Josefine Klougart - En af os sover

Klougart, Josefine 
En af os sover
Rosinante, 2012
260 sider


Kort resume
En lyrisk romanfortælling om sorg, tab og identitet, og om at høre til og holde af.

Sofie siger
Josefine Klougarts roman ”Én af os sover” handler om at forlade og blive forladt og sorgen som en nødvendighed. At blive fri af alt det, man bærer med sig. Hverken eller og hjemløshed – som grundvilkår og her foranlediget af kærlighedssorg Den første mand er hun sammen med i otte år; ham kalder hun systematisk for »afdød«, den anden mand hedder blot »den ny mand«.

Bogen er opdelt i otte kapitler, og hvert andet af dem hedder »Landskabet«. Det landskab, vi igen og igen vender tilbage til, er barndommens landskab dækket af sne. Sneen, der ligger som ”en pels af kulde”, sneen, der er ”umenneskelig”. Kadavere under sneen, fisk frosset fast i isen. Det er vinteren, der må levere landskab til et sind, der står i stampe.
Det er en gnistrende lyrisk fortælling med et stærkt sanseligt billedsprog. Det særegne ved Josefine Klougarts prosa er billedproduktionen, som hun varierer og genopfinder i sine romaner. I denne roman bruger hun især metaforens elementære operation: et billede lægger sig oven i et andet. Underlæben er flækket som en blomme, bærbuskene hælder ind over stien som stående passagerer, grøden bobler under sin hinde som en bullen finger. 
Klougart er en sand mester til at bygge et bevidsthedsrum op af billeder. ”Én af os sover” er en stille sansemættet bog. Sorg beskrives som at være nedsunket på havbunden. Tårernes hav. Alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Inderligheden sproget er et tungt tæppe hen over tekstens havbund,  kun afbrudt af enkelte ventiler, hvor læseren får små gisp af luft - den kontrakt skal man være klar på at indgå når man begiver sig ind i denne bog. Sansning og tolkning i en lyrisk symbolleg, hvor man får indblik i sindets hjemløshed. 

”Der er bare en akut mangel på hjem her. Træerne er nøgne, eg, tror jeg. Ja, eg, må det være. Der er et tæppe af selvsåede lave nåletræer, der kravler op mellem stammerne. De ser skræmte ud, som om de er blevet grebet på fersk gerning og har tabt trækronerne i panik. De bruger mig til at tænke med. Jeg ved ikke, hvad jeg bruger dig til, ud over måske at overleve.” (Citat side 120-121)