Hovedløs sommer
People's Press, 2011.
245 sider
Kort resumé
Emilie på 14 år fortæller om, at hendes forældre lige er blevet skilt, og at hun nu bor sammen med sin mor og lillebror i et gammelt hus ude på landet. En aften dukker en ung mand Anders op, som siger han har boet i huset tidligere og gerne vil være deres havemand. Herefter sker der mystiske og senere blodige begivenheder, da også lillebroderen går i aktion.
Kristina siger
Erling Jepsen er bl.a. kendt for bøgerne ”Kunsten at græde i kor” og ”Frygtelige lykkelig” og som det er tilfældet i disse to bøger er det også i bogen her familien som spiller den altdominerende hovedrolle. Og som det også er tilfældet i hans andre romaner, er vi også i ”Hovedløs sommer” helt nede på jorden i den hverdag, som de fleste af os lever i, men hvor en besnærende absurditet og humor formår at rykke læseren op over denne hverdag.
”Hovedløs sommer” handler om Emilie på 14 år som oplever en noget anderledes sommer end hun plejer. Hendes forældre er lige blevet skilt, og Emilie er ikke specielt tilfreds med at hun nu skal bo på landet sammen med sin mor og lillebror som er et meget sensitivt barn, og som hun hele tiden skal tage hensyn til. En dag dukker en ung mand Anders op, som fortæller at han har boet i huset tidligere og gerne vil være deres havemand og gerne vil have lov til at bo i gæsteværelset. Både Emilie og hendes mor lader sig charmere men da Emilie far hører om Anders, synes han det hele lyder lidt mystisk.
Meget begynder efter Anders’ ankomst at blive temmelig mærkeligt og farligt med blodige begivenheder.
Hvis man ikke er til de overdrevne gotiske virkemidler og det onde som der er meget af, og desuden synes at troværdigheden for længst er sat over styr, ja så kan man i bogen her fryde sig over den moralske satire som rammer den selvoptagede og uansvarlige forældregeneration, som ses gennem Emilies nådesløse blik, og samtidig blive introduceret for Erling Jepsens nye udtryk; Forældreopdragelse.
Da Erling Jepsen besluttede sig for at skrive en gyser, besluttede han sig for at det skulle være med personer og steder, som han ikke kendte i forvejen. I de tidligere romaner har hans egen familie og omgivelser skabt rammen for historien.
Og nok er personer og steder i ”Hovedløs sommer” ikke kendte for Erling Jepsen i forvejen, men beskrivelsen af genopdragelsen af forældre beskrives i et omfang så der ikke lades nogen tvivl om, at nok har Erling Jepsen flyttet sig, men regnskabet er ikke gjort op endnu for købmandssønnen fra Gram i Sønderjylland.
”Hovedløs sommer” vil helt sikkert tiltale forfatterens trofaste læsekreds, idet han skildrer alt vanviddet i en almindelig familie med fine dialoger og med sin vanlige sorte humor
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar