torsdag den 29. marts 2012

Sissel Bergfjord - Sortedam


Bergfjord, Sissel
Sortedam
Gyldendal, 2012
168 sider



Kort resumé
Den højgravide Sigrid har det meste af sin barndom levet i skyggen af sin smukke og karismatiske, men alkoholiserede mor. Moderen er død, og Sigrid rydder op i hendes lejlighed, og ser samtidig tilbage på sin barndom og ungdom, familiens opløsning og moderens sociale nedtur.

Kristina siger
Sissel Bergfjord har skrevet bogen ”Sortedam” ud fra det ønske at ”være med til at give børn af alkoholikere en litterær stemme, og at andre mennesker kan få større indsigt i, hvordan det er at vokse op i en familie med en alkoholiker”. Sissel Bergfjord er selv vokset op med en alkoholisk mor, så temaet er skrevet med en overbevisende ”insider” viden.


Hovedpersonen Sigrid, der er i slutningen af trediverne, er højgravid og på vej ud til sin afdøde mor, Monas, lille lejlighed i et af byens randområder. Monas død ligger måneder tilbage, men Sigrid har ikke kunnet tage sig sammen til at få gjort boet op. Hun har brugt sin fremskridende graviditet som undskyldning, men virkeligheden er den, at moderens død var et resultat af et massivt alkoholmisbrug gennem det meste af Sigrids liv, og datteren kvier sig ved at skulle investere sin tid i den kvinde, som hun så længe har følt sig på uoverkommelig afstand af.


Nu er hun taget derud. Kæresten Niklas ved intet, og han frustreres over, at Sigrid ikke lukker ham ind - hverken bogstaveligt eller i overført betydning.


Fødslen ligger kun to uger fremme i tiden, og pludselig er Sigrid væk i flere dage. Midt i moderens dynger af møg sendes Sigrid på uromantisk vis tilbage til sin gymnasietid, hvor det var lige ved at lykkes, at få Mona på ret køl. Dengang da familien før forældrenes skilsmisse boede på Sortedam Dossering.


Store dele af romanen er henvendt til et "du", nemlig moren og hvor Sigrid er jeg-fortælleren. Denne sammensætning giver et meget elegant fortællemæssigt greb. Det udgør sammen med sproget en stor del af romanens nerve, for det er de store følelser der er på spil, og alligevel er det skrevet så stille og smukt, at det virker så meget desto stærkere. Bergfjord formår at skrive sig helt ind i kernen af sorgen og smerten med ganske få sproglige midler. Som da Sigrid står og laver mad til sig selv i den afdøde mors køkken: 


» først nu ser jeg, at der er pletter af tomatsovs og noget, der ligner spildt kaffegrums på dit komfur. Jeg begynder at græde. En tør hulken, der kun varer nogle sekunder.
Du er aske i jorden, du er væk for altid, og her ligger gamle pletter fra mad, du måske selv har tilberedt«.


Et andet citat er hentet fra slutningen af bogen hvor Sigrid holder Studenterfest. Moren har op til studentereksamen været på afvænning og drikker ikke mere, men er sårbar bl.a. på grund af den nylige skilsmisse fra Sigrids far.


”Min mor står i døråbningen  og er lige blevet færdig med at skænke op. Hun rækker ud efter endnu et champagneglas og skænker et nyt glas. Så løfter hun armen højt i vejret. Skål for jeres fremtid, råber hun. Hele klassen jubler og vifter med papirflagene  på bordene, mens de udbringer en skål, så glassene klirrer. Jeg kan mærke Mikkels blik. Han lægger en arm om livet på mig, ganske blidt. Jeg kigger ikke på ham. Jeg stiller mit glas i vinduskarmen og holder øje med min mor. ”skål, skål”. Min mor sænker armen, fører glasset til læberne og drikker ud…..”


Sprogbruget er fascinerende og ikke mindst den måde Sissel Bergfjord formår at få ordene ud over siderne på bøgerne på, og så det i hvert fald rammer mig helt inde i det inderste. Når jeg lukker mine øje så ser jeg lyslevende for mig scenen hvor mor tømmer champagneglasset og hvor håbet for Sissel om en ædruelig mor endegyldigt druknes i champagne.


Jeg synes romanen er fantastisk som både en fin og trist skildring og hvor smerten er allestedsværende hele romanen igennem, og hvor temaer som livet og døden, fortabthed og forladthed er de bærende temaer. 

Max Ulrich Klinker - Smak

Klinker, Max Ulrich
Smak
EC Edition, 2011
277 sider


Kort resumé
En eksistentialistisk novellesamling, der bla. handler om at flyve, at blive væk og at være sammen.


Sofie siger
SMAK er en samling på 9 noveller, der foregår i et modent univers blandt veluddannede mennesker med stor livserfaring. Historierne handler om absurditeterne under den pæne overflade, kedsomheden, hverdagens trivialiteter og forkerte valg, der får menneskers tilværelse til at krakelere. 

Novellerne rummer spændende tænksomme og eftertænksomme moraler og problemstillinger med en eksistentiel vinkel. Det er underholdning med stof til refleksioner over de store spørgsmål der kan filosoferes og funderes over.Her er stemning, atmosfære og stil måske næsten som fra en svunden og mere tænksom verden. Fortællingerne udfoldes med god tid - et åndehul i nutidens hastige billedstrøm.

En lille kuriositet er det lokale islæt, som vi møder i novellen ”Et middagsselskab i Rungsted”. Efter et retsmøde i Helsingør skal en advokat til middag på Nøddekrogen i anden række fra Øresund. Her møder vi high society med masser af penge og plads til stor fokus på boligindretning, kunstsamling og sportsvogne. Der hersker hos manden i huset en iværksættersjargon som ”Universitetet er spild af tid – man kommer bare i gang med at tjene penge fem år senere”, men også en stræben efter ”de gamle penges” dannelse, omend der er lidt for store armbevægelser og show off til dén lukkede klub. Overfladen krakker i stor stil som aftenen skrider frem.  

Forfatteren Max Ulrich Klinker er dansk og fransk advokat med kontor i Nice – det forklarer den fine beskrivelse af Nice-miljøet. 

Morten Sabroe - Fader Vor


Sabroe, Morten 
Fader Vor
Politiken, 2011
293 sider


Kort resumé
Forfatterens dybt personlige opgør med sin far, Den Gyldenblonde, hvis lange og mørke skygge han ønsker at gøre sig fri af og sætter i et selverkendelsens skarpe lys.


Marianne siger
I de senere bøger er Morten Sabroe igennem en masse research og indre monologer inden han kommer i gang med det han egentlig vil skrive om. Denne gang er det hans far som han af flere er blevet opfordret til at skrive om efter bogen om hans mor, ”Du som er i himlen”. Morten Sabroes far var cirkusrevydirektør; Povl Sabroe også kaldet den Gyldenblonde. Det store problem er blot, at Povl Sabroe ikke var en tydelig faderfigur og det prøver Morten Sabroe at finde begrundelser for, og lighedspunkter tilbage til sin farfar, den berømte politiker og børneven Peter Sabroe.
Dernæst drejer historien hen på Morten selv som far, overfor sine to døtre med forskellige kvinder og det hele ender i et stort selverkendelsesprojekt. Det interessante ved hans bøger er hans originale skrivestil, bevidsthedsstrømme og indre monologer. Journalisten i ham fornægter sig ikke og der springes ind og ud af historien, frem og tilbage i tiden og med gavmild hånd strøs med citater fra film og sange.

onsdag den 28. marts 2012

Louise Boije af Gennâs - Højere end alle himle

Boije af Gennâs, Louise 
Højere end alle himle
Politiken, 2011
532 sider

Kort resumé
En håndfuld venner, som har kendt hinanden længe, er samlet nytårsaften 1999 for sammen at træde ind i det nye årtusind, som snart udfolder en bred vifte af både små og store oplevelser.

Marianne siger
Jeg skulle hurtigt finde en bog til min ferie i en liggestol, og forsiden samt bagsiden faldt lige i min smag. ”Stærk og medrivende roman om nære venskaber og dyb kærlighed i Stockholm”.

Bogen tager sit udgangspunkt i nytårsaften år 2000 hvor bogens personer er samlet. Det er de seks gode men meget forskellige venner og deres udvikling vi følger frem til år 2003. Der er Victor og Sandra, som er godt økonomisk stillet, han er børsmægler og hun en succesfuld forfatter. Så er der Stefan og Pella som hører til middelklassen og bor på landet med deres to børn og nyder hverdagslivet. Derudover følger vi singlepigen Liv som kæmper for en skuespillerkarriere og bøssen Jalle, der arbejder i Udenrigsministeriet.


Bogen er en god samtidsroman hvor vigtige begivenheder i de år bliver vævet ind i historien, så som 11. september og mordet på Anna Lindh.

Forfatteren har skrevet flere filmmanuskripter til svenske tv-serier og måden bogen er skrevet på kunne godt blive til en tv-serie. Dette er første del af en trilogi, som skal belyse hele det første årti i 00´erne.

Lea Korsgaard - Ghita


Korsgaard, Lea 
Ghita
Gyldendal, 2011
312 sider


Kort resumé
Om Ghita Nørbys (f. 1935) bemærkelsesværdige liv i dansk teater og film, og om hvilke omkostninger dette har haft på det personlige plan, fortalt af hende selv, samt af venner, eksmænd, kollegaer, chefer og instruktører.
Med litteraturhenvisninger.



Marianne siger
Ghita Nørby er en af Danmarks store primadonnaer, som i mere end 50 år har smagt på næsten alt, hvad teater og film kan byde på. Lige fra Baronessen fra benzintanken til samarbejde med Ingmar Bergmann og Bille August.


Hovedvægten i bogen ligger på hvordan Ghita med en jerndiciplin og gode kunstneriske makkerskaber har udviklet det format som hun er. Bogen er bygget op på samtaler med Ghita selv og desuden med en helt masse venner, familie, kollegaer og instruktører.


Bogen om Ghita er lige så sprudlende som hende selv og går i et raskt tempo, hvor hun øser ud af sit meget begivenhedsrige liv, og det både om alle hendes mænd, rollen som mor, kræftoperationer og ærgrelser på sit elskede Kongelige Teater.


En dejlig bog om Ghita, vulkanen der har ulmet og spruttet gennem flere generationer.

Helle Stangerup - Bag Skodderne


Helle Stangerup 
Bag Skodderne
Politiken, 2011
335 sider


Kort resumé

Forfatteren Helle Stangerups (f. 1939) erindringer om sin opvækst, herunder om broren Henrik Stangerup og faren Hakon Stangerup, om forfatterskabet, om mødet med de kendte og magtfulde, venskabet med kongehuset, ægteskabet med Adam Knuth og opbygningen af Knuthenborg Safaripark, men også om skilsmissen og andre sider af livet.



Helle siger
Helle Stangerup har indtil nu holdt sit privatliv adskilt fra karrieren som forfatter, men her lukker hun privatlivs-skodderne op.


Hun fortæller om sin opvækst i et litterært overklasse-hjem med meget forskellige forældre, om det livsvarige vanskelige forhold til broderen Henrik, om en skolegang med prinsesse Margrethe og om hendes jurastudie og korte karriere som jurist.


Helle Stangerup bliver gift med grev Knuth og hun bruger så ti år på at føde to sønner og deltage i opstarten af Knuthenborg Safari Park. Ægteskabet ender med en dramatisk skilsmisse, som kommer til at fylde meget i hendes liv.


Efter skilsmissen genoptager hun sit forfatterskab og fortager et omfattende gravearbejde til de historiske romaner ' Christine', ' Spardame' og ' Sankt Markus nat'. Hun fortæller også om arbejdet med den store gennemskrivning af Saxos danmarkskrønike, som dronningen hjalp hende med. Nu er hun tilbage i den genre hun startede i, hendes sidste bog ”En forskers død” fra 2010 er en krimi


Sidste del af bogen handler især om sønnerne, Marcus og Christoffer. 


Hun er åbenhjertelig , men passende diskret selvfølgelig. 

Jeanette Walls - Glasslottet


Walls, Jeanette 
Glasslottet
Hr. Ferdinand, 2011
389 sider


Kort resumé
Jeannette Walls (f. 1960), en kendt amerikansk journalist, fortæller om sin barndom og opvækst med en alkoholisk og genial far og en mor, som var kunstner. Familien var hjemløs og omrejsende og først som teenager kunne forfatteren sammen med sine søskende bryde ud af familien og starte på et normalt liv med skolegang og uddannelse.


Helle siger
Glasslottet er en beretning om en barndom, der er levet i total fattigdom, og om en lille flok søskende, der er prisgivet et par forældre, som først og fremmest lytter til deres egne behov. Moderen er uddannet lærer og faderen løsarbejder, charmør og - viser det sig – alkoholiker.


I de første år bor familien i et Arizona-område, og fungerer endnu godt og kærligt, om end meget ustabilt. De kører i gamle lig af biler fra den ene lille by til den næste og slår rod - men kun indtil der opstår problemer af en eller anden art. Så tjekker de ud i nattens mulm og mørke og kører videre til næste sted. 


Undervejs synker faderen længere og længere ned i sprutten og til sidst ender det med, at familien opgiver deres eget hus og kører til faderens hjemby og hans meget utiltalende forældre og bror. Her ender familien i et lille dårligt hus og børnene kommer i skole. De tre ældste søskende gør det godt i skolen og har på en eller anden måde fået noget godt med sig fra de første kærlige år. 


Forfatteren fortæller nøgternt og stort set uden bitterhed om sit liv og de forældre, som trods mange fejl også gav hende et sted at stå.


Jeanette Walls er nu fyldt 50. Hun bor i New York, er gift med en forfatter og har arbejdet på forskellige store, kendte aviser og som tv-journalist.

tirsdag den 27. marts 2012

Robert Goolrick - En pålidelig hustru



Goolrick, Robert 
En pålidelig hustru
Punktum, 2011
292 sider



Kort resumé
I 1907 kommer Catherine til en lille by i Wisconcin for at gifte sig med den velhavende enkemand Ralph Triutt. Han har søgt en ærlig, ordinær kvinde, men hun er ikke den hun udgiver sig som


Helle siger
”Det var bidende koldt, og luften sitrede af alt det, der endnu ikke var sket.” Sådan begynder historien om en ensom rig mand og en ung skøge.


Han har mistet alle han holdt af og har forskanset sig i sit store hus, hvor han lader som om livet ikke går ham på. En dag får han nok og indrykker en avisannonce, hvori han søger en pålidelig hustru.


Hun har levet et hårdt liv, hun er blevet mishandlet, udnyttet og forladt, hun har klaret sig gennem livets strabadser ved hjælp af sin intelligens, sit udseende og sin seksualitet, men en dag ser hun en avisannonce og udtænker en plan for et bedre liv.


Historien udspiller sig i Wisconsin, USA i begyndelsen af 1900-tallet og forfatteren udnytter den barske natur til at skabe en underliggende dyster stemning gennem hele bogen.


Plottet i romanen er omhyggeligt konstrueret, så hver enkelt lille information tvinger læseren til at revurdere sine meninger om hovedpersonerne.


Romanen handler om menneskers kamp for at overleve, uanset hvor dårlige kort man er blevet givet. Det er en roman om kampgejst, ensomhed og livsvilje men også om håb, kærlighed og tilgivelse.

Jan Guillou - Brobyggerne



Guillou, Jan 
Brobyggerne
Modtryk, 2011
547 sider


Kort resumé
Brødrene Lauritz, Sverre og Oscar fra Bergen er store tekniske begavelser, der i 1901 som nyuddannede ingeniører og verdensmænd er fulde af tro på fremtiden og på teknikkens landvindinger. Men kærligheden spiller dem et puds, og første verdenskrig vender op og ned på alting.

Helle siger
Brobyggerne er første del i Jan Guillous romanserie om 1900-tallet.

De tre norske fiskerdrenge Sverre, Oscar og Lauritz mister deres far og sendes derfor til Bergen for at arbejde på et rebslageri. Her viser det sig, at de har flair for teknik, og da det lokale borgerskab er interesseret i at få bygget en togforbindelse mellem Bergen og Kristiania, beslutter man sig for at bekoste de tre drenges uddannelse - først gymnasiet i Kristiania og dernæst det fine ingeniørakademi i Dresden - med den forventning, at de efter endt uddannelse vender tilbage og deltager i arbejdet med jernbanen.

Drengene klarer sig flot, men 2 af dem beslutter sig for at bryde aftalen, de har indgået.


Sverre fordi han springer ud som bøsse og hellere vil til England med sin adelige kæreste. 
Efter dette opbrud forsvinder han stort set ud af historien


Oscar fordi hans hjerte er blevet knust af en skøge, der bildte ham ind, at hun var en eksotisk prinsesse og franarrede ham hans penge. Han tager til de tyske kolonier i Afrika, hvor han bygger jernbane og skyder storvildt og kannibaler.


Det bliver derfor Lauritz, der skal indfri gælden på det kolde fjeld i Norge. Også selvom han har forelsket sig i en barondatter, hvis far vil, at Lauritz skal blive i Tyskland, hvis han skal have datteren.


Romanen giver indsigt i historiske temaer som arbejderbevægelse, kvindekamp, verdenskrig samtidig med man følger daglig livet i Tyskland, Norge og i de tyske kolonier i Afrika.

Zoë Ferraris - Slørets by


Ferraris, Zoë 
Slørets by
Mrs. Robinson, 2011
509 sider


Kort resumé
Krimi. Ørkenguiden Nayir og kriminalteknikeren Katya mødes igen og kæmper både med opklaringen af mordet på en ung kvinde og med deres følelser for hinanden. Samtidig er en amerikansk mand forsvundet og hans kone Miriam forsøger at løse gåden, men støder på mange forhindringer i det konservative, muslimske samfund


Helle siger
Denne krimi er en fortsættelse af Ferraris debutbog ”Den sidste sura”, der siden udgivelsen i 2010 er udkommet i 30 lande. 


Man følger ganske vist opklaringen af en forbrydelse, men fokus er i lige så høj grad på beskrivelsen af det saudiarabiske samfund og de kulturelle, religiøse og sociale konventioner, som både mænd og kvinder må forholde sig til.
Det er tydeligt at forfatteren kender Saudi-Arabien indefra. Hun boede to år i landet som hustru til en palæstinensisk-saudisk mand.

Så holdt vi Booktalk igen

Vi har med stor fornøjelse afholdt vores populære arrangement Booktalk for forårssæsonen. Der var mange spændende bøger på programmet og publikum var ivrige lyttere som kunne tage det praktiske Booktalkhæfte med hjem. Herunder kan man se lidt billeder fra arrangementet i torsdags. Bøgerne vil blive lagt ind her på bloggen i løbet af kort tid så man kan genopfriske hvad de handlede om eller orientere sig hvis ikke man havde mulighed for at deltage.


Her er nogle af bibliotekarerne klar til at gå på. Helle, Simon og Sophie.




Sophie.




Simon.

På gensyn til Booktalk til efteråret!

mandag den 26. marts 2012

Amerikaniseringen af Danmark – eller drømmen om den rige onkel over there.

Som barn i 50erne længtes vi hele tiden. Længtes mod bedre tider og materiel velstand. Godt nok var båden med bananer ankommet, men der var lang vej igen. Længslen gik mod vest, nærmere bestemt USA og alt hvad der fandtes derovre af herligheder. Af og til fik vi en lille forsmag på det i det genbrugsplagede, grå og indeklemte årti, når valutareserverne ellers tillod det. USA var indbegrebet af lyserød candyfloss, halefinner med krom, nylonstrømper, isskabe, rock ’n’ roll, Anders And, milkshake og alskens sorgløshed, noget man som barn kun turde drømme om. Heldigvis gik det jo som bekendt senere fremad, men hvad der i 50erne syntes komplet uopnåeligt, skulle årtier senere blive genstand for en kritisk og nærmest hadefuld kampagne vendt mod alt amerikansk og amerikaniseringen af Danmark!


