Kulturhistorisk slægtsroman fra 1930’ernes Europa og fem årtier frem.

Markovits, Anouk
Den udstødte
Rosenkilde & Bahnhof, 2013
272 sider 

Historien begynder i Transsylvanien lige før anden verdenskrig, hvor en lille jødisk dreng Joseph som den eneste overlever et pogrom mod hans familie. Han adopteres af familiens kristne tjenestepige og opdrages som kristen. Fem år efter hjælper han en lille jødisk pige Mila, hvis familie også er blevet udslettet. Mila bringes til rabbien Zalman Stern, hvor hun vokser op som datter i huset. Her er hun nogenlunde jævnaldrende med Atara, Sternfamiliens ”rigtige” datter, og de to piger udvikler et nært forhold. Familien overlever krigen og flytter til Frankrig før jerntæppet sænker sig. Samtidig er Joseph blevet sendt til Amerika af det lokale jødiske trossamfund for der at blive ”genopdraget” som jøde.

Familien Stern er hasider, dvs. tilhængere af en religiøs retning inden for judaismen, der lægger stor vægt på den åndelige, følelsesladede dimension af jødedommen, og hvor dans, sang og klappen i hænderne er en karakteristisk del af den hasidiske gudstjeneste. Dette baseres på et citat fra salmernes bog, hvori der står: "Tjen Herren i glæde ..." (Salme 100). Hasiderne er inddelt i undergrupper, hvor Sterns tilhører Satmar-retningen. Den ledes af Rabbi Teitelman, hvis gerninger under anden verdenskrig spiller en stor rolle i beretningen.

Milas og Ataras nære forhold svækkes, som tiden går. Mila accepterer familiens religiøsitet, mens Atara går egne veje. Hun læser verdslig litteratur under dynen, da dette ikke er tilladt i den fromme familie, og som 16-årig forlader hun hjemmet for at realisere sit eget liv. Familiefaderen Zalman fornægter hende – hun er nu udstødt. Mila derimod forbliver tro mod de hasidiske leveregler og sendes til USA for at blive gift med Joseph, der i mellemtiden er blevet kendt i Satmar-bevægelsen for sin store viden og tro.

Vi følger nu søstrene hver især gennem de næste årtier. Også Rabbi Teitelman er kommet til USA, hvor han værdsættes som leder af Satmar-bevægelsen. Søstrene finder ud af hans rolle i ”Katzner-toget”, et særtog, der under anden verdenskrig mod betaling til nazisterne og på bekostning af de øvrige ungarske jøder (der ender i KZ-lejr), kørte til Svejts med 1700 ”udvalgte” jøder, herunder Rabbi Teitelman. Turen var arrangeret af  zionisten Rudolf Katzner. Især Mila undres, da de ledende hasider, herunder Teitelman, altid har taget afstand fra zionismen og bandlyst enhver jøde, der fattede interesse for zionismens ide. Israel skal nemlig stiftes af Messias, ikke af mennesket (denne problematik eksisterer stadig i dagens Israel: hasiderne anerkender ikke statens eksistens, gør ikke militærtjeneste, og lever i det hele taget i enklaver med egne love og skikke). Så hvad var grunden til at Rabbi Teitelman lod sig redde af de ellers så foragtede zionister? Rabbien siger også før krigen bryder ud til sin menighed: ”I skal ikke forlade Rumænien, Ungarn, Polen. Lad være med at forlade lande, hvor vores traditioner har overlevet … [til fordel for] lastens hule i Amerika med nymodens ting og assimilation”. 

Til sidst mødes søstrene efter næsten 50 års adskillelse. Kan der overhovedet gøres status? Hvem af søstrenes gik den rette vej?

Forfatteren giver (heldigvis) intet svar og er heller ikke dømmende over for fundamentalismen i Satmar- og andre hasidretninger. De konkrete historiske begivenheder taler for sig selv og udstiller således dobbeltmoralen, der tit findes hos religiøse ledere, i dette tilfælde Rabbi Teitelman. Anour Markovits er selv ”afhopper” fra miljøet, men dette afholder hende ikke fra en fin skildring af, hvordan livet som stærkt troende jøde udfolder sig.

/simon