tirsdag den 31. januar 2012

Emne: Danske Debutanter fra 2010'erne

Asta Olivia Nordenhof
Et ansigt til Emily
89 sider, Forlaget Basilisk, 2011.


”Et ansigt til Emily” er på flere måder en begyndelse. For Asta Olivia Nordenhof som hendes debut. For Basilisk og Gyldendal som indledningen til Serie B, en serie for ”original, ny dansk litteratur”. Og for læseren som indgangen til en ny dansk forfatterstemme. 


Asta Olivia Nordenhof er født i 1988, og  som nylig dimittend fra Forfatterskolen (2011) lægger hun sig i forlængelse af en tradition for genrenedbrud og formeksperimenter. Sproget er lyrisk og explorativt, mens sammenhængen mellem handlinger og personer til nøds kan udgøre en fortælling. 
Her benævnes ikke ’Roman’ som hos eksempelvis det lyriske stortalent Josefine Klougart (Forfatterskolen 2010), for ”genrer interesserer os mindre end at forfatterne har noget nyt at sige og en spændende måde at sige det på”, skriver folkene bag Serie B. 


”Et ansigt til Emily” er spændende og udfordrende læsning. Det er tekst, der funderer over skrivningen, over kærlighed og over begær. Alle sider af samme sag. 
Kernen er parret Rosa og Emily, og hvordan de blandt andet skriver døde, savnede mænd frem med deres egen skrift. Genskriver, omskriver, iscenesætter og sætter sig selv i deres sted. Lader ansigter træde frem og sender breve i ét væk. 
Alligevel er bogen ikke ren begyndelse. For på Nordenhofs blog http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com/ ligger allerede inden udgivelsen tekstbidder, der udbygger bogens univers uden nærmere beskrivelser om, hvor de hører til. Nordenhof debuterer fint og åbent og lovende.


/Christine

mandag den 30. januar 2012

Ayad Akhtar: Tavshedens smerte

Ayad Akhtar
Tavshedens smerte
Roman, oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen,
338 sider,
Politikens Forlag, 2012.


Der er uden tvivl bestsellerpotentiale over denne debut, hvis forfatter er pakistansk andengenerationsindvandrer i USA og i forvejen prisvindende filmmanuskriptforfatter. Temaet er islam, og det er smukt belyst fra flere vinkler i et nuanceret portræt af en pakistansk familie bosiddende i USA og det muslimske lokalmiljø, de er en del af. 
Man følger Hayat, som bor sammen med sin islamskeptiske far, der er neurolog, og sin trosmæssigt ambivalente mor, der på den ene side foragter muslimske mænd men på den anden side higer efter at være en del af det fundamentalistiske muslimske lokalsamfund, som ikke har meget tilovers for den lille familie. 
Da Hayat er ti år, flytter morens veninde Mina ind hos dem og begynder at lære Hayat Koranen, hvilket bliver skæbnesvangert for både Mina og Hayat. Romanen leverer en grundig og interessant analyse af, hvad det vil sige at være muslim i et vestligt land. 
Sympatien ligger åbenlyst ikke hos de fundamentalistiske muslimer, men læseren oplever islam gennem Hayats religionsnysgerrige øjne og når en erkendelse i samme tempo, som han gør. En af romanens styrker er netop, at rollefordelingen ikke er entydigt god versus ond men mere komplekst opbygget omkring den spændende udvikling i historien. Alt i alt en god læseoplevelse.


/Christine

Emne: Danske Debutanter fra 2010'erne

Anna Friis
Vi er da voksne mennesker
Roman, 224 sider, Gyldendal, 2011

Hvor længe kan man blive ved med at lyve for sig selv og tro, at man skal skrive ph.d. og være forsker, når man ikke engang formår at gøre sit speciale færdigt? Eller at man skal udgive historiske og æstetiske graphic novels, når man aldrig fuldender en idé og desuden arbejder fuldtids som ufaglært tjener efter at have droppet arkitektstudierne?

Anna Friis’ monotont foruroligende debutroman maler et sigende, næsten karikeret portræt af et Århuspar midt i 20’erne, der opfatter sig selv som intellektuelle kunstnertyper, men som i virkeligheden ikke er i stand til at gennemføre den rolle, de har påtaget sig.
Med små, fine detaljer danner Friis et langsomt klarere billede af de to hovedpersoners stille deroute, og selv om man som læser aner deres træden vande i forhold til uddannelse og søgen efter en identitet, er de lige ved også at overbevise læseren om, at det ingen konsekvenser vil få; at der bare er tale om en fase. Først på de allersidste sider melder virkeligheden sig, hvilket nærmest bliver en lettelse, fordi det gør en ende på den løgn, de begge så krampagtigt har holdt fast i.
”Vi er da voksne mennesker” skildrer med dyster præcision, hvordan vi forsøger at leve op til egne og omverdenens forventninger og hellere lyver for både os selv og alle omkring os i vores kamp for at gøre løgnen til virkelighed i stedet for at råbes ud som en fiasko.

/Christine