Diffenbaugh, Vanessa
Blomsternes hemmelige sprog
Lindhardt og Ringhof, 2011
380 sider
Kort resumé
Victoria har været anbragt i plejefamilier, nu er hun 18 år, hjemløs, følelsesmæssig skadet og kan kun udtrykke sig gennem blomster. Blomsterhandleren Renata opdager hendes talent for blomster og deres symbolik, og på torvet møder hun Grant. Men uden kærlighed er det svært at modtage - og give.
Sofie siger
Victoria Jones har hele sin barndom været anbragt hos forskellige plejefamilier og har aldrig ladet noget menneske komme tæt på. Blomsterne og deres betydning bliver derfor hendes måde at kommunikere med verden på. Hun er klart følelsesmæssigt skadet af de utallige svigt og den følelsesmæssige galvanisering ovenpå rust der er konsekvensen af overlevelsesopvæksten.
Som 18-årig bor hun som hjemløs i en park i San Francisco, men møder en dag blomsterhandleren Renata, som bliver imponeret over hendes store viden om blomster og evne til at sammensætte og personificere en buket. Victoria kan med blomsternes sprog hjælpe andre med at udtrykke, hvad de føler og skubbe til andres sindstilstand eller livssituation, men selv har hun svært ved at stole på folk. Hun mangler den primære socialisering og tillader ikke sig selv at blive elsket, men indleder alligevel et kompliceret forhold til Grant, som hun har mødt på blomstermarkedet – han taler også blomsternes sprog. Det viser sig, at Grant har en forbindelse til Victorias fortid, der rummer en smertefuld hemmelighed.
Blomsternes hemmelige sprog er en rørende roman om kærlighed, moderskab, tilgivelse og forsoning - og et interessant indblik i det victorianske blomstersprog.
Vidste du at lyserød rose betyder ynde, fresia varigt venskab og æble fristelse? Eller at Rododendron betyder vogt dig, smørblomst utaknemmelighed og anemone svigt? Bagerst i bogen er der en lang fortegnelse over blomsters betydning – så tjek hvad gæsterne i weekenden prøvede at fortælle …
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar