tirsdag den 24. september 2013

Kaukasus & Kildevand : historier fra en rejse til fods

48.211
Harvig, Bjørn 
Kaukasus & kildevand : historier fra en rejse til fods
1. udgave. - Kbh. : Gyldendal, 2012
287 sider : ill. i farver

Beretning om forfatterens rejse til fods gennem bjergene fra Sortehavet til Det Kaspiske hav.

Bjørn Harvig er medlem af Eventyrernes Klub og har tidligere udgivet rejsebeskrivelsen Igors æblehave, 2008, om en cykelrejse fra København til Teheran. Han syntes, det gik lidt for hurtigt på cykel, hvorfor han planlagde en tur til fods gennem Kaukasus fra Sortehavet til Det kaspiske Hav.

Overalt møder han venlighed og gæstfrihed, og hans fortællinger om de mennesker, han møder, danner et komplekst billede af livet i et område, hvis historie og nutid er stærkt præget af konflikter og krige.

Bjørn er god til at tale med folk, og i bogen genfortæller han mange af de skæbner, han mødte på sin lange rejse.

Han fortæller om Ninel (Lenin stavet bagfra), som har 10 børn og som går tre km til den nærmeste sauna for at få sig sit ugentlige bad. Han fortæller om drengen Nal, som drømmer om at blive fodboldstjerne. Om den smilende købmand, om tre russiske biologer, om hemmelige huler og honningbonden, og om hvordan han erfarer, at cigaretter er bedste middel til at passere militærposter fyldt med teenagesoldater og tanks.

Bjørn besøger også skole nr. 1. i Beslan i Nordossetien, hvor næsten 400 mennesker - primært børn - blev slået ihjel af den tjetjenske terrorist og separatist Shamil Basajev i 2004 (der må godt fældes en tåre ved læsningen af dette gribende kapitel).

Alt i alt en rørende, livsbekræftende og sine steder også meget morsom bog, som er rigt illustreret med forfatterens egne fotos.

Videre læsning om områdets historie, kultur og politik:

Korsvej og minefelt : kultur og konflikt i Kaukasus/Ib Faurby; Märta-Lisa Magnusson; Vakhid H. Akajev. – 2003. (Opstilling i folkebiblioteker: 98.211)

Nordkaukasus : folk og politik i en europæisk grænseregion/Lars Funch Hansen; Helen Krag. – 2002.  (Opstilling i folkebiblioteker: 98.211)

/Simon

mandag den 9. september 2013

Gastronomiens danske grundlæggere – Lene og Sven Grønlykke – et erindringsportræt af Maria Grønlykke

Lene og Sven Grønlykke : et erindringsportræt 
Maria Grønlykke
[Kbh.] : Gyldendal, 2012
272 sider : ill.

Jeg er barn af en tid, hvor Irma tog sin begyndelse, og hvor min mor kastede sig ud i “det moderne køkken”. Vi rejste til Frankrig og mine forældre gik meget op i restauranternes spisekort. Nu er jeg selv blevet så gammel at jeg både har tid og råd til at have fået samme hobby.
Bogen om Lene og Sven Grønlykke tog jeg med på sommerferie, da jeg var lidt nysgerrig omkring Løgismose konceptet, som jeg bedst kender fra delikatessebutikken i Nordre Toldbod og Løgismose chokolader. Det skulle vise sig, at jeg blev helt opslugt af den underholdende og muntre bog om de to mennesker som har formået at indføre fransk gastronomi til Danmark, og få Irma til at sælge friske råvarer, franske vine, oste og andre specialiteter. Desuden fik de importeret nogle unge franske kokke til Danmark, som heldigvis fandt nogle danske piger og blev hængende her, samtidig med at de fik sat nogle vældige fodaftryk. Det er f.eks. Daniel Letz som nu har en herlig lille restaurant på Sankt Jacobs plads på Østerbro med tilhørende fransk delikatesse butik. Og Leffroy som efter mange år på Faldsled Kro nu har sit eget smukke sted I Nyborg, lige ned til Storebælt.

Grønlykkerne må betragtes som tidens bohemer i 1960´erne og frem til engang I 1970´erne. De fik sammen med Rifbjerg og andre intellektuelle gang i gode spisesteder, som Kong Hans Kælder og Faldsled Kro. Udover at få seks børn kastede Grønlykkerne sig også ud i film, købte ligefrem et filmstudie og blev særlig kendt på filmen “Balladen om Carl Henning” samt et par andre film.

Jeg må sige at Sven og Lene Grønlykke var overskudsmennesker, der virkelig formåede at gøre Danmark større og sjovere. Godt, at deres datter Maria Grønlykke så uhøjtideligt, med denne bog minder os om det og den svundne tid.

/Marianne

mandag den 2. september 2013

Da forbryderne fik ansigter

Forbrydelsens ansigt 
Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen, Gitte Bergendorff Høstbo
[Kbh.] : Gad, 2013.
335 sider

”Vi skal lige have et billede til forbryderalbummet”. Eller ”Næ tak, jeg har ikke lyst til at havne i forbryderalbummet”. Kommentarer fra ganske almindelige mennesker der skulle fotograferes af familien eller venner ved diverse som regel festlige lejligheder. Sådan sagde man i min barndom, og jeg er ikke helt ung længere (!), men årsagen må have været en kollektiv bevidsthed om det absolut lidet attråværdige ved at havne i politiets forbryderalbum!

I dag render alle rundt med et kamera i deres mobiltelefoner og der er intet eksklusivt over almindelige digitalkameraer. De er hvermandseje, men sådan har det ikke altid været. Da jeg købte mit første spejlreflekskamera i 1980, kostede det den nette sum af 2.000,- kr. I dag kan man på Nettet købe et fremragende digitalt spejlreflekskamera til det samme beløb. Disse betragtninger blot for at understrege en af pointerne ”en demokratisering af fotokunsten” i forfatternes bog.

Forbrydelsens ansigt af Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Høstbo er intet mindre end lidt af et scoop. De har været en tur i Statens Arkiver og har bladret i politiets fotoalbummer med portrætter af forbrydere i perioden 1851 og frem til starten af det 20. århundrede. Arkivlovene gør desværre, at vi kommer til at vente længe på en fortsættelse.

Bogens 300 sider indeholder skarpe fotos af folk fra samfundets bund som ellers aldrig ville komme i nærheden af et fotografiapparat. Billederne i sig selv taler deres tydelige sprog. Hårdkogte vaneforbrydere, barnemordersker, ludere og lommetyve. Når man nu ved, de er forbrydere ligner de også sådan nogle, men hvis vi ikke havde vist det, kunne det måske have været et billede af onkel Svend eller tante Olga.

De medfølgende historier om deres forbrydelser er god research og spændende læsning og giver samtidig et godt tidsbillede af både forbrydelsernes art og samfundets syn på disse i samtiden.

Bogen er en sjælden kombination af fotohistorie, kriminalhistorie, samfundshistorie og socialhistorie, lækkert sat op og med nogle overraskede pointer ind imellem, bl.a. det faktum at det ikke er noget nyt at Danmark bliver invaderet af udenlandske kriminelle og potentielle terrorister! En bonushistorie om salig Thorvald Stauning har ikke tidligere været offentliggjort og hvad den går ud på, skal ikke afsløres her!

/Benny