tirsdag den 30. september 2014

Forelskelser

Javier Marías
Roman oversat af Iben Hasselbalch
368 sider
Gyldendal

Nobelpriskandidat

Den spanske forfatter Javier Marías betegnes som en af Spaniens største forfattere og kandidat til Nobelprisen i litteratur, men mangler stadig at få sit gennembrud herhjemme.

Med romanen Forelskelser, som er en nuanceret og velfortalt filosofisk undersøgelse af forelskelsens natur, burde  gennembruddet ligge lige for.

Romanens rolle

”…hvad der sker i romaner, er ligegyldigt eller bliver glemt, når man er færdig med dem. Det interessante er de muligheder og tanker, som de fremkalder i én og illustrerer med deres opdigtede problemstillinger, det står tilbage med større tydelighed end virkelige hændelser, man tænker mere over dem.”

Sådan siger en af romanens hovedpersoner, og giver dermed nøglen til en af bogens pointer; nemlig at historier sætter aftryk i os: de opdigtede og dem vi selv digter, selv om de senere viser sig at være forkerte. 

Det er netop sådan, at Forelskelser er bygget op: Af en række begivenheder, der holdes op, drejes rundt og analyseres fra alle potentielle vinkler, så billedet bliver til et prisme med mange facetter, og sandheden forskydes. 

Forelskelser i mere end én forstand

Handlingen involverer en håndfuld forelskelser i bred betydning: Den kvindelige fortællers betagelse af et forelsket udseende par, parrets lykkelige og vedvarende forelskelse, mandens bedste vens forelskelse i sin vens hustru, den kvindelige fortællers forelskelse i den samme mands bedste ven, og hustruens senere forelskelse i sin mands bedste ven. 

Krimielement

Marías benytter sig også af krimiens virkemidler til at drive fortællingen frem, og således bliver et mord og et overraskende aspekt af motivet bag mordet romanens omdrejningspunkt.

Forelskelser er en interessant roman både form- og indholdsmæssigt.

/christine