Jeg har haft fornøjelsen af at besøge USA flere gange og er på en eller anden måde stadig lidt fascineret. I dag har vi forhåbentligt et mere nuanceret billede af det store land, men i 50erne var det ganske enkelt noget, man bare så op til og higede efter at få en bid af. Derfor vil jeg godt anbefale de følgende bøger, der alle er dele af et større forskningsprojekt under navnet ”Amerikansk på dansk”. Bøgerne er letlæste og helt ideelle til opgaveskrivning i gymnasiet.


Mest spændende er: Amerika og det gode liv : materiel kultur i Skandinavien i 1950’erne og 1960’erne (2011). 
Bogen undersøger ved hjælp af artikler, hvordan amerikansk kultur har påvirket vores materielle hverdagsliv indenfor områder som ungdomskultur, køkkener og husholdning, udviklingen i forstæderne, familien m.m. Ligeledes hvordan tilpasningen har fundet sted så tingene og tankerne undervejs er blevet integreret i det nordiske hverdagsliv. OBS! Flere af artiklerne er skrevet på hhv. engelsk, norsk og svensk hvis det skulle skræmme nogen.


Kulturinteresserede bør læse: Amerika i dansk kulturliv 1945-75 (2010).
Brede kulturelle emner som litteratur, kunst, film, populærmusik, ugeblade og sport behandles i velskrevne og bredt formidlende artikler der viser et mere nuanceret billede af den amerikanske påvirkning af dansk kulturliv end mange måske forestiller sig. Et godt eksempel er, at de helt store amerikanske sportsgrene som f.eks. baseball aldrig helt er slået igennem herhjemme og omvendt den anden vej med vores allesammens fodbold!




Erhvervsinteresserede med blik for historie kan læse: Det amerikanske forbillede? : dansk erhvervsliv og USA, ca. 1920-1970. (2011).
Artiklerne har omdrejningspunkter i tidens amerikanske forbilleder i dansk indpakning som Fords samlefabrik i Danmark, mekaniseringen af landbruget, Marshallhjælp, FDBs ekspansion i detailhandlen og de nye selvbetjeningsbutikker, Teknologisk Institut, fokus på forbrugeren og tanker og strategier fra USA i forhold til dansk erhvervsledelse.


Den sidste bog er ikke en del af forskningsprojektet men skal alligevel med her, idet den lægger nyt stof til historien om den danske fagbevægelse. Dino Knudsen: Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse : Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser, 1945-1956 (2012).
Efter krigen brød krigen ud mellem socialdemokrater og kommunister i fagbevægelse. CIA og den amerikanske fagbevægelse trak over Atlanten og gav socialdemokraterne en ”hjælpende” hånd i organiseringen af kampen mod de røde. I form af medvirken og involvering i og omkring Marshall-planes indfrielse og implementering, trak det op til gensidige relationer og bånd mellem den danske og den amerikanske fagbevægelse. Alt i alt spændende historieforskning med nye facetter af denne højspændte periode efter besættelsen.


/Benny

Nye tidsskrifter på biblioteket

Hørsholm Bibliotek revurderer med jævne mellemrum bestanden af tidsskrifter. Dels på grund af efterspørgsel og dels i takt med, at der kommer nye tidsskrifter på markedet. Markedet skifter dog hurtigt, idet nye tidsskrifter popper op, men ikke får en lang levetid eftersom det er et vanskeligt marked at agere i. Her er en kort præsentation af en håndfuld nye tidsskrifter på biblioteket.

