Natascha Kampusch: 3096 dage

Kampusch, Natascha:
3096 dage
Gyldendal, 2011. 
272 sider


Kort resumé
Natascha Kampusch fortæller om hvordan hun som 10-årig blev kidnappet og først 3096 dage senere slap fri.


Sophie siger
3096 dage (godt 8 ½ år) er det antal dage Natascha Kampusch. Blev holdt indespærret af gerningsmanden Wolfgang Priklopil.


Den anden marts 1998 er den dengang 10 årige utilpassede, ulykkelige og småtykke Natascha på vej til skole, da den 35 årige wolfgang hiver hende ind i en varevogn.
Wolfgang installerer hende i en kælder, hvor han har bygget en betoncelle under et nydeligt hus i en forstadsgade i Wien. I begyndelsen af fangenskabet behandler han hende som et barn og giver hende blandt andet gaver og putter hende. De første år er hun overhovedet ikke ude af kælderen.
Da hun når puberteten får hun lov til at komme op i huset og arbejde. Gerningsmanden holder kampush som husslave og får at forhindre hende i at stikke af sulter, banker og hjernevasker han hende ved at fortælle at der er bomber ved alle vinduer. Desuden blev hun klippet skaldet og måtte kun være iført undertøj, for så kunne hun jo ikke løbe væk, sådan som hun så ud.


År ud og år ind går på denne måde. Gerningsmanden drømmer på den ene side om, at leve det perfekte liv med Natascha som sin hustru og giver hende gaver og kalder hende skat for pludeslig at vende på en tallerken og tæske løs på hende. I gerningmandens stræben på det perfekte liv tager han endda Natascha med på skiferie og da hun skal på toilet uden opsyn viser chancen sig for at spørge om hjælp. Desværre er den kvinde hun henvender sig til hollandsk og forstår hende ikke.
23. august 2006 stikker Natascha Kampusch af i et ubevogtet øjeblik. Wolfgang taler i telefon, mens hun er ved at støvsuge hans bil. Hun stopper tre mennesker på gaden og beder dem låne hende en mobiltelefon, så hun kan ringe til politiet. De går i en bue udenom hende. En kvinde kontakter dog politiet efter at have sikret sig, at Natascha Kampusch venter ved hækken og ikke træder på hendes plæne. Dagen efter begår geningsmanden selvmord.


Hovedbudskabet i denne bog er, at Natascha vil vise, at gerningsmanden også var et menneske. Natascha mener ikke, at hendes tvetydige følelser for gerningsmanden kan afskrives som et klassisk tilfælde af Stockholmsyndrom, men hun fandt ud af, at hvis hun ville overleve, blev hun nødt til at stille sig på bortførerens side, da hun var fuldstændig afhængig af ham. Og hun holdt af ham, fordi han var den eneste, der var at holde af.


Hun kritiserer også medierne som har været hensynsløse og Østrigs politi, der ikke fulgte de spor, de fik i hendes sag.


Det er historien om en utroligt stærk pige, der slutter en pagt med sig selv om, at hun en dag vil være fri og hendes kamp hen imod det. Det er en vildt god bog, den er ikke sentimental, som man kunne frygte.


Jeg undrede mig flere gange over at et menneske kan holde til så meget med den grusomme fortid. Det er næsten ikke til at begribe at hun er kommet ud af dette med forstanden i behold.