torsdag den 6. december 2012

Møgkællinger af Gretelise Holm


Gretelise Holm
Møgkællinger
Lindhardt og Ringhof, 2011
301 sider

I krimien ”Møgkællinger”, skrevet af Gretelise Holm, bliver vi introduceret til den pensionerede journalist Karin Sommer, der efterforsker et meget mystisk mord på en elev, der er begået på en højskole. Det viser sig, at den afdøde elev havde et seksuelt forhold til sin lærer og var gravid med hans barn, da drabet fandt sted. Samtidig har eleven og læreren haft sex lige inden mordet skete, og dermed er der ingen tvivl. Læreren må være gerningsmanden, og det på trods af at han igennem hele fortællingen påstår sin uskyld.

Karin Sommer lever som enke og af sin pension, da hun hører om mordet for første gang. Efter hendes mand er afgået ved døden har hun isoleret sig fra sine nærmeste og lever et ret så trivielt liv. Men da hun hører om mordet vækkes hendes interesse for kriminalsagen. (Det skal siges, at i hendes fortid var hun meget betaget af sådanne sager). Specielt da hun opsøges af lærerens kone stiger interessen markant fra Karin Sommers side. Samtidig med at efterforskningen er i gang, overfaldes specifikt valgte mænd og kastreres af én bestemt kvinde. Kvinden går under navnet ’kattekvinden’ grundet hendes evne til at snige sig ind på sit bytte, i dette tilfælde mændene, uden at efterlade et eneste spor.

Fortællingen er rigtig godt skruet sammen med et velfortalt plot, der fanger de flestes interesse. Som læser sluger man historien i et hug, og det er nærmest umuligt ikke at blive helt vild med den ældre Karin Sommer. Hendes evne til at gå ned i de mindste detaljer for at løse de mysterier hun kommer ud for, er bemærkelsesværdig. Hendes overblik over samtlige af sagens løse ender, er samtidigt noget der falder i øjnene hos læseren.

Bogen er en sand fornøjelse og kan i den grad anbefales herfra. 

Krimien får 4 ud af 5 stjerner.

/Nikolaj

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar