onsdag den 5. august 2015

Verdenen tumler rundt - en historie om linedans.

En enlig skikkelse på en line, mellem de to legendariske tårne i den travle storby New York. Det er en linedans der danner rammen om en gruppe menneskers fortællinger i romanen ”Lad kun verdenen tumle sig” af Colum McCann. 

Den ensomme linedanser er den verdensberømte wire-kunstner, Phillippe Petit, der den 7. august 1974  gik en 45 minutter lang tur på en udspændt wire mellem de to tårne, der var kendt som World Trade Center. Hele otte ture frem og tilbage blev det til, før han overgav sig til politiet.

Vi følger den traumatiserede dommer-frue, hvis mand skal dømme Phillippe Petit.  Vi følger den irske munk der har besluttet sig for at redde en gruppe af byens prostituerede. Og hans bror der er taget til New York i et forsøg på at forstå ham.
Vi følger et ungt kunstnerpar, der forsøger at holde sig fra de stoffer der gjorde deres 1960’ere til en syret leg. Vi følger den afroamerikanske kvinde, der har mistet sin søn i vietnam, og nu forsøger at bearbejde sorgen i en sorggruppe, sammen med føromtalte dommer-frue.

Og vi følger naturligvis  Phillippe Petit i planlægningen og udførslen af hans berømte stunt. Som læser tror man ikke på, at dette spraglede persongalleri kan knyttes sammen, og gøre historien hel. Men det kan den. Så siger jeg ikke mere om det.

Bogen er et skønt og rørende eksempel på, at den rodede, tumlende verden kan være ubarmhjertig, uretfærdig, ufin, uligevægtig og uanstændig.  Men samtidig ustandseligt giver mening  i en tilsyneladende tilfældig linedans mellem himmel og afgrund.

Skulle du få lyst til at vide mere, kan jeg anbefale James Marshs dokumentarfilm om Philippe Petit, Man on wire. Et portræt af en forfængelig ener.

/Michael