torsdag den 26. april 2012

Suad Amiry - Murad - han vil jo bare leve


Amiry, Suad  
Murad - han vil jo bare leve
Arvids, 2011
155 sider


En gruppe mennesker bevæger sig i nattens mulm og mørke og med fare for liv og lemmer fra en landsby nær Ramallah på den besatte vestbred til Israel. Er de klædt i bombeveste og på vej til et israelsk hotel, hvor der afholdes bryllup med 4-500 gæster, eller er målet en central busstation?


Nej, gruppen er blot på vej til arbejde, eller snarere muligt arbejde, da de skal stille sig op på bestemte steder, hvor israelske arbejdsgivere kommer og hyrer palæstinensere som daglejere for ringe betaling og med dårlige arbejdsvilkår. Men trods alt bedre end hjemme på vestbreden, hvor der intet arbejde er at få. 


Historiens fortæller er en kvindelig journalist, der forklædt som mand tager turen med de arbejdssøgende, der trods situationen holder humøret oppe og endda kan lave sjov med deres egne oplevelser på disse ”raids”. 


Romanen skildrer nogle af Mellemøstkonfliktens ofre der, som alle vegne hvor krig eller krigslignende tilstande hersker, er almindelige mennesker med ønsket om fred, arbejde og en anstændig tilværelse: værdier som 99% af jordens befolkning kan tilslutte sig – mærkeligt at den ene procent stadig kan sætte dagsordenen.


Forfatteren er født i Jordan i 1951 af palæstinensiske forældre, har studeret i Libanon, USA og Skotland, og er siden vendt ”hjem” til Palæstina, hvor hun nu bor i Ramallah. Hun er uddannet arkitekt og nu også forfatter med indtil videre to bøger bag sig.


/simon

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar