torsdag den 10. oktober 2013

Det hemmelige løb

79.66
Det hemmelige løb : Tour de France set indefra - om doping, løgne og viljen til at vinde for enhver pris
Tyler Hamilton, Daniel Coyle
1. udgave. - [Kbh.] : People's Press, 2012
350 sider

Den forhenværende cykelrytter Tyler Hamilton og forfatteren Daniel Coyles bog ’Det hemmelig løb’ afslører alt omkring, hvordan han selv, Lance Armstrong og de andre ryttere på det amerikanske cykelhold US Postal benyttede sig af doping i stort omfang for at vinde Tour de France syv år i træk.

Jeg har selv fulgt cykelsporten i mange år og husker tydeligt Tylers flotte Tour de France for Team CSC og Bjarne Riis i 2003, hvor han med brækket kraveben vandt en hård bjergetape og blev samlet nummer 4 og hans OL-guld i enkeltstart i 2004. Og især som den altid smilende og glade mand på tv. En super sympatisk mand. Men pludselig gik det hele galt i 2004.

Hamilton bliver taget for doping. Igen og igen. Han får frataget sin OL-guldmedalje. Hans forklaringer bliver mere og mere mærkelige. Han virker helt ude i hampen.
Så kommer denne bog og jeg tænker: “Skal han bare tjene penge?”; ”Er han bare ude på at hænge Lance Armstrong ud som dopingsynder?” Men mine betænksomheder blev hurtigt gjort til skamme.

Bogen er en sober og troværdig beskrivelse af alle de metoder han selv og angiveligt Lance Armstrong benyttede sig af for at vinde Tour de France 7 gange. Og det er gjort på en måde, så man faktisk får sympati og forståelse for, hvorfor Hamilton og alle de andre cykelryttere doper sig: det er simpelthen et valg mellem at spille spillet eller stoppe karrieren. Enten doper du dig og sidder med i spidsen af feltet og scorer de indbringende kontrakter eller du kører rent – på brød og vand – paniaqua, som spanierne kalder det - og slider dig i mål som en af de sidste uden chance for at komme med i Touren og få fornyet din kontrakt. Men nok så vigtigt vil du for altid være uden for fællesskabet. Du er dopet, ellers kan du godt forsvinde.

Så hvad gør en dygtig cykelrytter med tårnhøje ambitioner som Hamilton? Ja, han doper sig selvfølgelig. Og hurtigt kommer resultaterne og de lukrative kontrakter. Men hele tiden lurer risikoen for at blive taget i dopingkontrollen. Selvom enhver epo-indsprøjtning og blodtilførsel er nøje planlagt for at holde sig under de tilladte værdier, kan ingen føle sig sikker. Til sidst går det jo også galt for Hamilton. Han bliver udelukket ikke bare fra cykelsporten men også fra det fine selskab. For en afsløret doper er ligeså uønsket som en ren rytter i det professionelle cykelfelt. Tidligere kolleger ser lige igennem dig og du kan ikke få en kontrakt. Du er fredløs. Hamilton beskriver det hele og jeg er som læser på hans side: jeg forstår hvorfor han dopede sig og jeg tror på ham, når han fortæller hvor uretfærdigt han bliver behandlet efter dopingafsløringen. 
     
Bogen kommer ned under huden på Hamilton som fortæller ærligt om hans store nedture, som kostede ham alt. Om hans barndom, ungdom, psykiske problemer og kampen for at blive en stor cykelrytter. Han fortæller det hele og lægger ikke skjul på noget.

Bogen er af mange medier fortrinsvist blevet beskrevet som et angreb på Lance Armstrong eller Bjarne Riis. Det synes jeg ikke den er. Bogen fortæller Tylers sandhed og dækker ikke over noget. Beskrivelsen af Riis’ rolle vil jeg ikke engang kalde særlig afslørende. Dog er Armstrong ikke beskrevet særlig charmerende, men det tror jeg heller ikke han er.

Jeg læste den på et par dage. Den er spændende og levende og jeg fik hurtigt sympati for Hamilton. Han har ambitioner og erkender de betingelser, der skal til for at opnå de ambitioner. Så kan man være moralsk og kalde ham snyder og afvise enhver sympati med dopingsyndere, men så går man glip af forståelsen af, hvilke motiver der driver disse toptrænede sportsmænd ud i ulovlige og sågar sundhedsfarlige metoder.

Denne bog bør læses og lånes på biblioteket af alle som elsker cykelsporten.

/Lars

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar