Sissel Bergfjord - Sortedam

Bergfjord, Sissel
Sortedam
Gyldendal, 2012
168 sider



Kort resumé
Den højgravide Sigrid har det meste af sin barndom levet i skyggen af sin smukke og karismatiske, men alkoholiserede mor. Moderen er død, og Sigrid rydder op i hendes lejlighed, og ser samtidig tilbage på sin barndom og ungdom, familiens opløsning og moderens sociale nedtur.

Kristina siger
Sissel Bergfjord har skrevet bogen ”Sortedam” ud fra det ønske at ”være med til at give børn af alkoholikere en litterær stemme, og at andre mennesker kan få større indsigt i, hvordan det er at vokse op i en familie med en alkoholiker”. Sissel Bergfjord er selv vokset op med en alkoholisk mor, så temaet er skrevet med en overbevisende ”insider” viden.


Hovedpersonen Sigrid, der er i slutningen af trediverne, er højgravid og på vej ud til sin afdøde mor, Monas, lille lejlighed i et af byens randområder. Monas død ligger måneder tilbage, men Sigrid har ikke kunnet tage sig sammen til at få gjort boet op. Hun har brugt sin fremskridende graviditet som undskyldning, men virkeligheden er den, at moderens død var et resultat af et massivt alkoholmisbrug gennem det meste af Sigrids liv, og datteren kvier sig ved at skulle investere sin tid i den kvinde, som hun så længe har følt sig på uoverkommelig afstand af.


Nu er hun taget derud. Kæresten Niklas ved intet, og han frustreres over, at Sigrid ikke lukker ham ind - hverken bogstaveligt eller i overført betydning.


Fødslen ligger kun to uger fremme i tiden, og pludselig er Sigrid væk i flere dage. Midt i moderens dynger af møg sendes Sigrid på uromantisk vis tilbage til sin gymnasietid, hvor det var lige ved at lykkes, at få Mona på ret køl. Dengang da familien før forældrenes skilsmisse boede på Sortedam Dossering.


Store dele af romanen er henvendt til et "du", nemlig moren og hvor Sigrid er jeg-fortælleren. Denne sammensætning giver et meget elegant fortællemæssigt greb. Det udgør sammen med sproget en stor del af romanens nerve, for det er de store følelser der er på spil, og alligevel er det skrevet så stille og smukt, at det virker så meget desto stærkere. Bergfjord formår at skrive sig helt ind i kernen af sorgen og smerten med ganske få sproglige midler. Som da Sigrid står og laver mad til sig selv i den afdøde mors køkken: 


» først nu ser jeg, at der er pletter af tomatsovs og noget, der ligner spildt kaffegrums på dit komfur. Jeg begynder at græde. En tør hulken, der kun varer nogle sekunder.
Du er aske i jorden, du er væk for altid, og her ligger gamle pletter fra mad, du måske selv har tilberedt«.


Et andet citat er hentet fra slutningen af bogen hvor Sigrid holder Studenterfest. Moren har op til studentereksamen været på afvænning og drikker ikke mere, men er sårbar bl.a. på grund af den nylige skilsmisse fra Sigrids far.


”Min mor står i døråbningen  og er lige blevet færdig med at skænke op. Hun rækker ud efter endnu et champagneglas og skænker et nyt glas. Så løfter hun armen højt i vejret. Skål for jeres fremtid, råber hun. Hele klassen jubler og vifter med papirflagene  på bordene, mens de udbringer en skål, så glassene klirrer. Jeg kan mærke Mikkels blik. Han lægger en arm om livet på mig, ganske blidt. Jeg kigger ikke på ham. Jeg stiller mit glas i vinduskarmen og holder øje med min mor. ”skål, skål”. Min mor sænker armen, fører glasset til læberne og drikker ud…..”


Sprogbruget er fascinerende og ikke mindst den måde Sissel Bergfjord formår at få ordene ud over siderne på bøgerne på, og så det i hvert fald rammer mig helt inde i det inderste. Når jeg lukker mine øje så ser jeg lyslevende for mig scenen hvor mor tømmer champagneglasset og hvor håbet for Sissel om en ædruelig mor endegyldigt druknes i champagne.


Jeg synes romanen er fantastisk som både en fin og trist skildring og hvor smerten er allestedsværende hele romanen igennem, og hvor temaer som livet og døden, fortabthed og forladthed er de bærende temaer.