Marie NDiaye - Tre stærke kvinder

NDiaye, Marie 
Tre stærke kvinder
Gyldendal, 2011
273 sider


Kort resume
Tre små fortællinger om kvinder og en enkelt mand, der alle ønsker sig noget mere af livet. De er hver især fanget i magtesløshed og kan ikke finde vej ud af deres håbløse situationer.

Kritina siger

Marie NDiaye er af fransk-senegalesisk afstamning og modtog i 2009 den franske litterære udmærkelse Goncourt-prisen for romanen ”Tre stærke kvinder”.

Marie Ndiaye gjorde sig også bemærket, da hun for nogle år siden forlod Paris til fordel for Berlin, fordi hun ikke brød sig om Sarkozys Frankrig, et Frankrig, der i et interview blev kritiseret for den måde, hvorpå illegale flygtninge behandles.
Rammen om Marie NDiayes roman ”Tre stærke kvinder” er hendes udgangspunkt i de konkrete, ofte tragiske og undertiden opløftende relationer, globaliseringen skaber mellem almindelige mennesker.


”Tre stærke kvinder” indeholder tre fortællinger som er perifert knyttede. De tre fortællinger handler alle på hver sin måde om den kulturelle og følelsesmæssige rejse fra det afrikanske til det europæiske kontinent, men fortællingernes fornemste ambition er ikke en kommentar til konkret flygtningepolitik, men en indre udforskning af sjælekampe.


Den første handler om den parisiske advokat Norah, der har skabt sig en position i den bedre del af middelklassen, som hun lider af en evig angst for at falde ud af. At være kontrolfreak opfatter hun som en del af løsningen, men det går hverken værre eller bedre, end at hun forelsker sig i en infantil franskmand, der er hendes absolutte modsætning.
Norah kaldes hjem til sin far i et unavngivet afrikansk land. Her får vi præsenteret den afrikanske patriark i sit livs efterår. Tronen vakler under ham, fordi han har mistet sine penge i uheldige investeringer, og ikke nok med det: Hans søn og hendes bror Sony sidder fængslet for mordet på sin stedmor, som ikke han, men faderen har begået. Nu tilbringer han det meste af sin tid siddende i et flammetræ.
Alt det her kan jeg roligt afsløre, for det virkelige drama ligger et andet sted. Den afrikanske familiestruktur med undertrykte kvinder på den ene side og den enevældige høvding på den anden udvikler giftige reaktioner.
Den næste fortælling bringer os til en fransk landsby, hvor den fallerede gymnasielærer Rudy har gemt sig med sin afrikanske kone Fanta og deres fælles barn. Der er sket noget på den afrikanske skole, hvor Rudy har undervist, og han er så knækket og fuld af skyldfølelse over at svigte sin kone, at enhver - inklusive hans meget dominerende mor - kan jokke på ham efter behag.


NDiayes sidste fortælling er rigtig barsk. Den handler om en ludfattig enke, Khady Demba, der ikke blot har mistet alt, men som heller aldrig får noget igen. Hun smides på gaden af sin svigerfamilie efter mandens død og forsøger sammen med andre desperate stakler at nå frem til det forjættede Europa og skulle man være i tvivl om, hvad der får folk til at sætte livet på spil ved at søge nordpå, fjernes den ved at læse fortællingen her.


Der er her tale om en virkelig velskrevet roman om magtesløshed og selvransagelse og de til tider besværlige forhold til familie og andre nære relationer. Det spinkle håb om et andet liv i Europa er også et af romanens temaer. Der er bestemt ikke tale om en roman i den lette genre bl.a. fordi romanen summer af usagte forløsende ord mellem mennesker og hvor en melankolsk, lidt dyster stemning gør sig gældende i romanen.