roman. De bliver kærester, men det går slet ikke som nogen af dem ønsker.




Sofie siger:
Hammann har med sin nye bog lavet taget et markant sving i sin litterære karriere. Fra i 90erne at skrive kringlede og skæve eksperimenterende bøger – alle skrevet i hånden – har hun bevæget sig over mod en mere kan man sige traditionel stil med plot og alvidende fortæller.
Hovedpersonerne tager alle ekstrene metoder i brug for at nå deres mål. Der er en del sex i denne roman - tag det som en advarsel eller en reklame. Og så er der det metatekstuelle, altså det at en tekst refererer til TEKSTEN som begreb eller teksttilblivelsen.
Hammann elsker selv romantiske komedier i filmgenren og bogen her har på en måde træk fra genren, omend der er mere stof til eftertanke og mere end feel-good i romanen her med temaer som overvågning, overflade og narcissime. Naivitet og længslen efter succes og/eller ægte kærlighed mimer et slægtskab med chicklit.

Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Helle, Helle

Dette burde skrives i nutid

Samleren, 2011

158 sider




Kort resumé:
Dorte tager hver dag med toget til København, hvor hun burde følge sine timer på universitetet, men i stedet går i Scala for at få dagen til at gå. Der er så meget man burde gøre. Også læse og skrive.


Sofie siger:

Der er en eksistentiel stærk uro midt i langsommeligheden og fraværet af handling i Helle Helles "Dette burde skrives i nutid". Hun suger os ind i provinsens æstetik, tid og stemning  - og eksistentiel lammelse. Læseren genkender små hverdagssituationer som hårvask, kaffebrygning, bagerbesøg, tøjvask i badekarret og indkøb af hårspænder. Hverdagssituationer mimer hovedpersonens måske depressive tilstand eller psykiske grænsesitutation. Skiftende partnere eller endda en abort  highlightes ikke, men indgår i teksten på lige fod med indtagelse af romsnegl eller observation af ankomst af Gedsertoget.  Bevidsthedstilstanden og meningsløsheden hos hovedpersonen formidles stilistisk og sprogligt. Helle Helle skriver suverænt om hverdagen som driver klaustrofobisk forbi med en lurende krakelering og sammenbrud.

Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard