Læs bogen besøg Uskyldens Museum

Pamuk, Orhan
Uskyldens museum
[Kbh.] : Gyldendal, 2011
518 sider

På ikke mere end 3 timers flyvetur kan du stå i Istanbul, en storby præget af Østens mystik. 
Den Blå Moske, Sultanens palads, De underjordiske cisterner, myldrende basar liv og forskelligartede kvarterer.

Orphan Pamuk har så udmærket beskrevet Istanbul i sin bog af samme navn. En fængslende gennemgang af byens og hans egen historie.

For nogle år siden læste jeg Uskyldens museum af Pamuk, og syntes at det var en noget lang fortælling om ulykkelig kærlighed og en besynderlig ide, at den forsmåede elsker samlede i kassevis af genstande som tilhørte den smukke kvinde. Nu, efter at jeg har besøgt det lyslevende Uskyldens Museum har jeg fået en helt anden opfattelse af bogen, og vil til enhver tid foreslå alle at læse bogen og besøge museet.

Orhan Pamuk i Uskyldens Museum i Istanbul.
Billedet er lånt fra istabulanswers.com

Bogen Uskyldens Museum foregår i Istanbuls overklasse i 70′erne, og handler omrigmandssønnen Kemal der er forlovet med den rigtige pige. Men så møder han en fjern og meget smuk kusine, Füsun, som han forelsker sig i. Gennem en tid kører han dobbeltspil og forestiller sig, at han selv efter brylluppet kan bevare forbindelsen til Füsun. Romanen handler om denne besættelse, og hvordan han systematisk fjerner værdiløse genstande fra hendes hjem for at grundlægge den samling, der bliver et monument over hans uopnåelige elskede.

Indgangsbilletten til museet købes gennem et vindue til huset, hvorefter du bliver lukket ind af en hviskende vagt som gør dig opmærksom på at der ikke må tales højt. Det er meningen, at man skal kunne høre lydende fra billedkasserne, som samlet giver den lyd der er i Istanbul.

Igennem de fire etager ser man billedkasser med alle de ting Kemal har samlet for til sidst på øverste etage, at se det oprindelige ungkarleværelse hvor Kemal altid har boet lige til sin død. Det er også her at Pamuk har siddet ved hans dødsleje og fået fortalt hele Kemals historie. Kemal afslutter med, at han selv mener, at han har haft et lykkeligt liv.

Se mere om museet her. 

/Marianne

The Ocean At The End Of The Lane

83
Gaiman, Neil
The ocean at the end of the lane
London : Headline, 2013
248 sider

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med fantastisk litteratur, eller det man også kalder fantasy. Det er ikke så tit, der bliver skrevet god fantasy til voksne, men denne bog er virkelig en perle. Fantasy behøver ikke at være noget, der ligner Ringenes Herre eller Harry Potter. Det kan godt tage udgangspunkt i helt almindelige menneskers liv som på en eller anden måde inddrager fantastiske elementer. Det jeg elsker ved genren er netop, at man aldrig rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Fantasyelementerne inddrages og skaber en verden, som er lidt mere farverig end den, vi alle kender.

Historien starter med, at en midaldrende mand i forbindelse med en begravelse besøger sit barndomshjem (som ikke længere eksisterer) og den vej, han voksede op på. Han drages især af den gård, som ligger for enden af vejen. Her skete der nemlig nogle ting, som han for længst havde glemt, men som strømmer tilbage til ham, mens han sidder ved den lille dam som Lettie Hempstock kaldte for et hav. Lettie Hempstock var en pige, som boede på gården med sin mor og bedstemor.

Dengang, da manden var bare 8 år, fik et selvmord som skete lige ved denne gård en hel kaskade af ting til at tage fart. Mørket blev sluppet fri og noget uhyggeligt og ufatteligt skete for drengen. Men Lettie, som er vis og trøstende og magisk lover at beskytte ham, lige meget hvad der sker.

Man lever sig meget ind i, hvordan drengen – ud fra en otteårigs perspektiv - oplever det groteske og overnaturlige som sker ham samtidig med, at han svigtes af sin egen far, og hans egen søster blindt følger og tror på familiens værste fjende. En specielt gribende situation i bogen er da drengen flygter fra sit hjem midt om natten efter hans far har straffet ham for noget, han ikke har gjort. Han ser ingen anden udvej end at finde Lettie. Han løber gennem regnen i sin slåbrok hen over markerne, mens han flygter fra en mørk kraft som er lige i hælene på ham. Det er rørende at læse de tanker, der myldrer i hans hoved og om det mod, han samler i en så truende og uhyggelig situation.

Bogen er skrevet af mesteren Neil Gaiman som bl.a. også står bag ”American Gods”, ”Stardust” og ”Coraline” (de sidste to er også filmatiseret). Den vandt i år førstepladsen i Goodreads Choice Awards 2013 inden for genren fantasy. Den kan indtil videre kun fås på engelsk på bibliotekerne, men forhåbentlig er den også tilgængelig på dansk i løbet af det næste halve år.

/Nina

Jo Nesbø - Politi

Nesbø, Jo 

Politi
Modtryk, 2013
526 sider

Endnu en god krimi i serien om politimanden Harry Hole. I Oslo står politiet på bar bund, efter at flere politibetjente bliver fundet dræbte på tidligere gerningssteder for uopklarede drab. Harry Hole, som ikke længere har en central plads i opklaringsarbejdet, bliver endnu en gang hentet frem, for at fange morderen. 

Samtidig ligger en patient med skjult identitet i koma på et sygehus, strengt bevogtet døgnet rundt. Patienten har en viden, som politiet er meget interesserede i. Men samtidig er andre er ikke så interesserede i at han overlever.

For en gangs skyld er Harry Hole ved at få styr på sit liv. Det der førhen var varemærket på karakteren Harry Hole, såsom indre dæmoner at slås med, alkoholmisbrug med videre er ved at ændre sig. Da han bliver indblandet i opklaringsarbejdet, bliver dette billede sat under pres.

Bogen har et godt plot, der ikke umiddelbart er gennemskueligt. De voldsomme mord bliver detaljeret beskrevet og bogen bevarer sin spænding helt frem mod slutningen, som en spændingsroman også bør gøre. Persongalleriet er bevaret, med bl.a. Gunnar Hagen, Beate Lønn og Mikael Bellman i centrum. På trods af at bogen ikke helt følger op på det, som den forrige bog Genfærd slap, så lever den tiende bog om Harry Hole klart op til forventningerne.

/Niels

Plenty: Grøn mad til kødspisere og vegetarer

Ottolenghi, Yotam 

Plenty
1. udgave.
Kbh. : Lindhardt og Ringhof, 2013
287 sider

En kogebog til dig der gerne vil præsentere nyt tilbehør til bøffen, er gået kold i grønsagskøkkenet eller vil indføre en ugentlig grøntsagsdag – uden at det stresser en hverdag hvor mad laves fra 17-18 og der skal serveres for børn i alderen 1 til 5. Kort sagt er det en kogebog, som gør grøntsager uimodståelige (igen) og gør det muligt at lave nye retter i en travl hverdag.

Plenty er den anden kogebog fra Yotam Ottolenghi og baseret på en fire år lang klummeserie i the Guardian med titlen ”den nye vegetar”. Bogens titel Plenty henviser til den mangfoldighed som grøntsager og krydderier repræsenterer ikke mindst i Yotams italiensk, jødiske og arabiske opvækst. Det er en kærlighedserklæring, som når ud over vegetarkredse. Jeg købte bogen da den kom på engelsk og har siden med stigende entusiasme kogt, bagt og stegt mig gennem opskrifterne. Retterne er et festfyrværkeri af smag og sanseindtryk og en inspirerende indføring i et solidt og lettilgængeligt fusionskøkken hvor ratouille, paella, shakshuka, coleslaw, mi goreng og humus mødes side om side.

Retterne præsenteres stortset alle med billede og en lille ofte personlig forhistorie, men først og fremmest er de nemme at følge. Der er masser af krydderier og skæve grøntsager men også anvisninger til alternativer. Jeg har fundet alle ingredienser uden de store problemer og for mig er det også en del af maduniverset – at opdage nye ingredienser og opleve nye kombinationer af klassiske grøntsager.

En personlig favorit er den stærke ”Tofu med sort peber” som sætter liv i kroppen, mens ”Tarte tatin med nye kartofler og cherrytomater” er en ny familieklassiker med blandingen af små kartofler og en overraskende karamelisering fra de søde tomater. Retterne kan udgøre et måltid i sig selv, men Yotam giver os også anvisninger til samsætning af små menuer.

Det er en personlig kogebog som emmer af hygge fra Yotams opvækst og som giver læseren mulighed for at rejse ud i verden fra egne gryder.

/Morten