fredag den 31. januar 2014

Magasiner for enhver smag - Januar

Lækkert blankt papir, flotte billeder, gode artikler, tips og ideer. På Hørsholm Bibliotek kan du låne magasiner for enhver smag. Vi har over 100 forskellige tidsskrifter, inden for rigtig mange emner. Vi anbefaler jævnligt nogle af vore tidsskrifter her på bloggen, som man kan komme ind til os og læse eller låne med hjem.



Vores børn: Magasin for forældre med børn i alderen 0 – 4 år. Gode råd om mad, søvn og sygdom, baggrund om dit barns psykologi og udvikling samt inspiration og tips til køb af flyverdragt og meget andet.




Vagabond. Rejs: Inspiration og information til din næste rejse.

tirsdag den 28. januar 2014

Læs bogen, besøg øen

Hislop, Victoria
Øen
Bazar, 2011
504 sider

En ferie på det østlige Kreta nær byen Agios Marina må nødvendigvis indeholde en lille sejltur til øen Spinalonga, som er kendt som spedalskhedsøen. Her blev spedalske fra hele Grækenland sendt til og isoleret i første halvdel af forrige århundrede. Nu står øen hen som museum, med de tomme huse som alligevel giver et oprigtigt og lidt uhyggeligt indtryk af, hvordan øens beboere trods sygdom har formået at skabe et lille fint samfund. Forfatteren Victoria Hislop giver med bogen Øen et godt billede af tiden med spedalskhed og skæbnen for folk, som fik sygdommen og som måtte fordrives til Spinalonga.

Rammen til historien er den unge engelske Alexis´ rejse til Kreta, hvor hun prøver at finde frem til sin mors græske rødder. Hendes mor har hemmeligholdt sin fortid, men et brev fra hende til en gammel græsk veninde på Kreta lukker op for en højdramatisk slægtshistorie, der starter med Alexis´s oldemor.

Alexis`s oldefar var fisker og sørgede for transport af varer til øen, hvor han også selv måtte transportere både sin kone og senere en datter til, som fik den frygtede sygdom. Sammenhold og hjælpsomhed, men også angsten for og indgroede fordomme omkring sygdommen, præger befolkningen.

Derudover har romanen en betragtelig underholdningsværdi i beskrivelsen af to søstre i slægten. Den ene (næsten for) god og kærlig, den anden lidenskabelig og en renlivet egoist. Deres vidt forskellige skæbner er et omdrejningspunkt i bogen. Den gode søster bliver en vigtig samfundsstøtte på Spinalonga, men Askepot får heldigvis sin prins til sidst. Som vanligt er det de onde i litteraturen, der tilføjer spænding og drama. Den onde søster får også sin prins, men hendes utilfredse og lidenskabelige sind driver hende ud i en udenomsægteskabelig affære, der får tragiske følger.

Det er en bevægende historie med god lokalkolorit. Forfatteren balancerer fint mellem det underholdende og dramatiske og det lidt mere seriøse. Romanen bliver ganske rammende sammenlignet med 'Kaptajn Corellis mandolin'. Så besøg øst Kreta og øen Spinalonga.

/Marianne