Afghanistan på Book Talk 2011-12

Danmark var indtil årtusindskiftet mest kendt ude i den store verden for H.C.Andersen, andelsbevægelsen, folkehøjskoler og mejeriprodukter med tilhørende Turnkey Diaries. Siden er vort image ændret: Nu er Danmark landet, der krænkede en af profeterne, og landet, der har ført/fører krig mod samme profets tilhængere flere steder.


Hvis man som dansker nøjes med aviser og fjernsyn som information om vor engagement i Afghanistan, så mangler man noget: Ordentlig baggrundsinformation, oplysninger, der ikke er præget af vor allieredes (USA’s) ideologi, og reportager fra journalister, der ikke er embedded (eng. udtryk for journalister, der bliver på baserne og nøjes med at viderebringe den ene parts holdninger) hos koalitionsstyrkerne.


Derfor disse tre bøger, der netop kan afhjælpe denne mangel på information.


Nordmanden Frederik Barth er antropolog og har siden 1954 boet i Afghanistan med jævne mellemrum. Han har især besøgt Pashtunerne, den største og mest indflydelsesrige folkegruppe i Afghanistan, og lært sig deres sprog, sæder og skikke.


Uden at tage stilling til det kloge eller ikke kloge i Natos krig i Afghanistan redegør Barth i et klart og forståeligt sprog for den afghanske kultur og ikke mindst de værdier, som et sådant stamme-opbygget samfund er funderet i. Barth forklarer, hvilke problemstillinger Nato-tropperne møder på ”landjorden”, som det hedder i militærjargonen, samt problematikken omkring indførsel af demokrati i et land, der aldrig har været styret centralt eller demokratisk.


Bogen har et ekstra forord af Lasse Elgaard, der bl.a. skriver: "Bogen er nyttig læsning, hvis man har problemer med at fatte, hvorfor det ikke går ufatteligt godt i Afghanistan."


Den skotske journalist James Fergusson har siden 1997 rejst i og rapporteret fra Afghanistan, hvor han har opbygget et solidt netværk af kontakter, der gør, at han kan komme vidt rundt i landet og tale med mennesker fra alle befolkningsgrupper. 

Fergusson fortæller historien om Taliban fra dets spæde begyndelse i Kandahar-provinsen i 1994, henover 2001, hvor den USA-ledet koalitionsstyrke satte bevægelsen fra magten i landet, og op til 2009, hvor bogen er klar til at gå i trykken. Han gør op med mange af de myter, vi i den vestlige verden ligger under for. Eksempelvis brugte Taliban i dets regeringstid årligt flere penge på sundhed og uddannelse end den nuværende regering. Han fortæller også om forsøget i 1990’erne på at etablere et samarbejde mellem Taliban og et texansk oliefirma, der med Washingtons velsignelse ville lægge olierørledninger gennem landet. 


Fergusson er fortaler for dialog med Taliban, da Taleban lige så meget repræsenterer en ideologi, som det er en væbnet gruppe og derfor ikke kan besejres med magt alene. Han citerer Shukria Barakzai, kvindeligt parlamentsmedlem og kvinderetsforkæmper: ”Taliban udspringer af vores egen befokning. De har andre synspunkter, men som demokrater er vi nødt til at acceptere det”.


Bogens engelske titel er ”Taliban: the Unknown Enemy”, men er af det danske forlag Turbine forsynet med titlen ”Taliban: Historien om verdens mest frygtede guerillahær”. Er det af økonomiske/salgsmæssige grunde eller pga. forlagets ideologiske tilhørsforhold, at undertitlen er ændret, vides ikke, men skæmmende i alle fald for bogens intentioner og sobre fremstilling.

Den danske journalist Nagieb Khaja har, som barn af afghanske indvandrere, et sprogligt og kulturelt forspring i forhold til sine kolleger, der gør, at han kan tage til Afghanistan og arbejde uden at være embedded. Han tager os med til ”den anden side”, altså ud i landet uden en militær- eller politieskorte, der som regel virker hæmmende for menneskers lyst til at udtale sig. En sådan tur er aldeles ikke ufarlig. Dels bliver Nagieb arresteret af politiet, mistænkt for at være spion, for hvem vil ellers ture alene rundt i et krigshærget land, og dels bliver han bortført af en gruppe, der ikke helt ved, om det er frihed eller penge, den kæmper for – i hvert fald bliver Nagiebs familie afkrævet løsepenge. Nagieb når dog at flygte, inden pengene skifter hænder, hjulpet af en lokal afghaner, der herved bringer sig selv og sin familie i livsfare.


Nagieb interviewer adskillige afghanere, der kan berette enslydende historier om vilkårlige flybomber, der rammer civile, om den ny regerings korrupte embedsmænd, der kræver betaling for at udføre deres arbejde, om koalitionsstyrkernes brutale fremfærd i forbindelse med husundersøgelser, konvojkørsel og vejspærringer, alt sammen noget der skaber tilslutning til Taliban.


Et af Nagieb Khajas mange eksempler på den vestlige nyhedsformidling/-fordrejning er en veldokumenteret historie om nogle indbyggere der, godt trætte af den lokale politichefs opførsel (chikane, pengeafpresning, kvinderov), greb til våben. Dette blev i vore aviser til talibanere, der angreb den lovlige regerings embedsmænd!


Så ”historien der ikke blev fortalt” kommer alligevel frem, takket være en modig journalist, der ikke nøjes med at være embedded og viderebringe koalitionsstyrkernes pressebulletiner.


/Simon

Barth, Fredrik

Afghanistan og Taleban

2010, 111 sider 

Fergusson, James

Taliban : historien om verdens mest frygtede guerillahær.

2011, 311 sider, tavler i farver

Khaja, Nagieb

Historien der ikke bliver fortalt : om krigen i Afghanistan

2011, 355 sider