Scarlett Thomas: Vores tragiske univers

Thomas, Scarlett:
Vores tragiske univers
Tiderne Skifter, 2011
445 sider


Kort resumé:
Om en forfatter, der ikke kan få hul på sit ambitiøse romanprojekt. Hvordan man som menneske kan stirre sig blind på et enkelt punkt eller mål, mens vejen gennem labyrinten (livet) passerer. Hvordan livet kan virke som en labyrint at navigere rundt i, både i forhold til egne ambitioner, men også i forhold til ens nærmeste.




Sofie siger:
En roman der ikke sådan lige læser sig selv til at begynde med, men den åbner sig og bliver svær at lægge når der først er hul på legen i fiktionens univers. 


Hovedpersonen forfatteren Meg tænker og filosoferer meget. Hun er midt i trediverne og  i et miljø af søvnig, vejrbidt engelsk provins, kredser hun om LIVET  og DØDEN og meningen med det hele. Når man læser romanen her søger man også efter mening, men det er ikke altid vi får den. Garvede fiktionsforbrugere laver jo hurtigt en kædelæsning, tillægger det skrevne en betydning for den videre handling, men der bliver leget med konventionerne og når man udfylder hullerne i læsekæden, går man måske fejl eller forvirres af genreskift og afbrudte læsestrenge. 
Jeg tror faktisk godt jeg kunne læse roman igen – for der er mange fortællinger i fortællingen og leg med genrer: akademisk, poetisk, realistisk og magisk,  og en lille bitte sjat chick-lit. Blandingen af litterære virkemidler er et kendetegn ved Scarlett Thomas forfatterskab. Hun har også skrevet Mr. Y's forbandelse, der også i et labyrintisk tankeeksperiment blander tunge tanker, flotte billeder og overraskende ideer i en formblanding af filosofi, science fiction, fantasy, spænding og kærlighedsroman. 
Thomas skriver med underspillet humor, fx når hun er midt i en udredning af en new age agtig teori om universet, evolution og uendelighed med relativitetsteori, kraftkilden Energia og up og down kvarker (?!) metaforiserer til barbering af ben, betaling af regninger og indtagelse af tilstrækkelige mængder grøntfoder. Så forstår man bedre titlen ”Vores tragiske univers”.


Anmeldt af Sofie Milred Søndergaard