Tipsbladet er som bekendt ikke nyt. Det er udkommet siden 1948 og må jo dermed siges at være langtidsholdbart. Det anses i dag af fodboldinteresserede som et absolut ”must”, hvis man ønsker at være velorienteret og opdateret i fodboldens verden. Med fodboldnyheder fra Superligaen, Premier League, Primera Division, Bundesligaen og alle de store europæiske klubber. Udkommer 2 gange om ugen, tirsdag og fredag. Fredagsudgaven med fokus på den kommende weekends kampe både nationalt og internationalt.

Historie : illustreret videnskab : helt tæt på historiens største dramaer. Biblioteket har i forvejen ”Alt om historie”, men der er i disse år en øget interesse for historie i almindelighed og en let tilgængelig formidling af den i særdeleshed. Magasinet her er lækkert i indhold og lay-out og kan forhåbentlig give smagsprøver på historien, der kan give anledning til yderligere fordybelse. Udkommer en gang om måneden.

Skønne dage indeholder kun artikler, som gør dig kreativt inspireret, nysgerrig på livet, kulturelt oplyst, rejselysten eller bare glad. Dette er ikke mine ord, men forlagets! På den anden side er det svært ikke at begejstres over et nyt dansk magasin, der satser på kvalitet for livsnydere. Døm selv! Skønne dage udkommer 4 gange om året.

For de store, glade drenge har vi nu Veteranposten. Bladet er en fusion af ”Klassisk bil & mc” og ”Veteranposten” og indeholder artikler om klassiske biler, klassiske mc’ere, bilhistorie, træf og løb, forhandlere og meget andet godt. Bagest i magasinet er en stor annoncesektion, hvor det er gratis at annoncere. Her kan man købe alt fra en rød Ferrari F355 GTB til kølerfiguren Emily til en Rolls Royce, hvis man lige står og mangler sådan en! Bladet udkommer en gang om måneden.

Geographical er et prisbelønnet magasin med fascinerende skildringer af forskellige kulturer, spændende rejsebeskrivelser, videnskabelige landvindinger, ekspeditioner og natur- og dyreliv på vores enestående planet. Journalistikken er helt i top og bladet er fyldt med fantastiske fotos. En fornøjelse at læse og bladre i. Magasinet er på engelsk og udkommer en gang om måneden.

Magasinet Aktiv træning er for dem, der gerne vil komme i bedre form og få det bedste ud af træningen, hvad enten man løber, cykler, ror eller svømmer. Tips om motion og træning og øvelser, udstyr og beklædning, motivation og psyke, medicin og sundhed, oplevelser og aktiv ferie og kost og vægttab. Her er der masser af inspiration og genveje til et sundt og aktivt liv. Udkommer en gang om måneden.

Anglofilia er et dansk magasin om England. Ligesom der findes hardcore frankofile, findes der også anglofile, og det på trods af vejret! Magasinet henvender sig englandselskere, som kan læse om charmerende byer, skønne haver og natur og selvfølgelig med referencer til Englands monumentale historie. Her er inspirerende læsning og viden om England, både for kendere og førstegangsrejsende. Det flotte magasin udkommer 4 gange om året.

På engelsk foreligger nu livsstilsmagasinet GQ. Det er gentagne gange kåret som Englands bedste mandemagasin! Nu får det en chance her på biblioteket! Hårdtslående artikler, nyheder, sport, babes (!), biler, musik, film, mode og meget mere. Så hvorfor nøjes med det næstbedste som forlaget kvikt annoncerer? Det eksklusive magasin udkommer en gang om måneden.

Tag godt imod vores nye tidsskrifter og husk, at nyeste nummer er til at bladre i på biblioteket og at ældre numre er til hjemlån og nærmere fordybelse.  

Rudolph Dirks - Ole og Peter

Berømt tegneserie hvor revselsesretten absolut ikke er afskaffet.


Dirks, Rudolph
Ole og Peter 
Fahrenheit, 2011
134 sider

Os halvgamle kender selvfølgelig alle sammen Knold og Tot. Bragt i ugebladet Hjemmet gennem en menneskealder. Men skal vi lige hurtigt ridse historien bag serien op, idet den er lidt finurlig. Den startede i 1897 i U.S.A. under navnet Katzenjammer Kids og blev tegnet af tysk-amerikaneren Rudolph Dirks. Uoverensstemmelser med udgiveren i 1914 førte til, at Dirks fik lov at beholde sine figurer, men mistede retten til navnet på serien. Han videreførte herefter serien helt frem til 1979 under navnet Captain and the kids. Det var imidlertid tegneren Harold Knerr, der efter 1912 fortsatte Katzenjammer kids helt frem til 1949. Serierne lå altså ligefrem og konkurrerede med hinanden i en årrække, men begge var lige populære. Herhjemme var det som sagt Hjemmet, der introducerede serien, allerede i 1908 under navnet Knold og Tot. Serien beholdt sit navn, men skiftede altså tegner efter uoverensstemmelserne i U.S.A. Dirks Captain and the kids kom på dansk til at hedde det knap så farverige Ole og Peter og blev i en årrække bragt i Dansk Familieblad. Man kan sammenfattende sige, at den ”rigtige” Knold og Tot altså hedder Ole og Peter, men realiteterne er at det er Knold og Tot navnet, vi husker. Derfor er det lidt af en godbid, tegneserieforlaget Fahrenheit har udgivet. 134 originalsider fra perioden 1948-1950 med de to lømler, kaptajnen, fru Vom og puslingen Inspektøren. Vi befinder os et eller andet sted i Afrika og lokalbefolkningen er i allerhøjeste grad med til at sætte kulør (!) på begivenhederne. Serien er grænseoverskridende anarkistisk, absolut racistisk og afsindig morsom. I forordet anføres det, at serien kan læses af både børn og voksne. Personligt tvivler jeg dog på, at moderne børn vil kunne identificere sig med de rustikke narrestreger, der kommer for dagen og som ender med at de opfindsomme lømler får den ene kæmperøvfuld efter den anden, side efter side!


/Benny


torsdag den 22. marts 2012

Steve Toltz - En brøkdel af helheden

Toltz, Steve
En brøkdel af helheden, 572 sider
1. udgave, 2011

En bog der handler om et far-søn forhold og foregår i en flække langt ude på landet i New South Wales, Australien – hvor spændende er lige det?

Bare rolig, kære læser: Forfatteren, der endda er debutant, har fantasi og kan skrive, endda hele to hovedhistorier med alle deres sideskud. Bogens nutid berettes af sønnen Jasper og bogens fortid af faderen Martin. Begivenheder i fortiden er så vigtige, at de påvirker nutiden og til sidst mødes de to tider på overraskende vis.

Faderen beskriver, i form af en dagbog, sin barndom og opvækst med sin lillebror Terry, der må stoppe en lovende sportskarriere pga. en knæskade. Dette bringer ham fra popularitetens tinder til et almindeligt liv, hvilket medfører store forandringer: Efter en ungdomskriminel løbebane bliver Terry morder. Han slår korrupte sportsfolk, sportstrænere og journalister ihjel, da disse bringer sporten i vanry, og han opnår nærmest heltestatus hos sportsinteresserede og bliver sammenlignet med Ned Kelly, Australiens svar på Robin Hood. Han bliver dog dømt og ender i fængsel, hvor han efter alt at dømme omkommer i en brand. Faderen selv, der står i skygge af Terry, ligger som barn flere år i uforklarlig koma, hvilket præger både ham og den øvrige familie. Som voksen er faderen noget aparte. Han har en masse tanker og meninger, der hver for sig virker fornuftige men ikke går op i en højere enhed. Som det så flot beskrives, så har han ”tænkt sig selv op i et hjørne”. Sønnen Jasper vokser op med onklens ”berømmelse” og faderens tankespind som bagage, hvilket medfører store besværligheder.

Der skal ikke røbes mere af handlingen her, læs den selv og nyd det flotte sprog, der får anmelderne til at sammenligne Steve Toltz med flere af verdenslitteraturens største forfattere.

/simon