Du kan deltage i debatten om Trisse Gejls bog "Siden blev det for pænt" inde på Litteratursiden.  Sofie anbefalede den tilbage i oktober 2011.

Suad Amiry - Murad - han vil jo bare leve

Amiry, Suad  
Murad - han vil jo bare leve
Arvids, 2011
155 sider


En gruppe mennesker bevæger sig i nattens mulm og mørke og med fare for liv og lemmer fra en landsby nær Ramallah på den besatte vestbred til Israel. Er de klædt i bombeveste og på vej til et israelsk hotel, hvor der afholdes bryllup med 4-500 gæster, eller er målet en central busstation?


Nej, gruppen er blot på vej til arbejde, eller snarere muligt arbejde, da de skal stille sig op på bestemte steder, hvor israelske arbejdsgivere kommer og hyrer palæstinensere som daglejere for ringe betaling og med dårlige arbejdsvilkår. Men trods alt bedre end hjemme på vestbreden, hvor der intet arbejde er at få. 


Historiens fortæller er en kvindelig journalist, der forklædt som mand tager turen med de arbejdssøgende, der trods situationen holder humøret oppe og endda kan lave sjov med deres egne oplevelser på disse ”raids”. 


Romanen skildrer nogle af Mellemøstkonfliktens ofre der, som alle vegne hvor krig eller krigslignende tilstande hersker, er almindelige mennesker med ønsket om fred, arbejde og en anstændig tilværelse: værdier som 99% af jordens befolkning kan tilslutte sig – mærkeligt at den ene procent stadig kan sætte dagsordenen.


Forfatteren er født i Jordan i 1951 af palæstinensiske forældre, har studeret i Libanon, USA og Skotland, og er siden vendt ”hjem” til Palæstina, hvor hun nu bor i Ramallah. Hun er uddannet arkitekt og nu også forfatter med indtil videre to bøger bag sig.


/simon

Yiyun Li - Gulddreng smaragdpige

Yiyun Li 
Gulddreng smaragdpige
Gyldendal, 2011
196 sider


Kort resumé
Noveller fra nutidens Kina, hvor en række midaldrende og ældre personer lever i resignation og accept af de hårde slag, skæbnen og det kinesiske samfund har tildelt dem. Deres ensomhed får dem på forskellig vis til at række ud efter andre.

Sophie siger
Er en samling af ni noveller i meget forskellige længder. De omhandler alle menneskeskæbner i nutidens Kina.


Hovedpersonerne er alle midaldrende eller ældre mennesker der alle bærer på en tung fortid. I fortællingerne ser hovedpersonerne tilbage på deres barndom og ungdom og i flere af novellerne oplever hovedpersonerne, at en af deres forældre begår selvmord. Det er tragiske begivenheder, der har gjort dem til de mennesker de er, ensomme og ulykkelige.


Nogle af novellerne tager fat på emner som uforløst kærlighed eller det kærlighedsløse liv som for eksempel i bogens første novelle. Her hører man om, hvordan en lærerinde lærer sin elev, at hun skal holde sig fra kærlighed ’for et liv uden kærlighed gør et menneske frit’ eller ’hvis man intet begærer, kan intet besejre én’. Eleven underkaster sig fuldstændig lærerinden og lever efter hendes råd og får aldrig venner eller kærester.


Novellerne giver ligeledes et rigtig godt indblik og en forståelse for Kinas historie, politik og kultur, og ikke mindst for hvordan omvæltningerne, frygten og spændingerne har påvirket tilværelsen for landets borgere.


De fleste noveller er melankolske og sorgfulde, da de alle handler om ensomme og oversete eksistenser, men der er også et par noveller med humoristiske undertoner. Selvom det er melankolske noveller er de godt fortalt og Yiyun Li skriver med forståelse og empati, der gør, at man ikke bliver nedtrykt af at læse dem.


Det er virkelig en perle som fortjener at blive læst.

Philippe Claudel - Efterforskningen

Claudel, Philippe 
Efterforskningen
Arvids, 2011
199 sider


Kort resumé
Efterforskeren skal efterforske en række selvmord i Virksomheden. Han ankommer til sin destination, som er mareridtsagtig. Alle han møder er reduceret til funktioner, som f.eks. Tjeneren, Politimanden, Vagtmanden. Hotellet er en farce og alle er rablende vanvittige på Virksomheden.


Sophie siger
Vi befinder os i et mørkt og dystopisk univers. En efterforsker kommer til en fremmed by for at efterforske en bølge af selvmord i en stor virksomhed.


Efterforskeren ankommer til sin destination, som viser sig på alle måder at være helt forfærdelig. Alt går galt fra det øjeblik han stiger af toget. Han bliver ramt af absurde, groteske og rablende vanvittige uheld. Alle gader er ens, han farer vild, det er vådt og koldt, mobiltelefonen er løbet tør for strøm, Virksomheden er lukket, han taber sit tøj ud af kufferten.


Da han endelig finder et hotel han kan indlogere sig på, er det umuligt at få et bad, da der kun findes skoldhedt vand i hanerne.


På gaden viser folk ingen tegn på menneskelighed, alle bevæger sig som robotter i samme retning. Efterforskeren prøver at gå mod menneskestrømmen, da det er den vej han skal, men finder ret hurtigt ud af, at det er aldeles umuligt.


Da Efterforskeren endelig får adgang til Virksomheden, begynder mareridtet for alvor. De mennesker han møder er mere eller mindre ens og rablende gale, og de er alle reduceret til deres funktioner fx Politimanden, Opsynsmanden, Psykologen osv.


Efterforskeren som selv er en funktion uden navn, svinger mellem at mene, at han må drømme eller være død. For dette bizarre og surrealistiske samfund kan da ikke være virkeligheden.


Det var en meget surrealistisk oplevelse at læse denne bog. Det kan godt beskrives lidt som at befinde sig i et mareridt uden at kunne få øje på en udgang. Jeg var ret påvirket af oplevelsen, der nærmest føltes kvælende og klaustrofobisk undervejs. Men historien er samtidig genial fordi den beskriver den moderne magtesløshed og det daglige liv i tidens Europa på en dyster men humoristisk måde.


Jeg vil sige at den kan læses af alle, som holder af en fascinerende og god historie i et meget flot og lækkert sprog.


Philippe Claudel er vinder af den franske bogcafes læserpris.

Valentine Goby - Den der rører ved min krop dræber jeg

Goby, Valentine 
Den der rører ved min krop dræber jeg
Arvids, 2011
142 sider


Kort resumé
Frankrig 1943. Englemagersken Marie G. venter på, at hendes dødsdom bliver eksekveret af bødlen Henri D. Et andet sted gennemlever kvinden Lucie L. en abortering af det, der kunne have været hendes barn. De tre mennesker har et skæbnefællesskab uden at vide det, og over et døgn beskrives deres smerte, lidenskaber og de valg, der er gået forud.

Sophie siger
Året er 1943. Vi følger 3 personer som alle har dybe ar på sjælen og som alle er i ret ekstreme situationer. 


Vi møder:
Marie G som er en dødsdømt englemagerske, dvs hun foretager ulovlige aborter. Hun venter i et fængsel på, at hendes dødsdom bliver eksekveret. Lucie L, en kvinde som er igang med at abortere for anden gang & Henri D. Som er chefbøddel og dødsens angst for sit arbejde og som forbereder sig på at slå ihjel endnu engang.


Handlingen foregår på kun et døgn fra daggry til daggry.


Alle 3 befinder sig i et tomrum mellem liv og død.


De tænker tilbage på deres barndom og deres forhold til deres mødre og man finder ud af, hvorfor de er blevet som de er, og hvorfor de har fået så ulykkelige skæbner.


Marie G blev overset og forsømt som barn og nu af hendes fordrukne mand. Hun var vaskekone men da hendes nabo ved et uheld bliver gravid, hjælper Marie hende med at fordrive fosteret og bliver på den måde, englemagerske. En position, der både giver hende magt og penge.


Lucie L har haft en ustabil og overbeskyttende mor og fraværende far og kan nu ikke finde ud af at elske nogen. Hun lever i et kærlighedsløst ægteskab med hendes mand, som befinder sig i en arbejdslejr i Tyskland. Hun lever i en drøm og hungrer efter at finde den mand som kan få hende til at føle sig virkelig smuk og levende.


Henris mor dør da han er ganske lille og da han tror han er skyld i hendes død bliver han stum. Han lever et kummerligt liv og er bange for at elske nogen af frygt for at tage livet af dem, ligesom han gjorde ved sin mor. Han ender dog med at leve af det han virkelig ikke vil, nemlig at dræbe. Han tisser i bukserne af skræk inden han skal udføre sit job og drukner sin lede i hvidvin ved tanken om den tunge kniv, der venter på næste hals.


De kæmper alle tre for ikke at bukke under for smerten som fortærer dem, og alligevel er den det eneste, de har.


En meget stærk historie der kommer helt ind under huden på en. Man kan virkelig sætte sig ind i hovedpersonernes smerte og lidelser. Jeg vil sige at det nok er en udpræget kvindebog, da den især har fokus på følelser og stemninger. Den er især god til dem der har interesse i historiske miljøer og eksistentielle temaer. 

César Aira - Spøgelserne

Aira, César  
Spøgelserne
Tiderne Skifter, 2011
145 sider


Kort resumé
Den chilenske immigrantfamilie Vinas bor i et halvt færdigt boligkompleks i Buenos Aires, hvor faderen er opsynsmand. Datoen er den 31. december og familien gør klar til nytårsfest. Komplekset bebos også af mandlige nøgne spøgelser, som især moderen og datteren Petri er opmærksomme på. Petri inviteres til deres nytårsfest, men for at deltage må hun dø.

Sophie siger

Handlingen udspiller sig fra formiddag til midnat en meget varm 31. december i en etageejendom, som er ved at blive opført i Buenos Aires. Bygningen står som skelet, i en mellemfase mellem arkitekttegning og det færdige hus.

Velhavende borgere vises rundt i deres kommende boliger, mens opsynsmanden og hans familie er de eneste fastboende i den ufærdige bygning. De er dog ikke husets eneste beboere for i siestaen dukker flere spøgelser op. De svæver nøgne rundt uden, at familien tager større notits af dem. Eller det vil sige konen og den ældste teenagedatter viser lidt mere interesse end de andre familiemedlemmer, da alle spøgelserne er meget maskuline, veludrustede nøgne mænd.


Romanen bygger op til den store nytårsfest, som den chilenske familie holder oppe på tagetagen. Spøgelserne nærmer sig den ældste teenagedatter Patri og inviterer hende til deres nytårsfest. Der er dog et men, Patri bliver nødt til at være død for at deltage i festlighederne. 
Romanen berører emner som skel mellem klasserne i Argentina, forholdet mellem mand og kvinde og livets eksistentielle grundvilkår såsom vi har frihed til selv at vælge, hvad vi vil. 
Romanen henvender sig både til mænd og kvinder, der kan lide at læse filosofiske romaner, da den godt kan virke lidt langhåret ind imellem.


Det er den argentinske forfatters første bog på dansk, men jeg håber, at flere vil blive oversat.

Vanessa Diffenbaugh - Blomsternes hemmelige sprog

Diffenbaugh, Vanessa 
Blomsternes hemmelige sprog
Lindhardt og Ringhof, 2011
380 sider


Kort resumé
Victoria har været anbragt i plejefamilier, nu er hun 18 år, hjemløs, følelsesmæssig skadet og kan kun udtrykke sig gennem blomster. Blomsterhandleren Renata opdager hendes talent for blomster og deres symbolik, og på torvet møder hun Grant. Men uden kærlighed er det svært at modtage - og give.


