Maroh, Julie
Blue is the warmest color
2010, 157 sider
Måske har du set sidste års Cannes vinder "La Vie d'Adèle" eller "Blue is the warmest color", som den blev oversat til på engelsk. Dette blogindlæg handler om bogen bag, eller rettere - tegneserien bag filmen.
Filmen er blevet lavet, så den ligner tegneserien på rigtig mange måder. Farven blå er gennemgående i tegneserien og refererer til Clementines forelskelse og på en måde også besættelse af den lidt ældre kvinde Emma (som har blåt hår). I filmen vises det i detaljerne - den blå bluse, havets farve, en blå bænk. Her er alt tegnet i blåtoner. Illustrationerne er helt formidable og viser i første halvdel af historien på en hjerteknusende måde Clementines smerte, forvirring og glæde over at føle sig dels forkert men også lettet over at være forelsket i en kvinde.
I tegneserien hedder den ene hovedperson Clementine, i filmen hedder hun Adèle (ligesom skuespilleren som portrætterer hende), men der er også andre forskelle. Desværre virker det som om forfatteren ikke tager sig tid til at gå helt ind i personernes følelser på enkelte punkter og slutningen kommer meget pludseligt uden forvarsel. Jeg blev dog meget rørt alligevel. Tegneserien ender helt anderledes end filmen, og jeg skal ikke afsløre noget. Jeg vil bare sige, at jeg holder mere af denne slutning, end af filmens.
Måske kommer Maroh med en "extended version" af historien. Det håber jeg.
Du kan låne den på engelsk på biblioteket.
/Nina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar