tirsdag den 28. juli 2015

De hårdtprøvede sønderjyder

Efter folketingsvalget for nylig ville københavnerforargelsen ingen ende tage overfor sønderjyderne, der for en stor dels vedkommende havde stemt på Dansk Folkeparti. Det lod ikke til at gøre større indtryk på de gæve sønderjyder, der havde haft deres grunde til at stemme, som de gjorde. I det hele taget er der langt fra magtens centrum i hovedstaden til denne, vores historiemæssigt mest stormomsuste landsdel.
Journalisten Søren Flott har på Gyldendals Forlag for nylig udgivet bogen ”Sønderjylland besat” om Sønderjyllands besættelse og tiden derefter. Historien gengives ud fra fem hovedpersoners synspunkt: Embedsmanden, officeren, hjemmetyskeren, politikeren og modstandsmanden. De forskellige perspektiver på historien viser også med al tydelighed, at fronterne i landsdelen var trukket væsentligt hårdere op end i resten af landet. Der er tale om en letlæst og veldokumenteret fremstilling, som måske ikke bringer noget væsentligt nyt, men alene p.g.a. sin form burde kunne tiltrække historieinteresserede læsere udenfor landsdelen. Anbefales varmt!

Andre bøger af Søren Flott:  Danskeren der ville dræbe Hitler (2012), Mamma doc (2011), De danske tigre (2009), Afhopperen (2008).

/Benny

torsdag den 9. juli 2015

Næste gang turen går til København

46.3
Det skjulte København
Johanne Steenstrup, Klaus Dahl
Jonglez, 2015
223 sider

Biblioteket har lige fået en anderledes turguide om København. Den er fyldt med finurlige og overraskende seværdigheder langt fra de slagne turistfælder. Bogen er opdelt i geografiske afsnit med præcise adresser og oplysning om adgangsforhold og offentlige transportmidler i nærheden. Hvem vidste f.eks. at rockguitaristen Link Wray ligger begravet i krypten under Christianskirken på Chritianshavn? Eller hvor 30 landsforrædere fik eksekveret deres dødsdom efter krigen? Eller at gitterværket ved kolonnaderne på Amalienborg i gamle dage skulle forhindre mandspersoner i at lade vandet op af de kongelige bygninger? Sådan er guiden fyldt med overraskende oplysninger, og man bladrer lystigt igennem enten for selv at opsøge fænomenerne, eller blot for god underholdnings skyld.

/Benny

fredag den 3. juli 2015

Kunst med et glimt i øjet

72
Carlsen, Peter
Peter Carlsen - realitymaleri 
Kastrupgårdsamlingen
Randers Kunstmuseum, 2015
106 sider

Maleren Peter Carlsen fyldte 60 i år. I den anledning er der udgivet et udstillingskatalog over et repræsentativt udsnit af kunstnerens værker, der har været og bliver udstillet på henholdsvis Kastrupgårdsamlingen og Randers Kunstmuseum i løbet af året. Peter Carlsen kalder sig selv for realitymaler og er helt sikkert inspireret af ekstremrealister som f.eks. Edward Hopper. Hans værker er fyldt med selvironi og humor og med et godt blik for nogle af samtidens paradokser. Mange af os kan ikke lade være med at se lidt af ”Villy” i os selv, og det tror jeg faktisk også er meningen! Ud over selvfølgelig at gengive billederne giver kataloget også en udmærket indføring i Carlsens karriere og hans specielle univers. En andeledes og meget spændende kunstbog efter min mening.

/Benny