Sofie siger
Victoria Jones har hele sin barndom været anbragt hos forskellige plejefamilier og har aldrig ladet noget menneske komme tæt på. Blomsterne og deres betydning bliver derfor hendes måde at kommunikere med verden på. Hun er klart følelsesmæssigt skadet af de utallige svigt og den følelsesmæssige galvanisering ovenpå rust der er konsekvensen af overlevelsesopvæksten.


Som 18-årig bor hun som hjemløs i en park i San Francisco, men møder en dag blomsterhandleren Renata, som bliver imponeret over hendes store viden om blomster og evne til at sammensætte og personificere en buket. Victoria kan med blomsternes sprog hjælpe andre med at udtrykke, hvad de føler og skubbe til andres sindstilstand eller livssituation, men selv har hun svært ved at stole på folk. Hun mangler den primære socialisering og tillader ikke sig selv at blive elsket, men indleder alligevel et kompliceret forhold til Grant, som hun har mødt på blomstermarkedet – han taler også blomsternes sprog. Det viser sig, at Grant har en forbindelse til Victorias fortid, der rummer en smertefuld hemmelighed.

Blomsternes hemmelige sprog er en rørende roman om kærlighed, moderskab, tilgivelse og forsoning - og et interessant indblik i det victorianske blomstersprog.


Vidste du at lyserød rose betyder ynde, fresia varigt venskab og æble fristelse? Eller at Rododendron betyder vogt dig, smørblomst utaknemmelighed og anemone svigt?  Bagerst i bogen er der en lang fortegnelse over blomsters betydning – så tjek hvad gæsterne i weekenden prøvede at fortælle …

Josefine Klougart - En af os sover

Klougart, Josefine 
En af os sover
Rosinante, 2012
260 sider


Kort resume
En lyrisk romanfortælling om sorg, tab og identitet, og om at høre til og holde af.

Sofie siger
Josefine Klougarts roman ”Én af os sover” handler om at forlade og blive forladt og sorgen som en nødvendighed. At blive fri af alt det, man bærer med sig. Hverken eller og hjemløshed – som grundvilkår og her foranlediget af kærlighedssorg Den første mand er hun sammen med i otte år; ham kalder hun systematisk for »afdød«, den anden mand hedder blot »den ny mand«.

Bogen er opdelt i otte kapitler, og hvert andet af dem hedder »Landskabet«. Det landskab, vi igen og igen vender tilbage til, er barndommens landskab dækket af sne. Sneen, der ligger som ”en pels af kulde”, sneen, der er ”umenneskelig”. Kadavere under sneen, fisk frosset fast i isen. Det er vinteren, der må levere landskab til et sind, der står i stampe.
Det er en gnistrende lyrisk fortælling med et stærkt sanseligt billedsprog. Det særegne ved Josefine Klougarts prosa er billedproduktionen, som hun varierer og genopfinder i sine romaner. I denne roman bruger hun især metaforens elementære operation: et billede lægger sig oven i et andet. Underlæben er flækket som en blomme, bærbuskene hælder ind over stien som stående passagerer, grøden bobler under sin hinde som en bullen finger. 
Klougart er en sand mester til at bygge et bevidsthedsrum op af billeder. ”Én af os sover” er en stille sansemættet bog. Sorg beskrives som at være nedsunket på havbunden. Tårernes hav. Alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Inderligheden sproget er et tungt tæppe hen over tekstens havbund,  kun afbrudt af enkelte ventiler, hvor læseren får små gisp af luft - den kontrakt skal man være klar på at indgå når man begiver sig ind i denne bog. Sansning og tolkning i en lyrisk symbolleg, hvor man får indblik i sindets hjemløshed. 

”Der er bare en akut mangel på hjem her. Træerne er nøgne, eg, tror jeg. Ja, eg, må det være. Der er et tæppe af selvsåede lave nåletræer, der kravler op mellem stammerne. De ser skræmte ud, som om de er blevet grebet på fersk gerning og har tabt trækronerne i panik. De bruger mig til at tænke med. Jeg ved ikke, hvad jeg bruger dig til, ud over måske at overleve.” (Citat side 120-121)