tirsdag den 10. december 2013

The Ocean At The End Of The Lane

83
Gaiman, Neil
The ocean at the end of the lane
London : Headline, 2013
248 sider

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med fantastisk litteratur, eller det man også kalder fantasy. Det er ikke så tit, der bliver skrevet god fantasy til voksne, men denne bog er virkelig en perle. Fantasy behøver ikke at være noget, der ligner Ringenes Herre eller Harry Potter. Det kan godt tage udgangspunkt i helt almindelige menneskers liv som på en eller anden måde inddrager fantastiske elementer. Det jeg elsker ved genren er netop, at man aldrig rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Fantasyelementerne inddrages og skaber en verden, som er lidt mere farverig end den, vi alle kender.

Historien starter med, at en midaldrende mand i forbindelse med en begravelse besøger sit barndomshjem (som ikke længere eksisterer) og den vej, han voksede op på. Han drages især af den gård, som ligger for enden af vejen. Her skete der nemlig nogle ting, som han for længst havde glemt, men som strømmer tilbage til ham, mens han sidder ved den lille dam som Lettie Hempstock kaldte for et hav. Lettie Hempstock var en pige, som boede på gården med sin mor og bedstemor.

Dengang, da manden var bare 8 år, fik et selvmord som skete lige ved denne gård en hel kaskade af ting til at tage fart. Mørket blev sluppet fri og noget uhyggeligt og ufatteligt skete for drengen. Men Lettie, som er vis og trøstende og magisk lover at beskytte ham, lige meget hvad der sker.

Man lever sig meget ind i, hvordan drengen – ud fra en otteårigs perspektiv - oplever det groteske og overnaturlige som sker ham samtidig med, at han svigtes af sin egen far, og hans egen søster blindt følger og tror på familiens værste fjende. En specielt gribende situation i bogen er da drengen flygter fra sit hjem midt om natten efter hans far har straffet ham for noget, han ikke har gjort. Han ser ingen anden udvej end at finde Lettie. Han løber gennem regnen i sin slåbrok hen over markerne, mens han flygter fra en mørk kraft som er lige i hælene på ham. Det er rørende at læse de tanker, der myldrer i hans hoved og om det mod, han samler i en så truende og uhyggelig situation.

Bogen er skrevet af mesteren Neil Gaiman som bl.a. også står bag ”American Gods”, ”Stardust” og ”Coraline” (de sidste to er også filmatiseret). Den vandt i år førstepladsen i Goodreads Choice Awards 2013 inden for genren fantasy. Den kan indtil videre kun fås på engelsk på bibliotekerne, men forhåbentlig er den også tilgængelig på dansk i løbet af det næste halve år.

/Nina

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar