Kunne jeg skrive så smukt om kærlighed, sad jeg ikke og skrev om en bog om kærlighed, der er så smukt skrevet, at jeg simpelthen er nødt til at skrive om den. Selvom tonen er fremmed (handlingen foregår i en lille Kirgisisk landsby under 2. verdenskrig. Der er ikke meget jeg kan identificere mig med her), bliver jeg bekræftet i, at der findes fundamentale, menneskelige præmisser hvis udtryk er ens på tværs af tid og sted.
Jeg taler om romanen Dzjamilja fra 1958, der endeligt er blevet oversat og udgivet. Det er den kirgisiske forfatter Tjingiz Ajtmatov der er ophavsmanden til denne smukke historie, som den franske forfatter Louis Aragon kaldte for den smukkeste kærlighedshistorie i verden.
Landsbyen er tømt for de våbenføre mænd, der er ved fronten for at kæmpe mod tyskerne. Den 15-årige Seit arbejder sammen med hans meget livlige, og smukke svigerinde Dzjamilja i marken for at høste korn. Kornet er vigtigt for landets krigsindsats mod tyskerne.
På et tidspunkt bliver de to sat til at køre korn til en opsamlings-station. De får selskab af den indesluttede og tavse soldat Danijar, der er blevet såret og gjort ukampdygtig ved fronten. Det er under en af disse ture, at Danijar begynder at synge. Den transformation Seit, Dzjamilja og selve historien går igennem herved, er helt igennem magisk. Man lades måbende tilbage.
Dzjamilja er en særlig oplevelse, man sjælden kommer ud for. Bogen er, med sine cirka 80 sider, overskuelig at komme igennem, og man gør sig selv en tjeneste at læse den igen. Det bliver den bare dobbelt så god af.
Du kan bestille bogen her.
/Michael
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar