torsdag den 24. maj 2012
Anne B. Ragde - En tiger for en engel
Ragde, Anne B.
En tiger for en engel
Rosinante, 2011
260 sider
Kort resumé
Den 8-årige Lotte fortæller om sine oplevelser, da forældrene bliver skilt, om svigt af kammerater og en ny veninde, livet alene med mor, sporadiske besøg hos far og en dejlig lang sommerferie på landet hos farmor og farfar.
Kristina siger
I 1990 debuterede Anne B. Ragde med romanen ' Hvem sviktet Lotte?'. Nu har hun gennemskrevet den 22 år gamle debutroman med henblik på at fjerne en del norsk dialekt, og desuden er titlen er også ændret til ' En tiger for en engel'.
”En tiger for en engel” skildrer den 8-årige Lotte, der bor i en lille lejlighed sammen med sin forbitrede og fattige mor, mens faderen efter skilsmissen har fundet en ny kæreste og er flyttet i hus med hende. Kæresten medbringer to børn. Lotte ser dem aldrig og heller ikke meget til faderen. Han virker mest interesseret i at afbryde forbindelsen med Lotte, der er en klods om benet i hans nye liv.
Lotte kæmper med en loyalitetskonflikt, for moderen tåler næsten ikke, at hun taler om faderen. Hendes frirum er de månedlange sommerferier på Vestlandet hos farmor og farfar, hvor hun lever i en landlig idyl på gården med høst, malkning, bagning og alt, hvad der hører til at drive et gammeldags landbrug. Her er hun langt væk fra skammen over at være et skilsmissebarn, som veninderne kan hviske om og væk fra moderen, der hele tiden græder, og som hun bekymrer sig om.
Romanen gør meget ud af at vise, hvordan Lotte agerer i et mineret felt. Også i den vidunderlige ferie skal hun hele tiden overveje, hvor meget hun tør nævne moderen. Tænke på, om hendes tøj finder nåde for farmors blik på en hullet sok - om sådan en detalje kunne stemple moderen som dårlig.
Sammenbruddet finder sted, da faderen kommer på en kort visit på gården med kæresten og et vennepar, de lige har mødt. Faderen beder Lotte skjule, at hun er hans datter, det nye vennepar skal nemlig helst ikke vide, at han og kæresten ikke er gift, og at hendes to børn ikke er hans. Far vil give Lotte 50 kroner for at undlade at tiltale ham som far.
Denne udradering bliver for meget for Lotte, der helt bogstaveligt gemmer sig, ligesom hun hele tiden har måttet gøre det psykisk over for alle. Så svaret på den oprindelige romantitel er, at alle svigter Lotte. Naturligvis faderen, men også moderen og bedsteforældrene, der ikke hjælper hende med at forene hendes verdener.
Ragde viser også i denne roman sin evne til at skildre miljøer, som danner sanselige og detaljerede billeder, og hvor de menneskelige følelser opleves stærkt af læseren. Jeg synes det er en gribende og velskrevet roman hvor Anne B. Ragde går ind i det følsomme barns sind, så man er nødt til at tro på hende og hvor hun beskriver hvor svært det er at være barn i en skilsmisse.
Etiketter:
barndom,
bedsteforældre,
booktalk,
far-datter forholdet,
mor-datter forholdet,
skilsmisse,
skilsmissebørn,
Trondheim
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar